Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Politikker

Her finder du en oversigt over kommunens politikker

Læs om politikker

Børnekulturpolitik

Børnekulturpolitikken sætter fokus på vigtigheden af at udvikle børn og unges kulturelles kompetencer gennem udfoldelse og oplevelse.

Det er målet, at åbne børnenes og de unges øjne for hele den brede vifte af kultur. For at opfylde målet, skal alle, inden det fyldte 18. år, have stiftet bekendtskab med det bedste indenfor billedkunst, musik, drama, dans, litteratur, og have deltaget i forløb, der indbefatter kulturarv, friluftsliv og idræt.

Erhvervs- og Turistpolitik

Erhvervs- og turistpolitikken tager udgangspunkt i Byrådets Vision 2020, hvor et af målene er:

Brønderslev Kommune er i 2020 det bedste sted nord for Limfjorden at drive virksomhed.

Afgørende betingelser herfor er juridiske, økonomiske og servicemæssige rammevilkår, herunder service og engagement hos såvel medarbejdere som byråd.

Det er selvstændige mål både at score højt i de vækstindeks, der identificerer erhvervsudvikling, samt kontinuerligt at skabe gode rammer for entreprenører og vækstvirksomheder i et aktivt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor.

Brønderslev Kommune vil udnytte sin centrale placering med let adgang til motorvej, lufthavn, havne og jernbane og med et bredt udbud af lokale og regionale kulturtilbud. Der er kort afstand til kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Samtidig er der i kommunen kort vej til beslutningstagerne og den rigtige ressourceperson.

Brønderslev Kommune vil sikre, at erhvervslivets vilkår er de bedst mulige. Der skal sikres vækst hos kommunens virksomheder for dermed at skabe et grundlag for øget indtjening og fortsat gode beskæftigelsesmuligheder.

Brønderslev kommunes erhvervspolitik skal medvirke til at udvikle kommunens positive erhvervsprofil, således at nye virksomheder tiltrækkes. Udvikling og omstilling af eksisterende arbejdsplader skal sikres, og tiltrækning af nye medarbejdere til erhvervslivet skal understøttes.

Erhvervspolitikken skal fremme vækst på et bæredygtigt grundlag for virksomheder indenfor alle sektorer, fra produktion og handel, til service og oplevelseserhverv.
Udførelsen af erhvervspolitikken varetages af Brønderslev Erhverv & Turisme i et tæt samarbejde med den kommunale forvaltning og Byrådet. Brønderslev Erhverv & Turisme udarbejder årligt konkrete handlingsplaner der forelægges Byrådet til orientering.

Finansieringspolitik

Det overordnede mål er optimering af afkast/risikoforholdet på likviditetsplacering og minimering af finansieringsomkostninger.

Målsætningen er samtidigt:

  • at sikre kommunens penge bedst muligt
  • at der ikke løbes nogen unødvendig risici
  • at der for så vidt angår kommunens likvide midler og lånegæld tilvejebringes en stabil økonomisk udvikling i kommunen.

Læs Finansieringspolitikken (nyt vindue)

Folkeoplysningspolitik

Brønderslev Kommune arbejder for at give de bedste forudsætninger for et aktivt foreningsliv. Foreningsarbejde giver indsigt i demokrati og medbestemmelse og det anses som vigtig for borgernes samlede livskvalitet og engagement.

Senest revideret, november 2014

Frivilligpolitik

Brønderslev Kommune vil styrke den frivillige indsats, såvel økonomisk som praktisk. Det skal ske ved et tæt samarbejde med frivillige sociale foreninger, organisationer og enkeltpersoner. Det er kommunens mål at inddrage disse i at tage et medansvar i løsningen af de sociale opgaver, således arbejdet med sociale problemer gøres til et bredt samfundsmæssigt ansvar, der ikke alene påhviler det offentlige.

Hoved MED har godkendt ’Grundholdninger til samarbejde ved frivilligt arbejde i Brønderslev Kommune’ i juni 2016. Formålet med grundholdningerne er at tydeliggøre Brønderslev Kommunes forventninger til samarbejdet mellem arbejdspladsen og den frivillige enkeltperson, forening eller organisation.

Handicappolitik

Brønderslev Kommune besluttede i efteråret 2009 at få udarbejdet en handicappolitik. Arbejdet blev igangsat i januar 2010, og nærværende handicappolitik blev vedtaget af Brønderslev Kommunes Byråd den 24. juni 2010.

Indkøbspolitik

Brønderslev Kommune har et tæt samarbejde med Aalborg Kommune vedr. indkøb. Derfor går vi ofte i fællesudbud med Aalborg Kommune.

Integrationspolitik

En bred integrationsindsats vil i de kommende år være en af forudsætningerne for at Brønderslev Kommune er en attraktiv og god kommune for alle dens indbyggere.
Grundlæggende gælder, at alle borgere uanset etnicitet kan have samme behov for ydelser fra Brønderslev Kommune. Der er samme mål og værdier for en stor del af de ydelser borgerne modtager, men nogle borgere har på grund af deres baggrund og øvrige situation derudover en række særlige behov.
Integrationspolitikken viser Brønderslev Kommunes værdier og indsatsområder på integrationsområdet.

Politikken har to formål, dels at fortælle borgerne om kommunens værdier, og dels at være retningsgivende for kommunens øvrige arbejde. Integrationspolitikken er ikke en politik, der står alene, men en politik, der har betydning for andre politikområder.

Integrationspolitikken er formuleret som en række sigtepunkter, og nogle konkrete indsatsområder. Disse gælder både i integrationspolitikken, og i andre dele af kommunens arbejde.

Kulturpolitik

Brønderslev kommunes kulturpolitik tager udgangspunkt i idégrundlaget for Brønderslev Kommune, som bygger på et højt aktivitetsniveau på fritids- og kulturområdet, fordi dette område har væsentlig betydning for bosætning, borgertrivsel og generelt image.

Landdistriktspolitik

I Planstrategi 2011 blev det prioriteret, at der skulle udarbejdes en ny politik for landdistriktet i Brønderslev Kommune. Dette arbejde blev igangsat med afholdelsen af en landdistriktskonference på Klokkerholm Skole d. 5 oktober 2013 og blev afsluttet med Byrådets vedtagelse af den nye landdistriktspolitik onsdag d. 25 februar 2015.

Landdistriktspolitikken tager sit afsæt i kommunens overordnede vision 2020 om, at ”Brønderslev Kommune skal være det bedste sted at leve – nord for Limfjorden”. I visionen beskrives bl.a. styrkepositionerne ”Sund vækst i erhvervslivet” samt ”Aktive oplevelser i natur og fritid”, der begge er relevante for udviklingen af et godt og levende landdistrikt.

Med landdistriktspolitikken ønsker Byrådet at sætte den politiske retning for udviklingen af rammebetingelser og samarbejdsrelationer for fremtidens bosætning og erhvervsliv i landdistriktet. Politikken er grundlaget for prioriteringen af de mange, ofte forskelligrettede, udviklingshensyn, der er i landdistriktet.

Principper for sponsorering

Udgangspunktet er, at

  • Alle enheder kan supplere drift og anlæg via sponsorering. Dog således at det af byrådet fastlagte serviceniveau for drift og anlæg kan gennemføres indenfor de økonomiske rammer, som byrådet til enhver tid fastsætter.
  • Sponsorering må modtages fra firmaer, selskaber og fonde, der er ikke-voldelige, ikkepolitiske, ikke-racistiske, ikke-religiøse, ligesom der heller ikke må opsættes materiale af sexuel karakter. Gældende danske overenskomster skal også være overholdt af firmaer, selskaber og fonde.
  • Som modydelse for sponsorering kan sponsoren eksempelvis forvente en pressemeddelelse, der udsendes til relevante medier, omtale på kommunens facebookside samt mulighed for opsætning af et ikke-dominerende logo ved den/de sponsorerede genstand(e)
  • Principperne gælder for beløb på op til 200.000 kr. Sager, der vedrører beløb derover, skal behandles i Økonomiudvalget.
  • Hjælp fra pårørende, forældre m.v. kan i et mindre omfang anvendes af de kommunale institutioner/afdelinger, og kun til arbejder, der ikke kræver autorisation eller kræver særlige forudsætninger således, at kommunen/institutionen i givet fald vil kunne pådrage sig et ansvar, herunder i forhold til arbejdsmiljø og at forsikringsmæssige forhold skal være afklarede.

I institutioner fastlægger man principper for anvendelse af sponsorering indenfor rammerne af de overordnede principper. Bestyrelsen og/eller ledelsen afgør inden for almindeligt gældende etiske normer, om et tilbud om sponsorering/støtte kan modtages.

Tvivlstilfælde forelægges fagenheden, og evt. principielle forhold, der ikke er taget højde for, forelægges Økonomiudvalget.

Sammenhængende børnepolitik

I Brønderslev Kommune har vi fået revideret vores Sammenhængende Børnepolitik så den nu favner værdier og principper i eksisterende politikker og strategier – bl.a. I samspil med borgerne, Børnesynet og den særlige indsats Varige spor.

Politikken er dermed 'det fælles tredje', som knytter en rød tråd inden for det samlede børne- og ungeområde, og som udstikker en fælles retning for samarbejder og indsatser på almen- og specialområdet.

Den Sammenhængende Børnepolitik har fire værdibaserede overskrifter;

  1. Barnet i fokus
  2. Fælles ansvar
  3. Udvikling i fællesskaber
  4. Klar til verden

Disse fire overskrifter fungerer som en paraply, der sætter fælles retning, og som samtidigt er retningsanvisende for, hvordan der i hverdagen arbejdes for og samarbejdes om, at alle børn trives, udvikles og lærer.

Samspillet er visualiseret i form af en samspilstrekant:

Samspilstrekant

Samspilstrekanten illustrerer, at vi sammen – familie, kommune, lokalsamfund og netværk – alle bidrager til børnenes hverdag.

Sundhedspolitik

Sundhed er en del af kulturen i Brønderslev Kommune, og vi arbejder ud fra det rumlige sundhedsbegreb, hvor sundhed handler om fysisk, psykisk og socialt velvære.

Sundhed er samtidig et fælles ansvar og en fælles opgave, der skal løses af så mange aktører som muligt, så begrebet ’Brønderslev Kommune’ skal forstås bredt.

Skovpolitik

Skovene skal give publikum gode og varierede naturoplevelser og skovbilleder.

Det opnås bl.a. ved i vidt omfang at give naturen mulighed for at udfolde sig med vekslende farver, dufte mv.

Skovdyrkningen skal ske på et højt fagligt niveau, således at der tillige produceres gavntræ af god kvalitet og tages hensyn til beskyttelse af grundvandet.

Skovenes sundhed, stabilitet og evne til klimatilpasning tilgodeses i træartsvalget og dyrkningsmetoderne. Derfor anvendes hovedsageligt hjemmehørende træarter.

Udbudspolitik

Udbudspolitikken beskriver de overordnede rammer for at gennemføre udbud af såvel varer og tjenesteydelser som bygge- og anlægsopgaver.

Udbudspolitikken supplerer de til enhver tid gældende love og direktiver1. For så vidt angår indkøb af varer og tjenesteydelser henvises også til Brønderslev Kommunes Indkøbspolitik.

Udover at sætte en driftsopgave eller en bygge- og anlægsopgave i udbud/licitation med henblik på udlicitering, kan kommunen vælge at udbyde med henblik på andre samarbejdsformer.

Det kan eksempelvis være Offentlige-Private Partnerskaber (OPP) eller Partnering.

Der vil også være mulighed for, at Brønderslev Kommune – efter et udbud - vælger at løse opgaven selv.

Udbudspolitikken er vedtaget af Brønderslev Byråd den 18.12.2013

Veteranpolitik

Veteranpolitikken bakker op om de nationale initiativer på området og sætter fokus på den lokale anerkendelse og støtte til veteraner

Værdighedspolitik

Formålet med Brønderslev Kommunes værdighedspolitik er at sikre, at alle ældre borgere får en værdig ældrepleje. Værdighedspolitikken sætter den overordnede retning for, hvordan arbejdet med værdighed skal foregå i praksis.

Ældre borgere har, ligesom resten af befolkningen, individuelle værdier og behov, som skal imødekommes på forskellig vis. Der er mange forskellige holdninger til, hvad der opleves som værdigt. Det er derfor afgørende, at plejen af ældre borgere tilrettelægges med udgangspunkt i den ældres behov.

I Brønderslev Kommune ønsker vi samtidig fokus på den ældre borger som selvstændigt individ med sin helt egen livshistorie. De ældre borgere i kommunen skal derfor have mulighed for at leve et værdigt liv og blive mødt med respekt for deres ønsker og behov. Der skal derfor være respekt og forståelse for, at den ældre borger er dannet af det liv, den pågældende hidtil har levet, og at indsatsen tilrettelægges herefter, når det handler om en værdig ældrepleje.

Politikken er gældende for alle ældre i Brønderslev, som enten modtager pleje i hjemmet eller bor på et af de kommunale plejecentre samt for de medarbejdere, som yder hjælp og pleje hos den ældre.

 Sundhed & Velfærd, november 2018

Ældrepolitik

Formålet med Brønderslev Kommunes nye ældrepolitik er at sætte retningen for arbejdet på Ældreområdet, som vil give trækkraft for udvikling af området. Herudover er formålet at skabe klarhed over gensidige forventninger mellem ældre borgere og de ansatte i Brønderslev Kommune. Vi hjælper naturligvis borgere, der har brug for hjælp og støtte. Samtidig sætter vi fokus på, hvad den enkelte kan selv og selv vil løse, og hvor vi, som kommune, kan støtte. Det betyder også, at den rehabiliterende tankegang skal være gennemgående, så borgeren tager ansvar for sit eget liv hele livet igennem. Når det er nødvendigt, støtter vi selvfølgelig op, mens ansvar for eget liv skal være en gensidig forventning i samarbejdet.

"Et aktivt ældreliv – den, der kan selv, vil og skal selv" bliver overskriften på den nye ældrepolitik. Vi anerkender vilje og motivation og skal ikke gøre arbejdet for ældre borgere, men i et samspil mellem kommune og borger. Ældre borgere er en ressource ift. hinanden, lokalsamfundet og kommunen som helhed. Med 6 principper skal der fokuseres på, at ældre borgere skal fortsætte med at bruge deres energi, engagement, livserfaring og viden.

En stor tak til alle, der har bidraget med gode overvejelser, refleksioner og faglige indspark. Sammen har vi nu udviklet en ældrepolitik, der sætter en god ramme for det fremtidige samarbejde på Ældreområdet.

Gitte Krogh Formand for Ældreomsorgsudvalget

Adobe Reader

Hent programmet Adobe Reader
Problemer med at åbne PDF filer?
Hent nyeste Adobe Reader gratis!

Opdateret 29. november 2018
Ansvarlig redaktør: Karsten Bach