Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Hvis du er lønmodtager, optjener du ret til betalt ferie, hvis du er omfattet af ferieloven
Er du ansat i et fleksjob og har du ikke optjent feriepenge, kan du måske få ledighedsydelse.

Ferieloven gælder for lønmodtagere. Du er lønmodtager, hvis du får løn for personligt arbejde i et tjenesteforhold. Hvis du ikke er lønmodtager, optjener du ikke ferie efter ferieloven. Det gælder for eksempel, hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, har afgørende indflydelse på den virksomhed, som du arbejder i, eller du er ledig.

Nogle lønmodtagere er ikke omfattet af ferieloven. Ferieloven gælder som hovedregel ikke, hvis du for eksempel er ansat som tjenestemand i staten eller folkekirken. Men så har du ret til ferie efter andre regler. Du kan spørge din fagforening eller arbejdsgiver om disse regler.

Ferieloven gælder som udgangspunkt kun, hvis du arbejder i Danmark. Der gælder særlige regler, hvis dit ansættelsesforhold har tilknytning til flere lande. Det er for eksempel tilfældet, hvis du arbejder i udlandet.

Din arbejdsgiver kan ikke fravige ferielovens bestemmelser hvis det er ufordelagtigt for dig som lønmodtager. Du kan heller ikke give afkald på din ret til ferie og andre rettigheder efter ferieloven.

Feriepenge, der endnu ikke er blevet udbetalt, kan ikke gøres til genstand for retsforfølgelse. Der kan fx ikke gøres udlæg i feriekort, og adgangen til modregning er begrænset.

Nogle af ferielovens regler kan fraviges ved individuel aftale eller ved kollektiv overenskomst. Hvis du er omfattet af en sådan overenskomst, skal spørgsmål om fortolkning og brud på overenskomstens bestemmelser afgøres i det fagretlige system. Kontakt derfor din fagforening eller arbejdsgiver i den situation.

Du er lønmodtager i ferielovens forstand, hvis du får løn for personligt arbejde i et tjenesteforhold.

I vurderingen af, om du er lønmodtager lægges bl.a. vægt på:

  • om du har en vis arbejdsforpligtelse
  • om din arbejdsgiver har ret til at lede og fordele din arbejdstid og -opgaver
  • om dit arbejde udføres i din arbejdsgivers navn, og
  • karakteren af din løn, herunder om du tager direkte eller indirekte del i den økonomiske risiko ved driften af virksomheden.

Din titel er derimod ikke afgørende for, om du er lønmodtager. Det har heller ingen betydning, om du er fuldtids- eller deltidsansat, om arbejdet er din hoved- eller bibeskæftigelse, eller om der er tale om løsarbejde. Selvom din løn er B-indkomst, kan du også være lønmodtager.

Hvis du er ansat i en overordnet stilling, er du som udgangspunkt også omfattet af ferieloven. For nogle ledere mv. er graden af ansvar og beføjelser de besidder dog så høj, at der ikke er tale om et lønmodtagerforhold i ferielovens forstand. Det gælder, hvis du for eksempel ejer virksomheden eller dele af den, og derfor har en afgørende indflydelse på den daglige drift i virksomheden.

Det samme gælder normalt også, hvis du er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som administrerende direktør.

Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt du er ansat som lønmodtager og er omfattet af ferieloven. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vurderer, om du er lønmodtager i ferielovens forstand.

Som elev hos en arbejdsgiver kan du have en særlig ret til betalt ferie, selv om du ikke har optjent ret til det. Retten gælder kun, hvis du har en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser.

Hvor mange feriedage kan du holde?

Hvis du begynder som elev inden 1. juli i et ferieår, har du ret til at holde 25 dages betalt ferie i dette ferieår (inden 30. april året efter).

Hvis du begynder som elev 1. juli eller senere, har du ret til 5 dages betalt ferie i dette ferieår, hvis din arbejdsplads holder ferielukket mellem 1. oktober og 30. april.

Eksempel:

Du begynder elevforholdet den 1. august, og din arbejdsgiver holder lukket 2 arbejdsdage mellem jul og nytår. Du har derfor ret til løn under ferie for disse dage.

I det første og det andet hele ferieår, efter ansættelsen er begyndt, har du ret til 25 dages betalt ferie pr. ferieår.

Eksempel:

Du begynder et elevforhold den 1. juni.

  • I det første ferieår, som løber fra den 1. juni til den 30. april, har du ret til 25 dages betalt ferie.
  • I det første hele ferieår efter ansættelsen, som løber fra den 1. maj til den 30. april, har du ret til 25 dages betalt ferie.
  • I det andet hele ferieår efter ansættelsen, som løber fra den 1. maj til den 30. april, har du ret til 25 dages betalt ferie.
Hvad får du i feriepenge

Som elev har du ret til at holde ferie med løn. Derudover skal du have et ferietillæg på 1 pct. af din samlede løn i optjeningsåret fra arbejdsgiveren.

Hvis du har optjent feriegodtgørelse fra tidligere arbejde, skal du bruge feriegodtgørelsen, før du får udbetalt løn af din arbejdsgiver. Hvis beløbet per dag er mindre end den løn, du ellers ville have fået, skal din arbejdsgiver supplere op til lønnen på ferietidspunktet.

Hvis du skifter arbejdsgiver undervejs

Hvis du skifter arbejdsgiver i løbet af elevforholdet, får du ret til betalt ferie hos den nye arbejdsgiver på samme måde, som hvis du var ansat hos den samme arbejdsgiver gennem hele elevforholdet. Retten til ferie begynder derfor ikke forfra, hvis du indgår en ny uddannelsesaftale. Hvis du allerede har holdt en del af din ferie hos din tidligere arbejdsgiver, har du kun ret til at holde den resterende ferie hos din nye arbejdsgiver.

Hvis du fortsætter hos samme arbejdsgiver, når du er færdig som elev

Hvis du fortsætter hos din arbejdsgiver, når du er færdiguddannet, optjener du enten feriegodtgørelse eller ret til løn under ferien.

Hvis du har ret til løn under ferie, er det den sædvanlige løn på ferietidspunktet, som du har ret til. Det gælder også for den ferie, som du har optjent under elevforholdet.

Hvis du har ret til feriegodtgørelse, har du ret til 12,5 pct. af lønnen i optjeningsåret.

Hvis du fratræder, når elevforholdet slutter

Hvis du fratræder, skal din arbejdsgiver afregne feriegodtgørelse på sædvanlig vis.

Du har ret til ferie og feriepenge efter ferieloven, hvis du er au pair.

Hvis du er au pair, kan du være omfattet af særlige regler, der gør, at du kan holde betalt ferie allerede ved opholdets begyndelse. Det kaldes samtidighedsferie. De særlige regler gælder, hvis du har søgt om opholdstilladelse som au pair efter den 1. juli 2015 eller senere.

Hvis du som au pair ikke er omfattet af de særlige regler, er du som udgangspunkt omfattet af ferielovens almindelige regler.

Vejledning til au pairer (nyt vindue)

Hvis du er ansat som hushjælp i en privat husstand, og du arbejder 8 timer eller mindre om ugen i gennemsnit, er du efter ferieloven omfattet af nogle forenklede regler om ferie.

Ved privat hushjælp forstås hjælp til børnepasning, madlavning, rengøring, havearbejde, samt andet husligt arbejde i en privat husstand.

For hver måned du er ansat, optjener du 2,08 dages betalt ferie, og du kan afholde ferien i takt med, at den optjenes. Når du holder ferien, har du ret til løn.

Den optjente ferie skal ikke længere holdes inden for et bestemt ferieår, men kan som udgangspunkt holdes løbende. Ferien skal dog senest være holdt tre år efter udløbet af den måned, hvor den er optjent. Din arbejdsgiver udbetaler feriepengene som løn, når du holder din ferie.

Når du fratræder, skal du have udbetalt feriepenge for de ikke afholdte feriedage direkte af din arbejdsgiver.

Er du omfattet af forskerskatteordningen efter kildeskatteloven kan du aftale med din arbejdsgiver, at der efter ferieloven skal gælde forenklede regler om ferie.

Er du udenlandsk forsker eller anden højt kvalificeret, udenlandsk medarbejder, der ikke er omfattet af forskerskatteordningen, kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering give tilladelse til, at din arbejdsgiver må anvende de forenklede regler i din ansættelse.

For hver måned du er ansat, optjener du 2,08 dages betalt ferie, og du kan afholde ferien i takt med, at den optjenes. Når du holder ferien, har du ret til løn. Den optjente ferie skal ikke længere holdes inden for et bestemt ferieår, men kan som udgangspunkt holdes løbende. Ferien skal dog senest være holdt tre år efter udløbet af den måned, hvor den er optjent. Din arbejdsgiver udbetaler feriepengene som løn, når du holder din ferie.

Når du fratræder, skal du have udbetalt feriepenge for de ikke afholdte feriedage direkte af din arbejdsgiver.

Der kan findes mere information om emnet i Kildeskatteloven. Find den nedenfor under "Lovgivning".

Du er som udgangspunkt omfattet af ferieloven, hvis du har indgået en aftale med en kommune om at tage et barn i pleje. Du har som familieplejer samme rettigheder efter ferieloven som andre lønmodtagere, og en aftale om, at ferieloven ikke gælder, er ugyldig. Familieplejere er ikke omfattet af den kommunale ferieaftale.

Hvis plejeforholdet er organiseret som selvstændig virksomhed, er du dog ikke omfattet af ferieloven. Du anses for selvstændig, hvis du:

  • over for SKAT angiver over-/underskud ved selvstændig virksomhed for plejeforholdet eller bruger virksomhedsskatteordningen,
  • har indrettet dig i selskabsform eller i et interessentskab, eller der er lignende klare tegn på, at du er selvstændig, eller
  • der er andre klare tegn på, at plejeforholdet er organiseret som selvstændig virksomhed.
Når du skal holde ferie

Kommunen skal varsle eller indgå en konkret aftale med dig om, hvornår du skal holde ferie. Det er ikke tilstrækkeligt, at kommunen varsler eller indgår aftale om, at ferien anses for holdt i løbet af ferieåret.

Der er praksis for, at du som familieplejer kan vælge at holde din ferie sammen med dit plejebarn. Kommunen kan derimod ikke pålægge dig at holde ferie med plejebarnet, hverken i den konkrete feriesituation eller som en del af ansættelsesaftalen. Hvis du vælger at tage barnet med på ferie, betyder det ikke, at du har krav på dobbelt vederlag eller kan kræve løn samtidig med feriepenge.

Hvis du har flere børn i pleje

Hvis du har indgået en plejeaftale med flere kommuner, er der tale om et ansættelsesforhold i relation til hver enkelt kommune. I disse tilfælde kan du holde særskilt ferie i forhold til hver af kommunerne. Hvis et af plejeforholdene ophører, skal kommunen afregne feriegodtgørelse til FerieKonto for dette plejeforhold.

Hvis samme kommune har anbragt flere børn hos dig med hver sin kontrakt, er der som udgangspunkt tale om flere ansættelsesforhold. Derimod er der som udgangspunkt kun tale om ét ansættelsesforhold, hvis du har flere plejebørn på samme kontrakt. Hvis der er en ændring i antallet af plejebørn fra optjeningsåret til ferieåret, skal kommunen regulere lønnen under ferien forholdsmæssigt, hvis ændringen er på mere end 20 pct. i forhold til optjeningsårets gennemsnitlige arbejdstid eller -omfang.

Hvis du ikke holder ferie

Efter ferieårets udløb skal kommunen afregne ikke-udbetalte feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond, hvis du ikke har holdt den ferie, du har optjent som familieplejer. Du har dog mulighed for at få udbetalt feriepenge for et ophørt ansættelsesforhold eller for den femte ferieuge efter ferieårets udløb, selvom ferien ikke er holdt.

Ferieloven gælder som udgangspunkt kun for dig, hvis du arbejder i Danmark. Der gælder særlige regler, hvis dit ansættelsesforhold har tilknytning til flere lande, fx hvis du arbejder i udlandet.

Hvis du er udstationeret til et EU-land, kan du blive omfattet af dette lands indstationeringsregler.

Du og din arbejdsgiver kan aftale hvilke af de relevante landes regler, der skal gælde for dig. Du kan dog ikke miste ufravigelige rettigheder i den lov, som du ville have været omfattet af, hvis I ikke havde lavet aftalen.

Hvis I ikke har aftalt at bruge et bestemt lands lov, skal I bruge loven i det land, hvor du sædvanligvis arbejder. Det gælder også, selvom du midlertidigt er udstationeret til et andet land. En udstationering i op til 12 måneder anses som udgangspunkt for midlertidig. Hvis du fx normalt arbejder i Danmark, men udstationeres i tre år, optjener du derfor ikke ret til ferie efter den danske ferielov, men kan evt. optjene ferie efter det andet lands regler.

Arbejder du ikke et fast sted, er du som udgangspunkt omfattet af loven i det land, hvor din arbejdsgiver har forretningssted, medmindre din arbejdsaftale har en nærmere tilknytning til et andet land. Det kan fx være tilfældet, hvis du er eksportchauffør.

Hvis du arbejder midlertidigt i Danmark

Hvis du normalt arbejder i udlandet, men midlertidigt arbejder i Danmark, er du som udgangspunkt omfattet af feriereglerne i det land, hvor dit arbejdssted normalt ligger. Du har dog derudover visse supplerende danske ferierettigheder. Din arbejdsgiver skal give dig supplerende ferie og betaling op til ferielovens niveau, hvis du har ret til færre feriedage og feriepenge ifølge dit hjemlands ferieregler end efter den danske ferielov.

Ved et års ansættelse skal du således have betalt ferie i fem uger med enten:

  • feriegodtgørelse på 12,5 procent af din samlede løn fra din arbejdsgiver i optjeningsåret eller,
  • fuld løn under ferie samt et ferietillæg på en procent af din samlede løn fra din arbejdsgiver i optjeningsåret

Du kan kontakte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvis du og din arbejdsgiver er uenige om hvilke ferieregler, der skal gælde for dig.

Du kan have ret til at holde ferie, selvom du ikke er omfattet af ferieloven. Fx hvis du er dækket af en kollektiv overenskomst, der sikrer dig ret til ferie.

Hvis du modtager sygedagpenge eller visse andre ydelser fra din a-kasse, kan du optjene ret til feriedagpenge fra din a-kasse, som du kan få udbetalt under visse betingelser.

I visse situationer optjener du ret til feriedagpenge fra din a-kasse eller ferieydelse fra kommunen i forbindelse med barsel eller adoption.

Det er Feriekontoret i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse mv., medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Opdateret 10. april 2017
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Ansvarlig redaktør: Grete Christensen