Planstrategi 2007-2011

Byrådet har på sit møde d. 8. maj 2008 vedtaget forslag til planstrategi 2007-2011 endeligt. Forslaget har været i offentlig høring i perioden 22. januar 2008 til 18. marts 2008.

Planstrategien er et samlende dokument for hvilken retning kommunen skal bevæge sig i over tid. Samtidig er den startskuddet til udarbejdelsen af kommuneplanen for Brønderslev Kommune. Strategien indeholder en politisk vision for kommunens langsigtede udvikling: ”Et levende opland”, og en række konkrete handlinger inden for højt prioriterede temaer. Temaerne er prioriteret med lige stor vægt, mens de enkelte konkrete handlinger ikke er prioriterede i forhold til hinanden inden for hvert enkelt tema.

Med afsæt i kommunens brand ”Få mere ud af hverdagen”, er bosætning det vigtigste vækstpotentiale for kommunen. I planstrategien fokuseres indsatsen for øget bosætning bredt inden for tre strategiske kerneområder:

Børn og unge (daginstitutioner, folkeskole og øvrige uddannelser)
Kultur og fritid (dagligdagstilbud)
Smukke omgivelser (by, land og natur)

De tre områder er naturligvis ikke dækkende for alle kommunens aktiviteter, men de markerer de områder, der i de kommende år kan have en særlig strategisk status, og hvor Brønderslev Kommune bl.a. vil yde en særlig indsats for at udvikle ”Et levende opland”.

Se Planstrategi 2007-2011 (Nyt vindue)