Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Lokalplaner er mere detaljerede end kommuneplaner og fastlægger udviklingen for et bestemt område i kommunen. Det er kommunalbestyrelsen, der udarbejder og vedtager lokalplaner
Læs om lokalplaner

Hvad er en lokalplan?

En lokalplan fastsætter forskellige juridisk bindende bestemmelser for grundejere, lejere og brugere af lokalplanområdet. En lokalplan kan bl.a. indeholde bestemmelser om, at et område overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde, arealanvendelse, bebyggelsens placering, omfang og udseende samt vej-, sti- og parkeringsforhold. Desuden kan en lokalplan indeholde bestemmelser om, at der skal oprettes en grundejerforening og ophævning af tilstandsservitutter, der er i strid med lokalplanen.

Medfører en lokalplan handlepligt?

Bestemmelserne i en lokalplan er bindende for ejere og brugere af de ejendomme, som planen omfatter. Den bindende virkning betyder, at planens bestemmelser skal overholdes ved fremtidig udstykning, bebyggelse, beplantning osv. Planen har derimod som hovedregel ikke nogen virkning for en lovligt eksisterende bebyggelse eller anvendelse, der dermed kan fortsætte som hidtil uanset lokalplanen. En lokalplan medfører dermed ikke handlepligt.

Lokalplanen medfører således ikke i sig selv pligt til at udføre de anlæg, der er indeholdt i planen. 

Dispensation fra lokalplan

Byrådet har mulighed for at dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod lokalplanens principper. Planens principper omfatter bl.a. lokalplanens formål og planens anvendelsesbestemmelser. Desuden betegnes fordeling mellem bebyggelse og friarealer som en del af lokalplanens princip. Dispensation kan som hovedregel kun gives, når naboer og andre berørte er blevet orienteret. 

Hvornår udarbejdes en ny lokalplan?

Byrådet har pligt til at udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, herunder også nedrivning af bebyggelse. Derudover har Byrådet pligt til at udarbejde en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. Desuden har Byrådet ret til at udarbejde en lokalplan, når det ønskes at regulere en bestemt udvikling.

Generelt om ansøgning om ny lokalplan


Har du planer om et bygge- eller anlægsprojekt, der kan være lokalplanpligtig, så kontakt Brønderslev Kommune. En tidlig dialog kan sikre en hurtigere og mere smidig sagsbehandling. 

Hvem kan ansøge om udarbejdelse af en lokalplan? 
En eller flere grundejere, der samarbejder om et bygge- eller anlægsprojekt; 
En konsulent eller rådgiver på vegne af en eller flere grundejere; 
Kommunen selv

Hvordan ansøger jeg om at udarbejde en ny lokalplan? 
For at ansøge om udarbejdelse af en ny lokalplan, skal du følge linket nedenfor og udfylde skemaet. For at udfylde skemaet, skal du logge ind med nemID. 

Link til ansøgningsskema (nyt vindue)

Hvem udarbejder en lokalplan? 
Som udgangspunkt udarbejder Brønderslev Kommune ikke selve udkast til lokalplaner. Ansøger har selv ansvaret for at indgå en aftale med en rådgiver, der har erfaring med udarbejdelse af lokalplaner og få udarbejdet et udkast til et lokalplansforslag. Det nærmere indhold drøftes i samarbejde med Brønderslev Kommune, inden arbejdet igangsættes.  

Det er en god idé at kontakte en konsulent eller rådgiver med erfaring inden for lokalplanlægning, inden du sender din ansøgning, da de kan være behjælpelige med at udarbejde en ansøgning og andet relevant materiale jf. nedenstående.

Hvilke oplysninger skal medsendes? 
I en ansøgning om udarbejdelse af en ny lokalplan skal der medsendes: 
Dokumentation for ejerforhold. Såfremt at ansøgningen fremsendes af andre end ejeren af arealet, skal dette fremgå og der skal vedlægges fuldmagt fra ejeren;  
Adresser og matrikler, der omfattet af lokalplanområdets afgrænsning, samt arealets zonestatus;
Kort med lokalplanområdets afgrænsning, evt. med delområder og/eller etaper; 
Beskrivelse af projektet, herunder arealets fremtidige anvendelse;
Beskrivelse af bygninger, beplantning, vejanlæg mv., der påvirkes af projektet. Såfremt bygninger påtænkes nedrevet, skal disse vises på et kort;
Oplysninger om, hvilke planmæssige bindinger, der er gældende for arealet i forvejen og 
Oplysninger om eventuelle bygnings- og/eller landskabsfredninger, bevaringsværdige bygninger, naturbeskyttelsesinteresser o. lign og hvordan projektet forholder sig til disse.   

Når lokalplanen udarbejdes for et konkret projekt, skal der desuden medsendes: 
Illustration af hvordan bebyggelsen påtænkes placeret på arealet;
Oplysninger om anvendelsen af bebyggelsen og de øvrige arealer, højde på byggeriet, antal etager på byggeriet, etagearealet og bebyggelsesprocenten for området og evt. delområder; 
Hvis projektet omhandler boliger, skal det oplyses, hvilken type boliger der er tale om, hvor mange boliger der påtænkes opført og deres størrelse; 
Hvis projektet omhandler erhvervsbyggeri, skal bygningsvolumen og virksomhedsklassen oplyses; 
Oplysninger om opholdsarealer jf. byggeloven og fælles friarealer jf. kommuneplanen, herunder beliggenheden, størrelsen og indretningen. Arealernes størrelse skal angives for det samlede område og for eventuelle delområder; 
Oplysninger om bebyggelsens udformning, facader, materialer og farver; 
Oplysninger om hvordan området skal vejbetjenes;
Oplysninger om, hvordan parkeringsarealer udformes. For nærmere oplysninger om parkering henvises til Brønderslev Kommunes Vedtægt for parkeringsfond, og
Oplysninger om hvorvidt dele eller hele byggeriet skal ske med offentlig støtte; 

Hvor finder jeg oplysningerne? 
Mange af de oplysninger, der skal medsendes, fremgår af Brønderslev Kommunens kommuneplan. Desuden kan Brønderslev Kommunes webGIS give et godt overblik over, hvilke retningslinjer og bindinger, der er gældende for det konkrete areal. 

Lokalplanproces

Når Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om igangsætning af en ny lokalplan, påbegyndes en afklaringsfase (Afklaringsfasen i en lokalplanproces kan være lang. Jo tydeligere et projekt er defineret, jo hurtigere kan planen komme til den næste fase). I denne fase ønskes afholdt et opstartsmøde mellem sagsbehandler ved Brønderslev Kommune, ansøger og dennes rådgiver for nærmere afklaring af projektet, herunder bl.a. drøftelse af eventuelle tilpasninger af projektet, tidsplan og nødvendigheden af yderligere materiale. Der indgås herefter en samarbejdsaftale mellem Brønderslev Kommune og ansøger, hvor lokalplanforløbet fastlægges nærmere.  

I afklaringsfasen er der fire temaer der skal afdækkes: 
Rammerne, herunder forholdet til kommuneplanen, gældende lokalplaner, naturforhold mm., 
Stedet,
Projektet og
Samarbejdsaftale.

Når disse fire temaer er afklaret, skal Byrådet tage endelig stilling til, om planlægningen kan igangsættes. 

Herefter igangsættes arbejdet med udarbejdelse af udkast til et lokalplanforslag. Det nærmere indhold drøftes mellem rådgiver og Brønderslev Kommune. Forslag til en lokalplan skal behandles politisk, inden det sendes i offentlig høring, hvor offentligheden og andre offentlige myndigheder har mulighed for at komme med bemærkninger. Byrådet kan beslutte at imødekomme bemærkningerne, enten ved at tilrette lokalplansforslaget eller ved ikke at vedtage forslaget endeligt. Byrådet kan også beslutte at vedtage forslag til lokalplanen endeligt. 

Tidsplan
Når Brønderslev Kommune har modtaget relevant materiale til sagens opstart jf. ovenstående, vil sagsbehandleren ved Brønderslev Kommune i samarbejde med ansøger give et bud på en nærmere tidsplan for lokalplanprocessen. En tidsplan kan blive revideret i løbet af lokalplanprocessen, eksempelvis fordi der opstår uforudsete udfordringer eller spørgsmål, der skal belyses nærmere, fordi der sker ændringer i projektet, der kræver yderligere undersøgelser eller politisk orientering eller fordi lokalplanen bliver nedprioriteret grundet andre opgaver eller planer, der prioriteres højere. 

Tidsperspektivet for en lokalplanproces kan variere, afhængig af hvor stor og kompleks lokalplanen er og i hvor høj grad projektet er defineret og oplyst i den indledende fase. 

Ansøg om en ny lokalplan

For at ansøge om udarbejdelse af en ny lokalplan, skal du følge linket nedenfor og udfylde skemaet. For at udfylde skemaet, skal du logge ind med nemID. 
Nærmere beskrivelse af, hvilke oplysninger der SKAL medsende findes under ”Generelt om ansøgning af ny lokalplan”.

Ansøg om ny lokalplan (nyt vindue)

Se Brønderslev Kommunes lokalplaner

På Brønderslev Kommunes lokalplanportal, kan du finde alle gældende lokalplaner i kommunen, se lokalplanforslag og se hvilke lokalplaner, der er under udarbejdelse.

Din kommentar til planlægningen

En lokalplan er et politisk vedtaget dokument og er dermed en del af den demokratiske procedure. For at sikre borgernes indsigt i og mulighed for indflydelse på kommunens planlægning skal lokalplaner være fremlagt i offentlig høring mindst i fire uger, inden lokalplanen kan egentlig vedtages. I tilfælde hvor lokalplanen medfører et kommuneplantillæg med væsentlig ændringer er den offentlige høring minimum otte uger. I særlig tilfælde kan den offentlige høring for en lokalplan nedsættes til to uger. I høringsperioden har alle mulighed for at komme med indsigelser, kommentarer og ændringsforslag til lokalplanen.

Når du åbner et lokalplanforslag er der mulighed for at trykke på linket "Din kommentar", hvor du har mulighed for at skrive dine bemærkninger. Du har også mulighed for at vedhæfte en fil med dine kommentarer.

Kommentarerne opbevares af Brønderslev Kommune og indgår i Teknik og Miljøudvalget eller Byrådets stillingtagen til om en lokalplan skal vedtages endeligt.

Kontakt

Planlægger
Tlf.: 99454627
Planlægger
Tlf.: 99455514
Planlægger
Tlf.: 99454618
Planlægger
Tlf.: 99454621

Læs mere om lokalplaner

Opdateret 24. april 2021
Ansvarlig redaktør: Jakob Hassingboe