Digitaliseringsstrategi 2010 - 2014
Staten, regionerne og kommunerne udarbejdede i 2007 en fællesoffentlig digitaliseringsstrategi, der på væsentlige områder indeholder forpligtende initiativer for den offentlige sektor. Den fælles-offentlige digitaliseringsstrategi har en overordnet målsætning om, at al relevant skriftlig kommunikation mellem det offentlige og borgerne/virksomhederne skal kunne foregå digitalt i 2012, og udpeger tre overordnede strategiske indsatsområder:
- Bedre digital service
- Øget effektivisering
- Stærkere samarbejder
I forbindelse med kommunalreformen pr. 1. januar 2007 er der endvidere vedtaget en lov om kommunale borgerservicecentre, som også stiller krav til den digitale forvaltning og en tilstrækkelig god IT-understøttelse til servicering af borgerne.
Et øget og bevidst fokus på digitalisering repræsenterer store udviklingspotentialer. Det er derfor vigtigt, at fremtidige investeringer og initiativer peger mod fælles mål, og at grundlaget for prioriteringer er synlige og gennemsigtige. Skal organisationen skabe rum for nye ideer og innovation, skal den kunne træffe beslutninger og evne at føre beslutningerne ud i livet.
Samlet set er der således behov for at få udarbejdet en digitaliseringsstrategi for Brønderslev Kommune, som skal være retningsgivende for den fremtidige digitale udvikling.
Brønderslev Kommune står i de kommende år overfor store udfordringer med at fastholde og udvikle sin service indenfor snævre økonomiske rammer. Kompetenceudvikling og digitalisering er udset som væsentlige elementer til at imødegå disse udfordringer.
Digitalisering kan bidrage til at effektivisere og kvalitetsforbedre kommunens service, men der er også positive effekter af mere indirekte karakter – f.eks. vil indførelse af ny IT ofte sætte spørgsmålstegn ved ’gamle’ arbejdsgange/-rutiner og processer.
I Brønderslev Kommune ønsker vi at realisere de muligheder, der ligger i den digitale forvaltning. Vi ser ikke kun digitalisering som et effektiviseringsmiddel, men også som et redskab til kvalitetsforbedring – et redskab i kommunens serviceprofil i forhold til borgere og virksomheder.
Formålet med en digitaliseringsstrategi er altså at konkretisere, hvordan der i Brønderslev Kommune skal arbejdes med den digitale kommune, hvilke områder vi ønsker i fokus, og hvordan vi vil forsøge at opnå vores opstillede mål.
Se Brønderslev Kommunes Digitaliseringsstrategi (nyt vindue)