Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Hjemmesygepleje og hjemmehjælp efter sygehusophold

Du har mulighed for at få hjælp efter sygehusophold
Hjemmesygepleje og hjemmehjælp efter sygehusophold

Formålet med hjemmesygepleje er at forebygge sygdom, fremme sundhed, yde sygepleje og behandling.

Du skal have en henvisning fra din egen læge, en speciallæge eller sygehuset for at få hjemmesygepleje.

Din læge kan informere yderligere om dine muligheder for hjemmesygepleje.

Du har mulighed for at få hjælp af hjemmeplejen, hvis du har behov for:

  • praktisk hjælp som fx rengøring
  • personlig hjælp og pleje som fx hjælp til hygiejne og bad eller til at komme op af og i sengen
  • madservice

Kommunen kan tilbyde hjemmehjælp, hvis du:

  • har en funktionsnedsættelse og har behov for pleje, men ikke har behov for at blive indlagt
  • har behov for fortsat pleje, efter du er blevet udskrevet fra sygehuset.
  • Kommunen har mulighed for at opkræve betaling, hvis du kun får hjemmehjælp i en midlertidig periode.

Du skal ansøge kommunen om hjemmehjælp. Du kan læse mere om hjemmehjælp på borger.dk

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

På sundhed.dk samler sundhedsjournalen dine sundhedsdata i et overblik, der giver hurtig adgang til dine seneste personlige oplysninger. Sundhedsjournalen viser data fra forskellige kilder om din medicin, journaler fra sygehus og egen læge, laboratoriesvar, dine behandlinger på sygehuse samt evt. donorregistrering og livstestamente.

Lovgivning

Kommunens pligt til at yde personlig og praktisk hjælp står i serviceloven.

Kommunens pligt til at yde hjemmesygepleje fremgår af sundhedsloven.

Opdateret 10. august 2017
Skrevet af redaktionen på sundhed.dk
Ansvarlig redaktør: Ulla Søborg