Politiske mål for Dagtilbudsområdet 2011 - 2012
Alle børn i fællesskaber
Fællesskabet er centralt for alle børns trivsel, udvikling og læring. Vi vil derfor have fokus på den inkluderende praksis i dagtilbuddene, så der skabes miljøer, der til tilgodeser børns forskellige forudsætninger.
Relations- og ressourcepædagogikken er grundlaget for at arbejde inkluderende og for at optimere indsatsen specielt for børn med særlige behov.
Sprog og sprogstimulering
Gennem opkvalificering og en styrket pædagogisk indsats vil vi have fokus på at støtte alle børn i deres sproglige udvikling.
De politiske mål er gældende for 2011 og 2012.
Baggrunden for de politiske mål
Dagtilbudsområdet har de seneste tre år arbejdet systematisk på at skabe helhed og sammenhæng i opgaveløsningen til gavn for både børn og voksne. Helhed og sammenhæng har derfor fortsat en høj prioritet i forhold til tilrettelæggelsen af fælles mål og indsatser.
Dagtilbudsområdet har primo 2011 udarbejdet de første ’Faglige kvalitetsoplysninger’ jf. Dagtilbudsloven. Resultaterne af dette arbejde peger i retning af, at området i den kommende 2-årige periode fokuserer på ovennævnte emner.
Implementering af ICDP som fælles faglig platform for det pædagogiske arbejde har givet området et bredt kompetenceløft, som giver mening i hverdagen. Dette arbejde skal fortsætte, men skal samtidigt videreudvikles. Derfor er næste udviklingstrin en styrket indsats og yderligere fokus på en inkluderende kultur og praksis i dagtilbuddene.
Brønderslev Kommune vedtog i november 2010 nye mål og rammer for sprogvurdering og sprogunderstøttende pædagogisk indsats. Disse skal implementeres og udmøntes i praksis.
I tilslutning hertil igangsætter Servicestyrelsen i 2011 et landsdækkende projekt om sprogvurdering og sprogstimulering målrettet det pædagogiske personale. Hovedformålet er at opkvalificere pædagogers og kommunale nøglepersoners arbejde med børns sprogudvikling.
Dagtilbudsområdet vil derfor arbejde for en sammenhængende indsats på området. Målet vil være at skabe fællesskab omkring de overordnede rammer og samtidig give frihed til at den enkelte institution kan arbejde med individuelle behov og interesser.