Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Kommunalbestyrelsen i Brønderslev Kommune er forpligtet til mindst 1 gang årligt at føre systematisk pædagogisk tilsyn med kommunens dagtilbud

Læs om kommunens tilsyn med dagtilbud

Tilsyn med dagtilbud

I praksis er det fagenheden for Børn og Kultur der har ansvaret for udførslen, opsamling og afrapportering på tilsynet - både til kommunalbestyrelsen og til de omfattede institutioner

1. Lovens krav

Bestemmelsen om tilsyn på dagtilbudsområdet findes i dagtilbudslovens § 5 :
Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med indholdet af tilbuddene efter denne lov og den måde, hvorpå opgaverne udføres, herunder at de mål og rammer, der er fastsat efter § 3, efterleves.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre rammerne for tilsynet.

Tilsynsforpligtelsen udøves i overensstemmelse med tilsynsforpligtelsen efter Retssikkerhedslovens § 16, der fungerer som overordnet ramme for det sociale område, samt Servicelovens § 146.

2. Hvilke tilbud er omfattet af det kommunale tilsyn?

Det kommunale tilsyn omfatter alle dagtilbud, inkl. private pasningsordninger både med og uden offentligt tilskud, hvor der passes mere end 2 børn i ordningen.

3. Rammerne for tilsynet

a. Hvem udfører tilsynet:
Kommunalbestyrelsen uddelegerer udførslen af tilsynet efter lovens bestemmelser til Fagenheden Børn- og Kultur, hvilket i praksis betyder Dagtilbudschefen og den pædagogiske konsulent.

b. Adskillelse mellem rådgivning, vejledning og tilsyn
Det er vigtigt, at der er en tydelig adskillelse mellem rådgivning, vejledning og det kommunale tilsyn. Derfor skal rammerne for tilsynet være entydige og ensartede, og tilsynet skal foregå efter en systematik, der er kendt både af de parter der udfører og modtager tilsynet. Rammerne for tilsynet skal være offentlig tilgængelige.

c. Formål

Formålet med tilsynet er dobbelt:   

  •  Kontrolopgave
  •  Udviklingsopgave

De to opgaver skal ikke ses som modsætninger, men som nødvendige forudsætninger i sikringen af og udvikling af den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene.

Tilsynet omfatter følgende områder af den pædagogiske virksomhed:

  • Tilsyn med pædagogiske forhold
  • Tilsyn med, at personalet har de fornødne kvalifikationer, at børnene befinder sig under betryggende forhold, og at de daglige aktiviteter foregår under betryggende forhold.
  • Tilsyn med sikkerhed, hygiejne og lignende forhold

Tilsynet skal sikre en løbende kvalitetsudvikling, hvor kvaliteten ikke tages for givet, men noget der skabes hver dag i den pædagogiske virksomhed.
Tilsynet skal støtte det pædagogiske personales refleksioner om dagtilbuddets muligheder for at skabe det gode børneliv, i overensstemmelse med lovens krav, de mål og værdier der er fastsat af både Kommunalbestyrelsen og i den enkelte institution og dennes bestyrelse.
Tilsynet har til formål både at anerkende og udfordre institutionens bestræbelser i denne proces, og de muligheder der er, for at skabe trivsel, læring og udvikling for institutionens børn.
Tilsynet har også til formål at anvise og finde løsninger på evt. problemer og bekymringer omkring opgaveløsningen for at sikre at problemerne ikke udvikler sig yderligere – herunder konflikter mellem forældre og personale og interne personalekonflikter.
Tilsynet har også til formål, at opsamle og afrapportere erfaringerne og tendenserne fra den samlede indsats på dagpasningsområdet. Tilsynet er derfor både et tilsyn rettet mod den enkelte institution og et tilsyn der overordnet retter sig mod den samlede indsats på dagtilbudsområdet.

d. Værdier for det pædagogiske tilsyn
Tilsynet med Brønderslev Kommunes dagtilbud, skal tage udgangspunkt i og være i overensstemmelse med kommunens bærende værdier.

Tilsynet skal foregå i åben dialog, hvor tilsynet skal ses som en metode til at styrke en tillidsfuld dialog og samarbejdet mellem den enkelte institution og fagenheden. Tilsynet skal foregå på en sådan måde, at det opleves som et samarbejdsmøde, hvor det er den pædagogiske faglighed der er i fokus. Samtidig er der også fokus på sammenhængen mellem børnene, forældresamarbejdet, pædagogikken, personalepolitikken, de fysiske rammer, økonomi, m.m.

e. Tilsynsformer
Tilsynet antager forskellige former:

  • Anmeldte tilsynsbesøg:
  • Uanmeldte tilsynsbesøg
  • Skærpede / intensiverede tilsynsbesøg
  • Almindelig løbende tilsyn

Anmeldte tilsynsbesøg
De anmeldte tilsynsbesøg er systematiske og udviklingsorienterede. De skal sikre et ensartet og systematisk tilsyn af alle kommunens dagtilbud, ud fra et kendt formål og form, der skal sikre en ensartet kvalitetssikring af den pædagogiske opgaveløsning. Hvert år laves en plan for de anmeldte tilsynsbesøg, og selve tilrettelæggelsen af besøgene vil ske i tæt samarbejde med de berørte dagtilbud.

Uanmeldte tilsynsbesøg
Der kan i særlige situationer forekomme uanmeldte tilsynsbesøg.
Uanmeldte tilsyn kan have specifikke formål, eller være rettet mod generelle forhold. Ved uanmeldte tilsynsbesøg, kan der lægges vægt på samtaler med børn, forældre, personale. Der er ingen forvarsel ved uanmeldte besøg, men der vil altid være en afrapportering.
Resultatet heraf kan evt. indgå som del i dialogen ved det anmeldte tilsyn.

Skærpede / intensiverede tilsynSkærpede eller intensiverede tilsyn kan forekomme, hvis der er forhold der vækker bekymring omkring dagtilbuddets varetagelse af opgaveløsningen.
Det skærpede/intensiverede tilsyn kan resultere i henstillinger og pålæg, som institutionen indenfor en fastsat tidsramme skal handle på.
Der vil altid være opfølgning på skærpede/intensiverede tilsyn. Graden heraf afhænger af hvilke problemstillinger det drejer sig om, og i hvilken grad dagtilbuddet selv er i stand til og har vilje til at løse problemet.

Almindeligt løbende tilsyn.
Ud over de skitserede tilsynsformer, føres der almindeligt løbende tilsyn gennem den kontakt, der er i det daglige samarbejde med kommunens dagtilbud. Det inkluderer besøg, møder, MUS samtaler, m.m.

f. Frekvens af tilsynsbesøg
Der afholdes anmeldte tilsyn 1 gang årligt i alle dagtilbud. Som udgangspunkt afholdes tilsynsbesøgene i perioden oktober – december.

g. Tilrettelæggelsen af tilsyn
Der laves en generel plan for de anmeldte tilsyn. Afvikling af tilsyn forventes at ske i perioden september – december.
Det enkelte besøg varsles i rimelig tid forud, gennem konkret henvendelse fra fagenheden.
Dagtilbuddet gives besked om, hvem der deltager, og evt. bilag til forberedelse af tilsynet, sendes til dagtilbudschefen og den pædagogiske konsulent.

Senest 1 uge inden tilsynets afholdelse sender den pædagogiske konsulent en dagsorden for tilsynsbesøget.
Der udarbejdes en tilsynsrapport under tilsynsbesøget. Rapporten skal være færdig og sendes til det pågældende dagtilbud snarest muligt efter tilsynets afvikling. Der skal være mulighed for, at dagtilbuddet kan kommentere rapporten. For evt. anbefalinger, henstillinger, påbud og aftalte fokusområder skal dagtilbuddet udarbejde handleplaner.

h. Evaluering af tilsyn
Efter hver runde af anmeldte tilsyn drøftes tilsynsformen med institutionsleder gruppen. Formålet er, at forbedre formen for tilsynet kontinuerligt. Det er vigtigt at understrege, at tilsynet netop også har den dimension, at det skal kunne opleves berigende og anerkendende for dagtilbuddene.

i. Evt. differentiering af tilsyn for dagtilbud med særlige opgaver
Dagtilbud med særlige opgaver, f.eks. dagtilbud med specialafdelinger, tilbydes mindst 1 ekstra årligt tilsynsbesøg, også uagtet at specialafdelingen er en del af en integreret institution. Det ekstra tilsynsbesøg skal være rettet særligt mod specialafdelingen og de særlige vilkår og opgaver der varetages der.

j. Afrapportering og dokumentation
Når samtlige årlige tilsyn er gennemført, vil der ske en afrapportering til kommunalbestyrelsen.

Kontakt

Chef
Tlf.: 99455827
Obligatorisk Selvbetjening - Børnepasning

Kontakt med det offentlige starter på nettet

Ansøgning om børnepasning er en del af Obligatorisk Selvbetjening.
Opdateret 27. februar 2017
Ansvarlig redaktør: Pia Dybro Jensen