Lejeforhøjelse for forbedringsarbejderne skal varsles tre måneder i forvejen og desuden godkendes af kommunen.
Forhøjelsen kan tidligst træde i kraft ved arbejdernes afslutning.
Til de støtteberettigede forbedringsudgifter ydes et huslejetilskud, som kaldes indfasningsstøtte. Hvis huslejestigningen overstiger 199 kr. pr. m2, skal kommunen yde tilskud til den del af huslejestigningen, som overstiger de 199 kr. pr. m2. Tilskuddet udgør det første år 2/3 af huslejestigningen udover de 199 kr. pr. m2, og det aftrappes ligeligt over 10 år.
Til den del af huslejestigningen, som ligger under 199 kr. pr. m2, kan kommunen vælge at yde indfasningsstøtte. Kommunen fastsætter støttens størrelse, men støtten kan det første år maksimalt udgøre 2/3 af huslejestigningen. Indfasningsstøtten aftrappes ligeligt over 10 år med lige store dele hvert år, således at lejeren betaler den fulde lejeforhøjelse år 11.
Udlejer skal lade indfasningsstøtten fragå huslejeberegningen.
Indfasningsstøtten kan kun ydes til de boliger, der bebos af de samme lejere, som da huslejestigningen blev varslet. Når de oprindelige lejere flytter, bortfalder støtten.
Beløbet på 199 kr. pr. m2 bruttoetageareal (2021) reguleres én gang årligt efter udviklingen i nettoprisindekset.