Nyhedsbrev 30. december 2011

Nu da nytåret nærmer sig, er det skik og brug at standse op og huske de små og store begivenheder, som 2011 blev fyldt af. Det har været et travlt år, men visse dage har fæstnet sig tydeligt i hukommelsen. F.eks. alle de dage jeg har haft fornøjelsen at møde borgerne til festlige lejligheder som runde fødselsdage, bryllup og andre mærkedage, hvor jeg på byrådets vegne kommer til stede med en hilsen. På den måde har jeg stiftet bekendtskab med rigtig mange familier i hele kommunen, og det anser jeg som en meget vigtig opgave for en borgmester.
Også andre dage fra kalenderen er værd at nævne:

D.11. februar
En kold dag, hvor jeg deltog i en lille ceremoni i anledning af 1.spadestik på en ny institution, som regionen opfører i forbindelse med Psykiatrisk Hospital. Det bliver en ny arbejdsplads i kommunen med over 40 stillinger, men da den skal huse unge kriminelle, er der mange, især i Nordbyen, som har været utrygge ved udsigten til at få en institution af denne type placeret her. Jeg håber dog, at tiden vil vise, at de unge, der skal bo der, ikke vil udgøre en trussel mod nogen. Vi har jo som kommune en pligt til at være med til at løse også denne type af opgaver i vores samfund, og jeg anser placeringen som meget velvalgt.

D. 1.april
På denne dag kunne Brønderslev by fejre, at det i 2011 er 90 år siden, at byen blev købstad. De rettigheder denne status gav, blev startskuddet til en udvikling, der har gjort byen til det, den er i dag. Og det var da nok værd at fejre. Det blev en stor dag med mange festlige indslag – fra Rigmor Nielsens fond modtog kommunen et kunstværk skabt af kunstneren Ole Tersløse Jensen. Gaven kan beses på rådhuset i byrådssalen. Fakkeloptoget ved det gamle rådhus og et flot festfyrværkeri sluttede aftenen af. Det var en fornøjelse at se, at også de handlende og byens foreninger aktivt gik ind i arbejdsgruppen for at være med til at tilrettelægge en festlig dag. Det er dejligt at mærke, at der er mange, der vil trække på samme hammel, når en opgave skal løses. Tak for det.

D. 24.maj
Den dejlige majdag, hvor Regentparret lagde vejen forbi Brønderslev, vil stå som årets højdepunkt for mange af os. Jeg havde inviteret i anledning af Brønderslev bys købstadsjubilæum, og stor var glæden, da vi modtog besked fra hoffet om, at vi ville få besøg. Arbejdet med at tilrettelægge dagen gik i gang, og jeg vil gerne takke alle de mange, der var med til at gøre dagen til en succes. Selv om vejrudsigten ikke lød for god, så klarede det op, og Dronningen kunne bl.a. beundre Rhododendronparken i solskin. Der var arrangeret besøg på flere af byens virksomheder, på biblioteket, hos boligforeningen P.M, på NIH m.m., og jeg ved, at alle var meget glade for at kunne byde velkommen til Regentparret. Alting klappede, og der var fra hoffets side stor ros til vores program og arbejde.

Royalt besøg

I juli måned-
sker der normalt ikke meget, men d. 7. slog Falck dørene op til en ny udrykningsstation i Brønderslev til afløsning for en ældre bygning i midtbyen, og den 16. åbnede Middelalderdagene på Voergård. Det er imponerende flot, hvad de historisk interesserede i foreningen omkring Middelalderdagene formår at stille på benene af markedsboder og historiske optrin. Begivenheden har udviklet sig til at være en stor attraktion i kommunen med mere end 20.000 besøgende i løbet af de par dage, det varer. Foreningen spiller jo også en rolle i årets julekalender, som på en meget positiv måde øger kendskabet til Vendsyssel med temaet om Stygge Krumpen.
Sommeren bød også i år på dejlige musikoplevelser – Vi kunne høre ”Hush” på Parkfestivalen i Brønderslev –”The Eagles” i Hjallerup –deltage i åbning af Vendsysselfestivalen i Brønderslev kirke for bare at nævne nogle af de helt store.

Brønderslevsagen
Den megen negative omtale af Brønderslev i forbindelse med de familietragedier, vi har set oprullet i grufulde detaljer i medierne, berører os alle, men det er ikke nemt at ændre på det billede, der er tegnet af kommunen. Helt ufortjent, men det er jo et faktum, at familierne har boet her i kort tid efter mange års ophold andre steder. Kommunen slap derfor for at skulle betale den millionstore regning for anbringelse af børnene fra Lolland, selv om familien boede her, da sagen begyndte at rulle. Regningen er tilfaldet Lolland kommune, der burde have handlet langt tidligere. Den erfaring, som kommunens medarbejdere og politikere har gjort sig, har betydet store ændringer i forvaltningen, og de lovmæssige problemer, vi gjorde opmærksom på, har betydet, at der er lovændringer på vej, så man i fremtiden bl.a. vil få nemmere adgang til private hjem, hvis det skønnes nødvendigt. De erfaringer, vi har gjort, vil vi gerne dele med andre, og derfor håber jeg, at kommunen kan være vært for en børnekonference i 2012.


Visionsproces
Det er klart, at det er vanskeligt at starte en proces op, der skal ende med en ny plan for udvikling af kommunen, når vi har de vanskelige økonomiske forhold, som vi har. En regning fra 2009 på 57 mio. kr. skal betales og det gør jo indhug i kassebeholdningen. Men netop i vanskelige tider er det vigtigt at sætte en ny kurs og håbe, at den vil vise sig at kunne udvikle kommunen i den retning, byrådet ønsker det. Vi var i 2011 igennem en god proces, og Byrådet vedtog en vision, der siger, at vi fortsat skal være en god bosætningskommune. Vi skal satse på at styrke vores driftige erhvervsliv, profilere vores gode institutioner og skabe flere kultur- og naturoplevelser. Arbejdet med at implementere visionen tager fart i 2012.


Budget 2012
Desværre var det ikke et enigt byråd, der vedtog budgettet for 2012. Det, der var anstødsstenen, var placeringen af et nyt plejecenter i Brønderslev by. Den placering på den gamle Kvicklygrund, som var blevet en mulighed, kunne V,C og O ikke gå ind for, så de besluttede at stemme imod hele budgettet. Socialdemokraterne og SF lægger i 2012 op til store investeringer i plejehjem, børnehaver og i det almennyttige boligbyggeri samt investeringer i kommunale bygninger, der samlet vil kunne skabe over 150 nye arbejdspladser. Samtidig lægges der op til, at der skal udarbejdes såkaldte masterplaner inden for skole- børnehave - og ældreområdet. Det gør vi for at blive klogere på udviklingen i antallet af børn og ældre, og også hvor i kommunen udviklingen sker, således at vi kan holde trit og investere de rigtige steder.

Der tegner sig altså allerede, inden året er begyndt, et billede af et år med masser af spændende og udfordrende opgaver for Brønderslev Kommune. Jeg vil slutte af med at ønske alle borgere og ansatte et godt nytår.