Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Alle biler og andre motorkøretøjer skal være registreret og forsynet med nummerplade

Alle motorkøretøjer skal som udgangspunkt være registreret og have danske nummerplader på. Det gælder også visse knallerter og de fleste traktorer.

Biler skal have to nummerplader – en foran og en bagpå. Motorcykler og påhængskøretøjer skal kun have nummerplade bagpå, og indregistrerede traktorer skal kun have nummerplade foran. Nummerpladerne følger bilen, så længe den er registreret. Der skal altså ikke skiftes nummerplader, selv om du sælger bilen.

Det er normalt forhandleren, der får nummerplader til fabriksnye biler.&#x2028

Du kan købe nummerplader til brugte køretøjer hos en nummerpladeoperatør eller i et af SKAT's motorcentre.

Som udgangspunkt koster en enkelt nummerplade 590 kr. (2017), mens et sæt koster 1.180 kr. (2017).

Hos SKAT koster det 200 kr. (2017) for personlig betjening, hvis du skal have registreret et køretøj, mens prisen for registrering af køretøjer hos nummerpladeoperatører varierer.

Du kan selv bestemme, om du vil have EU-nummerplader eller de hvide oprindelige nummerplader uden EU-symbol på din bil. 


Har du et køretøj med oprindelige nummerplader, skal du betale for nye EU-nummerplader, hvis du ønsker at skifte.

Fra den 15. november 2015 skal begge nummerplader på din person- eller varebil være fæstnet med mindst to skruer eller bolte. Begge skruer eller bolte skal være dækket af en hætte, der har samme farve som det sted på nummerpladen, de sidder fast. Hætten skal sidde så godt fast, at den kun kan fjernes med værktøj. Skruer, bolte og de fastsiddende hætter skal sidde, så alle tal og bogstaver kan læses på nummerpladen.

De nye krav skal forebygge nummerpladetyverier.

Alternative fæstningsmuligheder

SKAT kan dog tillade alternative måder at sætte nummerpladen fast med og på efter aftale med Rigspolitiet.

Du kan læse mere om montering af nummerplader på SKAT.dk om montering af nummerplader.

Nummerplader før 1976 eller historiske nummerplader

Hvis nummerpladerne er fra før 1. april 1976 eller er historiske nummerplader, er disse fritaget for at opfylde kravene. De skal fastgøres på en måde, der passer til køretøjet.

Hvis en nummerplade bliver væk, eller den bliver så beskadiget, at den er ulæselig, skal du bestille en ny i Motorregistret.

Har du mistet alle plader til et køretøj, skal du melde nummerpladerne stjålne hos politiet, erklære dem bortkomne i Motorregistret (du kan logge på Motorregistret med NemID og gøre det digitalt på skat.dk) og herefter skal du købe et nyt sæt nummerplader hos en pladeoperatør eller ved et af SKAT's motorcentre.

Du kan købe et dagsbevis i Motorregistret eller i SKATs app. Et dagsbevis (dagsbillet) giver dig lov til at køre privat i en bil på gule plader registreret til godstransport (erhverv) og med en totalvægt på op til 4 ton.

Et dagsbevis gælder i ét døgn fra kl. 00.00 til 23.59, og du kan maksimalt købe tyve dagsbeviser til samme bil i et kalenderår.

Beviset skal købes mindst en time før brug og tidligst 45 dage før brug.

Du kan købe prøvemærker (klistermærker) online i Motorregistret eller i et af SKAT's motorcentre, hvis du - til helt særlige formål og i en kort periode - har brug for at køre i et køretøj, der ikke har nummerplader.

Et prøvemærke koster 100 kr. i døgnet (2017).

Hvis den bageste nummerplade undertiden er helt eller delvist dækket – fx, når du transporterer en cykel – skal du have en ekstra løs nummerplade at sætte bagpå. Denne 3. nummerplade har rød skrift.&#x2028

Den 3. nummerplade koster 110 kr. Hvis du vælger at få den tilsendt, koster det 38 kr. oveni (2017).

Du kan bestille nummerpladen ved at logge dig på Motorregistret med NemID på skat.dk:

På ønskenummerplader kan du selv bestemme sammensætningen af tal og bogstaver.

Retten til ønskenummerplader koster 8.000 kr. (2017) og gælder i otte år. Oven i det beløb kommer nummerpladens almindelige pris på. 1.180 kr. - dvs. en samlet pris på 9.180 kr. (2017). I SKATs motorcentre betaler du derudover 200 kr. for personlig betjening.  

Hvis du ønsker at overføre ønskenummerplader til en anden bil, skal du betale 360 kr. (2017).

Du kan bestille dine ønskenummerplader i Motorregistret på skat.dk. Du kan også bestille ønskenummerplader i nummerpladeekspeditionen.

Opdateret 6. juli 2017
Skrevet af borger.dk
Ansvarlig redaktør: Sanne Riger