Hvis din ægtefælle eller samlever skal udstationeres, og du siger dit job op eller tager orlov for at følge med, kan du på visse betingelser få dagpenge, når du vender tilbage fra udlandet. For at få ret til dagpengene skal du indplaceres i en dagpengeperiode, inden du rejser ud. For at blive det, skal du opfylde betingelserne:
Du skal have været medlem af en a-kasse mindst et år.
Du skal have arbejdet i et omfang, der sammenlagt svarer til fuldtidsarbejde i mindst 52 uger inden for de seneste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret i a-kassen. Er du deltidsforsikret, skal du have arbejdet i et omfang, der sammenlagt svarer til fuldtidsarbejde i mindst 34 uger inden for de seneste tre år.
Din partner skal være udsendt eller udstationeret af sin arbejdsgiver i henhold til en forflyttelsespligt, som fremgår af ansættelsesaftalen.
Din partner skal være omfattet af reglerne om skattepligt for udsendte og deres samlevende ægtefæller i Danmark.
Du skal dokumentere over for a-kassen, at dit ønske om dagpenge skyldes din partners udsendelse til udlandet, og at du skal med.
Du skal have helbred til at klare et arbejde på fuld tid som fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.
Du vil ikke have ret til dagpenge, fra du stopper på - eller tager orlov fra - arbejdet, og indtil du rejser ud.
Opholdet i udlandet vil forbruge af den periode, du ellers ville have ret til dagpenge, men du vil have ret til dagpenge, fra du vender hjem og i den resterende del af perioden.
For at komme i betragtning til dagpenge som medfølgende ægtefælle, skal du være stoppet på dit job eller have startet din orlov i perioden fra og med den 25. juli 2009 til og med 1. august 2013.
Spørg i din a-kasse, hvis du vil vide mere.