Nyhedsbrev 11. januar 2011
Nytår 2011
Ved indgangen til et nyt år er det skik og brug, at vi ser tilbage på året, der er gået og gør status, men vi forsøger os også gerne med et kik i krystalkuglen for at gætte på, hvad det nye år kan bringe, så her er mit bud: Jeg er ikke i tvivl om, at 2011 vil blive lige så udfordrende som sidste år var. Vi måtte i 2010 igennem en større økonomisk omlægning p.g.a. den vanskelige økonomiske situation kommunen befinder sig i, og også i år vil besparelserne sætte deres præg på arbejdet både i administrationen og på vore institutioner. Derfor vil arbejdet med at udvikle Brønderslev kommune indadtil som en god arbejdsplads og udadtil som en god bosætnings – og erhvervskommune komme til at kræve ekstra meget af os alle. Kommunen skal være en attraktiv arbejdsplads selv om udfordringen på alle offentlige arbejdspladser er et stigende tempo og en øget opgavemængde, som skal forenes med god kvalitet i opgaveløsningen.
Vi erkender, at vi får færre penge at udføre opgaverne for – derfor skal vi skabe udvikling ved at gøre tingene anderledes. Her appellerer jeg til alle kommunens ansatte som ’Hverdagens eksperter’. Kun ved en fælles indsats fra såvel ledelse som medarbejdere, kan niveauet i velfærdsydelserne fastholdes. Det er jeres viden og jeres idéer til forandringer, vi skal have frem i det kommende år. Og at der ligger meget viden og iderigdom rundt om i systemet er jeg ikke i tvivl om. I mit første år som borgmester besøgte jeg næsten samtlige kommunale arbejdspladser og havde den store fornøjelse at møde et meget engageret og dygtigt personale, som brænder for deres arbejde. Det engagement får vi brug for i de kommende år mere end nogensinde.
Da jeg sidste år holdt nytårstale til det administrative personale på de 2 rådhuse, gav jeg 3 løfter : 1. jeg ville arbejde for en større åbenhed og mere medindflydelse for medsystemet 2. igangsætte et arbejde for at afskaffe overflødige regler og kontroller. og 3. arbejde for at nedsætte sygefraværet. Jeg kan nu melde at arbejdet er godt i gang og vil fortsætte også i år.
Jeg modtager fortsat gerne meldinger om ting, der kan undværes eller gøres anderledes. De senere år er kontrol – og dokumentationskravene vokset umådeholdent til stor skade for en effektiv og hurtig sagsbehandling. Det kunne være dejligt, hvis vi kunne løsrive os fra endnu flere af de snærende bånd, men det kræver, at de ansatte fortsat påviser, hvor der er noget at komme efter.
Der har været stor opmærksomhed om sygefraværet i både MED-systemet og blandt lederne, og det er da også på vej ned flere steder i kommunen, men der kan gøres mere.
Vi har alle et ansvar for at skabe arbejdssteder, hvor det psykiske miljø sikrer langtidsraske frem for langtidssyge. Jeg ved, at mange føler, at hverdagen er stressende med øgede krav og forventninger, og nedskæringer og besparelser gør kun situationen vanskeligere. Derfor har det aldrig været vigtigere at have fokus på det gode arbejdsklima. Hvis det kan blive en selvfølge, at vi også vil tage et socialt ansvar for en kollega, tror jeg man ofte kan komme mistrivsel og stress i forkøbet.
Når jeg ser tilbage på 2010 har det været udfordrende og indimellem hektisk at stå i spidsen for Brønderslev kommune. Efter mindre end 2 måneder på posten røg vi på forsiden med en kedelig sag, som gjorde vores kommune kendt i hele Danmark - desværre ikke for noget positivt. Det udviklede sig til en mediestorm, og jeg ved, at mange af vore ansatte blev mærket af den periode. Det mærkede også mig – især fordi jeg mente og fortsat mener, at kommunens medarbejdere blev hængt uretfærdigt ud. Nu håber jeg, at vi snart kan lægge den bag os, men vi må nok være forberedte på at få mere negativ omtale, når retssagen tager sin begyndelse.
Arbejdet med kommunens økonomi begyndte tidligt med en erkendelse af, at det budget, jeg havde at arbejde med for 2010 ikke holdt vand. Arbejdet med at rette op på dette tog en god bid af foråret. Den stramme økonomiaftale for 2011 betød at vi skulle spare 43 mio kr. ca. for at undgå regeringens straffeforanstaltninger – det blev en svær øvelse, så personligt er jeg glad for, at det lykkedes at få et enigt byråd til at vedtage budget 11.
2010 var også året, hvor vores erhvervsindsats for alvor blev værdsat med gode omtaler som en god iværksætterkommune og generelt meget ros fra erhvervslivet. I det hele taget har vi gjort mange ting godt, og fokus på de gode historier skal styrkes i 2011.. For på trods af besparelser så får vores borgere – store som små – hver dag rigtigt gode oplevelser rundt omkring i vores institutioner.
Den første store politiske opgave der ligger og venter i 2011 er at få udmøntet besparelserne på skole – og dagpasningsområdet, så beslutningen herom kan vedtages på byrådsmødet i februar. Diskussionerne om nedlæggelse af skoler eller ej har også sat sit præg på vores kommune, men byrådet finder det væsentligt at også landområderne er forsynet med lokale skoler, så skolenedlæggelser er ikke på dagsordenen her i kommunen.
Med den store omlægning af kommunens økonomi er det helt nødvendigt at få igangsat en visionsproces, der skal klarlægge, hvor vores fokus i særlig grad skal ligge, når vi taler udvikling af kommunen. Hvad skal vi satse på? Hvordan får vi skabt et troværdigt billede af, at vi fortsat er en god bopælskommune med et højt serviceniveau? Hvordan får vi skabt grobund for innovation? Visionen skal give mening, og målene skal være opnåelige og operationelle. Det arbejde har byrådet ønsket igangsat, så det starter vi på her i foråret.
Godt Nytår til jer alle.