Miljøvagten
Fælleskommunal miljøvagt
Brønderslev Kommune har sammen med Mariagerfjord, Rebild og Aalborg Kommune oprettet en fælles miljøvagt.
Når det kommunale beredskab efter gældende praksis rykker ud vil beredskabet fremover være have mulighed for at rekvirere en kommunal miljømedarbejder, der stiller sin viden og oplysninger til rådighed for indsatslederen på skadesstedet. Miljøvagten fungerer i første omgang alle ugens dage mellem kl. 8.00 og 19.00.
Beskyttelse af miljøet ved hurtig indsats
Kommunerne har i dag stor fokus på at beskytte miljøet. Statens vandplaner indebærer, at myndighederne fremover skal have et forøget fokus på at minimere forureningen af vores beskytte vandområder. Det betyder, at vi er nødt til at forøge indsatsen for at minimere forureningen ved miljøuheld. En hurtig og resolut indsats kan være af helt afgørende betydning for miljøbeskyttelsen. Samarbejdet på tværs af kommunegrænser bidrager til at effektivisere indsatsen, når uheldet er ude, og er samtidig med til at minimere den enkelte kommunes omkostninger.
Miljøvagten skal:
- yde hurtig rådgivning ved akutte miljøuheld
- opspore forureningskilden
- sammen med beredskabet standse forureningen og dens udbredelse, med henblik på at begrænse skaderne på miljøet
- registrere relevante data om hvert uheld, med henblik på efterfølgende håndhævelse og fremsættelse af erstatningskrav overfor forureneren.
Miljøuheld
Typiske miljøuheld kan være:
- Udslip af gylle, ajle, ensilagesaft eller mælk fra landbrugsejendomme til recipienter.
- Udslip af miljøskadeligt slukningsvand, sprøjtegifte eller andre kemikalier til vandløb, søer, kystområder, regnvands- og kloaksystemer.
- Forurening der kan true grundvandet og drikkevandsforsyningen.
- Olieforureninger af overfladevand og jord.
- Olieforurening af strande og kystnære områder.
Tegn på forurening kan være misfarvet jord eller vand - eventuelt kombineret med gylle-, olie- eller anden kemikalielugt, døde fisk eller andre døde dyr i vandløb, søer eller havet.
Hvis uheldet er ude
Hvis der sker akutte miljøuheld på landjorden eller i vandløb, søer og på havet, skal alarmcentralen uden tøven kontaktes på 112.
I sager om gener fra for eksempel virksomheder i form af støj, lugt eller lignede samt ved andre klagesager, hvor der ikke er akut risiko for skade på natur eller miljø kan Brønderslev Kommunes miljøafdeling kontaktes indenfor kommunens normale åbningstid på 9945 4545 eller på mail: raadhus@99454545.dk.