Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Er du voksen og ordblind, kan du få læse- og skriveundervisning

Er du voksen og ordblind, kan du på dit lokale voksenuddannelsescenter (VUC) få undervisning, som skal styrke dine læse-, skrive- og stavefærdigheder. Undervisningen kan bl.a. hjælpe dig med at forbedre dine muligheder for at få et velfungerende arbejdsliv. Undervisningen giver dig mulighed for at forstå og skrive tekster, men lærer dig også relevante metoder og hjælpemidler, så du kan fungere med din ordblindhed.

For at få ordblindeundervisning på et Voksenuddannelsescenter (VUC), skal du testes for ordblindhed. Testen er gratis og foregår på din lokale VUC. Det er en uddannet ordblindelærer, der står for at gennemføre testen.

Undervisningen tilpasses dit behov, og du kan få tildelt op til 80 timer. En undervisningstime varer 45 minutter.

Det er enten eneundervisning eller holdundervisning med små hold på to-seks deltagere. Du skal løbende evaluere undervisningen med din lærer, så undervisningen kan tilpasses dig, og du får det bedst mulige udbytte af undervisningen.

Regionsrådet samarbejder med voksenuddannelsescentrene (VUC) og andre udbydere af undervisning, så der er et passende tilbud til alle. Det enkelte center informerer offentligt om centerets udbud af ordblindeundervisning.

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, som er truffet af din leder på uddannelsesstedet, og som er et retligt spørgsmål, kan du indberette klagen for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Klagefristen er tre uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt klageren. Du skal indberette klagen til din leder, som sender den videre til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Hvis du ønsker at klage over kommunens afgørelse, skal du indberette din klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude, eller du føler dig uretfærdigt behandlet.

Opdateret 3. november 2017
Skrevet af borger.dk
Ansvarlig redaktør: Pia Dybro Jensen