Kulturpuljen
Information om tilskud efter Brønderslev Kommunes Kulturpulje.
Kulturpuljen er Brønderslev Kommunes rammebeløb til støtte af kulturelle aktiviteter til gavn for Brønderslev Kommune. Puljen optages med et årligt beløb på Fritids- og Kulturudvalgets budget.
Alle kan søge støtte af Kulturpuljen.
I henhold til den for Brønderslev Kommune vedtagne kulturpolitik vælger Fritids- og Kulturudvalget hvert år indsatsområde for arbejdet med udmøntning af kulturpolitikken.
I 2012 har Fritids- og Kulturudvalget valgt som indsatsområde for kulturen i Brønderslev Kommune: Rum til at spire – at skabe sig, at skabe noget.
Målet for indsatsen er, at kultur i Brønderslev Kommune i høj grad skal bygge på rum til at spire. Det handler om at skabe rammer for, at flere kan leve af kunst og kultur i Brønderslev Kommune.
Der skal være fokus på kommunens styrker og bygges videre på de ressourcer, der findes.
Der skal være plads til nye kræfter og til at lade de nye og unge komme til på deres måder og præmisser. Kommunen skal skabe muligheder, der trækker kunstnere, kulturelle talenter, turister og nye bosættere til kommunen ved blandt andet at udvikle gode rammer om kulturlivet.
Ved uddeling af midler fra Kulturpuljen vil ansøgninger, der engagerer sig inden for dette indsatsområde, have 1. prioritet. Det skal derfor beskrives i ansøgningen, hvordan der arbejdes med indsatsområdet.
Procedure for ansøgning:
Fritids- og Kulturudvalget fordeler tilskud fra Kulturpuljen 2 gange årligt. I 2012 fordeles tilskud på udvalgets møder den 12. april og 4. oktober 2012. Fristen er 15. marts 2012 for ansøgninger, der ønskes behandlet den 12. april og 1. september 2012 for ansøgninger, der ønskes behandlet 4. oktober. Der kan benyttes ansøgningsskema. (Nyt vindue)
Brønderslev Kommunes Kulturpolitik kan ligeledes ses her på hjemmesiden (se punktet kulturpolitik)