Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Danske ambassader eller konsulater kan vejlede om transport af kiste eller urne til Danmark

Sker et dødsfald i udlandet, er det de lokale myndigheder, der udfylder en dødsattest. Herefter skal du som pårørende kontakte den danske ambassade eller konsulat.

Ambassaden eller konsulatet kan hjælpe med råd og vejledning i forbindelse med evt. hjemtransport af kiste eller urne.

Du kan finde danske ambassader og generalkonsulater i udlandet på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Ligbrænding i udlandet

Det kan være meget dyrt at få en afdød hjem i kiste, og derfor vælger mange en ligbrænding i det pågældende land - for senere at få urnen sendt til Danmark.

Forsikring

Hvis man er på et ferieophold eller på et andet kortere ophold i udlandet, kan man tegne en forsikring, som omfatter hjemsendelse af kiste eller urne ved dødsfald.

Kontakt rejsebureauet eller et forsikringsselskab for yderligere oplysninger om rejseforsikring.

Når lig skal transporteres til eller fra udlandet, skal der medfølge et særligt dokument (ligpas). Ved transport fra Danmark til udlandet skal ligpas udstedes af embedslægeinstitution, i København af Stadslægen. Ved transport her til Danmark skal ligpasset være udstedt af afsendelsesstatens kompetente myndighed. Der stilles særlige krav til udformningen af kisten, som skal være tæt og solid.

Ligpas kræves ikke ved

  • transport af aske til eller fra udlandet
  • transport af lig inden for Danmarks Riges grænser (ligpas kræves til Grønland, men ikke til Færøerne).

Lovgivning

Du kan se de gældende regler på retsinformations hjemmeside.

Krav om ligpas ved transport af lig til og fra udlandet står i 'Bekendtgørelse om behandling af lig'.

Opdateret 10. august 2017
Skrevet af Kirkeministeriet
Ansvarlig redaktør: Bente Nygaard Højer