Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Når I som forældre går fra hinanden, kan det være en hjælp at få børnesagkyndig rådgivning

Hvis I har brug for hjælp til jeres forældresamarbejde og til at lave aftaler, som fungerer godt for jeres barn, kan I kontakte Statsforvaltningen. Det kan være, I er uenige om, hvor barnet skal bo, eller i tvivl om, hvem der skal have forældremyndigheden.

Hvis I ønsker hjælp fra Statsforvaltningen, skal I udfylde og indsende "kontaktskema om forældremyndighed, bopæl og samvær". Her kan I beskrive, hvad I har brug for hjælp til.

Når Statsforvaltningen modtager jeres henvendelse, vurderer vi, hvordan vi bedst kan hjælpe jer.
Statsforvaltningen tilbyder blandt andet børnesagkyndig rådgivning. Rådgivningen er gratis.

Formålet er at hjælpe jer til at løse jeres problemer omkring skilsmissen på den måde, der er bedst for barnet. Børnesagkyndig rådgivning er ikke et tilbud om behandling eller terapi.

Rådgivningen kan have forskelligt indhold, alt efter hvad det enkelte forældrepar har brug for. Mange har brug hjælp til overhovedet at få samarbejdet i gang, mens andre har brug for at tale om, hvad der er bedst for barnet eller barnets reaktioner i forbindelse med samværet og den nye familiesituation.

Udgangspunktet for børnesagkyndig rådgivning er, at I som forældre ønsker et godt forældresamarbejde til gavn for jeres barn.

Børnesagkyndig rådgivning er et tilbud til forældre - gifte og ugifte - som har brug for hjælp til forældresamarbejdet og til at lave aftaler, som fungerer godt for børnene. Det kan være, I er uenige om, hvor barnet skal bo, eller i tvivl om, hvem der skal have forældremyndigheden. 

Børnesagkyndig rådgivning er også et tilbud til børn.

Den børnesagkyndige rådgiver taler som regel med forældrene først. Forældrene og den børnesagkyndige rådgiver aftaler, om barnet eller andre skal inddrages i samtalerne. I mange tilfælde lykkes det at få talt tingene igennem på en mere konstruktiv måde til gavn for barnet og til større tilfredshed for forældrene.

Hvis forældrene ikke ønsker at modtage børnesagkyndig rådgivning, kan rådgivningen tilbydes til barnet alene. For at barnet kan have glæde og gavn af rådgivningen, skal barnet have en vis modenhed.

Hvis du og barnets anden forælder har brug for børnesagkyndig rådgivning, skal du søge digitalt.

Børnesagkyndig rådgivning er en rådgivningssamtale, hvor formået er at finde frem til, hvad der er den bedste løsning for jeres barn i den aktuelle situation. Både du, barnets anden forælder og eventuelt også barnet modtager råd og vejledning af rådgiveren.

Konfliktmægling er en metode til at hjælpe forældre i konflikt til at finde frem til en løsning. Konfliktmægleren styrer processen, men det er dig og barnets anden forælder, der har ansvaret for resultatet.

Opdateret 18. marts 2017
Skrevet af Statsforvaltningen
Ansvarlig redaktør: Sisse Holst