Læs om rehabiliteringsophold
Hvad er et rehabiliteringsophold på Rehabiliteringscenter Hellevadlund?
Rehabiliteringsopholdet er et målrettet og tidsbegrænset samarbejde mellem dig, dine pårørende og fagfolk. Formålet er, at du opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Hos os vil du modtage et intensivt rehabiliteringsophold, som varer fra 2-12 uger.
Med udgangspunkt i dine ressourcer og ønskede mål, vil du få redskaber, støtte og træning af et tværfagligt team.
Hvem kan få et rehabiliteringsophold?
Opholdet er rettet mod dig, der har et rehabiliteringspotentiale, hvor du kan opnå større selvstændighed i dagligdagen.
Målet er et hverdagsliv helt eller delvist uden kommunal pleje og praktisk hjælp.
Det er Visitationen, som bevilliger et ophold.
Dit træningsbehov vurderes af terapeuterne og plejepersonalet, og afhænger af dine målsætninger og ressourcer.
Hvad sker der på rehabiliteringsopholdet?
Du vil få stillet en lejlighed til rådighed på Rehabiliteringscenter Hellevadlund under opholdet.
Dagligdagen er opbygget på en højskoletilgang, hvor fællesskabet vægtes højt, og alt er træning. Vi forventer derfor, at du har lyst til at deltage aktivt i aktiviteterne – både de fælles og de individuelle. Og det er netop opholdet og fællesskabet, der adskiller indsatsen fra det ”normale” rehabiliteringsforløb, der foregår i dit eget hjem.
Størstedelen af hverdagsaktiviteterne foregår på fællesarealerne, hvor du aktivt deltager i de daglige rutiner og gøremål, fx oprydning, madlavning, indkøb, rengøring, sociale arrangementer, fysisk aktivitet, træning og bevægelse. Aktiviteterne kan også foregå i den lejlighed, du får stillet til rådighed og udenfor i naturen.
Der bliver trænet både på hold og individuelt.