Ledighedsydelse

 

Hvad er ledighedsydelse?

Hvis du er ansat i et fleksjob og bliver ledig, kan du modtage ledighedsydelse. Dette udbetales i forbindelse med forskellige former for ledighed til personer, der er i fleksjob eller visiteret til et fleksjob. Er du fyldt 60 år, kan du højest modtage ledighedsydelse 6 måneder efter at være fyldt 60 år.

Når du er visiteret til fleksjob, bør der straks etableres et fleksjob - dog kan ledighedsydelse udbetales tidsubegrænset ved:

  1. Ventetid i forbindelse med fleksjob
  2. Ved ledighed mellem to fleksjob
  3. I perioder med sygdom eller barsel, her gælder de almindelig regler for opfølgning efter 8. uge
  4. Ved afholdelse af ferie
  5. Ved midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes pågældende, fx ved hjemsendelse pga. vejrlig, ved materialemangel, eller arbejdsfordeling.

Hvad er betingelserne for at være berettiget til ledighedsydelse?

Betingelserne for at være berettiget til ledighedsydelse ved visitationen, er at du, er berettiget til at:

  1. Modtage dagpenge
  2. Eller modtager dagpenge
  3. Deltager i revalidering efter en erhvervsplan

Opfylder du ikke ovenstående betingelser for at få ledighedsydelse ved visitationen, fx. en kontanthjælpsmodtager, optjener du ret til ledighedsydelse efter 9 måneders beskæftigelse i fleksjob inden for 18 måneder. Er du berettiget til ledighedsydelse bevares den ret, ved senere uforskyldt ledighed efter et fleksjob uanset varigheden af fleksjob.

Hvad er satsen for ledighedsydelse?

Ledighedsydelse udgør et beløb svarende til 91 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, pr. 01.01.10, 3420 kr. pr. uge, eller 14.818,- pr. måned. Dog højest et beløb, der svarer til, hvad du i de forudgående 3 måneder i gennemsnit har modtaget i løn. Dog er der en minimumsgrænse på 3085,- kr. pr. uge.

Har du en arbejdsindtægt, skal der ske fradrag time for time.

Du må godt udføre frivilligt, ulønnet arbejde i op til 4 timer om ugen. Modtager du en løbende udbetaling fra en pension, som følger af et tidligere ansættelsesforhold, og hvor arbejdsgiveren har bidraget til pensionen skal der også ske modregning her.

Hvad er betingelserne for at modtage ledighedsydelse?

Det er en forudsætning for at modtage ledighedsydelse, at:

  • Du opfylder betingelserne for at få et fleksjob
  • Står til rådighed for rimelige tilbud om fleksjob eller aktivering
  • Ikke er selvforskyldt ledig efter et fleksjob.

Såfremt du har en gyldig grund til at afslå et tilbud om fleksjob kan der forsat udbetales ledighedsydelse. Hvis der derimod ikke er en gyldig grund til at afslå tilbud om fleksjob, kan der ikke udbetales ledighedsydelse i 5 uger. Sker det igen inden for en periode af 12 måneder mister du retten til ledighedsydelsen.

Hvis der opstår tvivl om dine muligheder for at stå til rådighed skal kommunen afprøve dette fx ved en arbejdsprøvning. Der kan ydes befordringsgodtgørelse i denne forbindelse for km. ud over 24 mellem hjem og afprøvningssted, refunderes med 1,14 (2010 takst) pr. km.

Tvivlen kan opstå ved:

  • Den løbende opfølgning
  • Ved afslag på et rimeligt tilbud om fleksjob
  • Ved gentagne sygemeldinger
  • Ved modtagelse af tilbud om fleksjob.

Manglende rådighed medfører ikke fortabelse af retten til fleksjob, men til ledighedsydelse.

Hvordan foregår opfølgningen?

Der skal ske løbende opfølgning hver 3. måned for at vurdere, om du er berettiget til ledighedsydelse/fleksjob, og derudover udarbejdes en årlig revurdering.

Såfremt du ikke deltager i samtalerne, mistes retten til ledighedsydelse i 3 uger, hvis der sker igen indenfor 12 måneder mistes retten til ledighedsydelse.

Hvad er anden samarbejdspartner?

Du vil få ret til at gå til en anden samarbejdspartner, for at komme i fleksjob, hvis du er ledig efter ½ år. Efter 12 måneder har kommunen pligt til at gå til anden samarbejdspartner, der skal være flere at vælge imellem.

Den ledige vil også få ret til 6 ugers uddannelse inden for 12 måneder der er nogle valgmuligheder.

Hvad er personlig assistance?

Personlig assistance er forbeholdt personer, der har et handicap så omfattende, at det giver behov for praktisk assistance i arbejdssituationen. Virksomheden skal ansætte assistancen, som Jobcentret bevilger.

Der kan derudover også ansættes en mentor på arbejdspladsen til særlig introduktion, der skal være tale om en ny arbejdsplads, og det er som oftest en medarbejder i virksomheden, der bliver mentor.

Hvordan foregår ledighedsydelse under ferie?

Alle personer ansat i fleksjob eller, som er ledige og modtager ledighedsydelse, har ret til ferie med ledighedsydelse.

Der kan udbetales op til 25 feriedage med ledighedsydelse, der er i loven fastsat nogle datoer for, hvor mange feriedage, der kan ydes afhængig af, hvornår personen visiteret til fleksjob.

Hvad er fortabelse af ret til ledighedsydelse?

En person, der har opnået ret til ledighedsydelse, mister kun retten til ledighedsydelse i tilfælde af:

  1. At du, ikke længere er berettiget til fleksjob
  2. Du bliver selvforskyldt ledig fra et fleksjob gentagne gange afslår rimelige tilbud om fleksjob
  3. Du generelt ikke er til rådighed for fleksjob.