Revalidering
Hvad er revalidering?
Revalidering er et tilbud, som kan komme på tale, hvis en persons arbejdsevne er begrænset – eksempelvis på grund af nedslidningsskader eller psykiske belastninger, som gør, at personen ikke længere kan klare sit nuværende job.
Målet med en revalidering er, at du kan komme tilbage til på arbejdsmarkedet. Revalideringen skal derfor have et konkret erhvervssigte og kan bestå af arbejdsprøvning, korte erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed. Kan personen ved egen hjælp opnå selvforsørgelse, er revalidering ikke mulig.
Du skal have såvel ressourcer som motivation til at gennemføre revalideringen, så at der kan lægges en realistisk og individuel revalideringsplan.
Hvornår er man berettiget til at modtage revalidering?
Der er mulighed for at få revalidering, hvis man har begrænsning i sin arbejdsevne af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Revalideringen kan bestå af erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp
Kommunen vurderer arbejdsevnen ud fra en samlet beskrivelse og vurdering af personens faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer sammenholdt med en vurdering af, hvilke konkrete jobfunktioner personen kan varetage. Denne metode kandes arbejdsevnemetoden. Som et redskab i denne metode indgår ressourceprofilen.
Der vurderes i dette sammenhæng, om der er muligheder inden for den branche personen har arbejdet indenfor, eller om personen vil kunne arbejde inden for anden branche som ufaglært. Der kan kun bevilges revalidering, såfremt personen på ingen anden måde kan udnytte sin arbejdsevne.
Under revalideringen kan personen som hovedregel modtage revalideringsydelse, svarende til højeste dagpengesats. Forløbet skal gennemføres på så kort tid som muligt. Den egentlige revalidering kan normalt maksimalt vare 5 år.
Hvornår er man ikke berettiget til at modtage revalidering?
Begrænsningerne skal være af mere end rent midlertidig karakter. Hvis der endnu er en mulighed for, at arbejdsevnen kan forbedres via behandling, træning eller lignende inden for en overskuelig fremtid, kan der ikke bevilges revalidering.
At personen er arbejdsløs og har økonomiske problemer gør ikke, at der er berettigelse til revalidering.
Såfremt det er muligt, at kompensere for begrænsningen ved handicapkompenserende redskaber og arbejdspladsindretning og personlig assistance, kan der ikke bevilges revalidering.
Hvem afgør om man er berettiget?
Det er kommunens ansvar på baggrund af ressourceprofilen som er uarbejdet i samarbejde mellem borger og sagsbehandler, at vurdere og beslutte, om der kan bevilges revalidering – til hvad og hvor længe.
Hvad er Forrevalidering?
Forrevalidering betegner den periode, hvor det ikke er muligt, at fastlægge det konkrete erhvervsmæssige sigte med revalideringen og hvor der er behov for en afklarende fase for, at kunne vurdere det videre revalideringsforløb.
Formålet er at finde ud af, hvor meget du kan klare i forhold til en arbejdssituation. Under en forrevalidering kan du for eksempel blive tilbudt arbejdsprøvning i form af virksomhedspraktik, hvor du kan prøve sine kræfter, evner og muligheder af i en ny arbejdsfunktion. Forrevalidering kan også rumme et forberedende forløb – eksempelvis:
- Højskoleophold
- Hf-kurser
- Undervisning på 9.-10. klasses niveau
- Erhvervsintroducerende kurser mv.
Under forrevalideringen bevarer du dit hidtidige forsørgelsesgrundlag, for eksempel sygedagpenge eller kontanthjælp. Efter forrevalideringen skal kommunen vurdere, om du skal tilbydes revalidering eller andre beskæftigelsesrettede tilbud, der kan fastholde dig på arbejdsmarkedet.
Hvad er en jobplan?
Før den egentlige revalidering går i gang, skal du sammen med Jobcentret udarbejde en jobplan. Jobplanen indeholder bl.a. en beskrivelse af mulighederne for erhvervsrettede aktiviteter og for en endelig erhvervsmæssig placering. (link til Beskæftigelsesministeriet hjemmeside om jobplan)
Hvor søger jeg om revalidering?
Der kan søges om revalidering ved henvendelse til Jobcentret.
Klage over revalideringen?
Gives der afslag på revalidering eller er du er uenig i den beslutning, der af Jobcentret er truffet om revalidering, er det muligt at klage over afgørelsen til Statsforvaltningen, Beskæftigelsesankenævnet. Klagen skal indgives inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen, og skal fremsendes til Jobcentret.
Revalidering
Er du berettiget til økonomisk støtte til uddannelse, får du fastlagt en erhvervs- og uddannelsesplan. Er du ikke klar til at begynde på en egentlig uddannelse, kan du få bevilliget et forrevalideringsforløb som forberedelse til uddannelse eller jobtræning..
Afprøvning af arbejdsevne
Du kan også få hjælp til afprøvning af arbejdsevnen på en revalideringsinstitution eller optræning hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
Du kan endvidere få hjælp til nødvendige arbejdsredskaber og til etablering af selvstændig virksomhed.