Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Frivillighed på Handicap- og Psykiatriområdet

Her kan du læse om at være frivillig på Handicap- og Psykiatriområdet, og hvordan du melder dig som frivillig

Læs om frivillighed

Hvad er frivillighed på Handicap og Psykiatriområdet?

En frivillig, er en person, som aktivt - og uden at få løn for det - yder en indsats, udelukkende med det formål at glæde og gavne andre.

Som frivillig på Handicap- og Psykiatriområdet gør du en stor forskel for vores beboere og brugere. Du er med til at give – og selv få – nye gode oplevelser, samtidig med at du skaber en social relation og mening i deres hverdag.

Hvem kan være frivillig?

For at du kan melde dig som frivillig, skal du være minimum 18 år og have en ren straffeattest.

Hvad kan vi tilbyde vores frivillige?

Hvis du melder dig som frivillig, kan vi tilbyde et aktivt, udviklende og socialt netværk med andre frivillige. Vi kan også tilbyde et godt og tæt samarbejde med de ansatte.

Desuden får du mulighed for at gøre en forskel for andre mennesker, og du får lov at prøve kræfter med nye opgaver, som kan være med til at styrke dine egne kvalifikationer fremover.

Derfor får du selvfølgelig også en udtalelse med herfra, hvis du ønsker det.

Hvad forventer vi af vores frivillige?

Hvis du vil være frivillig, forventer vi, at du møder vores beboere og brugere med en anerkendende og respektfuld tilgang. Ligesom vi forventer, at du er åben og imødekommende i forhold til deres individuelle behov og ønsker om samvær og deltagelse.

Melder du dig som frivillig, har vi stor respekt og forståelse for, at du har andre ting i din hverdag, som du skal nå. Derfor samarbejder vi med vores frivillige om at tilrettelægge opgaverne, så det passer bedst muligt – uanset om det er én gang om ugen eller én gang om måneden.

Hvad laver vores frivillige?

Frivillige hjælper med praktiske ting og gøremål, men er ikke en erstatning for ansat personale.

Frivillige kan fx hjælpe med at ledsage borgere til aktiviteter, læser højt, hjælper med praktiske ting i forbindelse med arrangementer, udsmykning ved højtider og meget mere.

Hvem skal jeg kontakte for at blive frivillig?

Handicap- og Psykiatriområdet har en række forskellige tilbudstyper, bl.a. botilbud, dags- og aktivitetstilbud og opgangsfællesskaber, som har beboere og brugere med meget forskellige problemstillinger.

Hvis du er nysgerrig og gerne vil vide mere om at være frivillig og om vores forskellige beboer- og brugergrupper, kan du læse mere på vores hjemmeside eller tage kontakt til de enkelte tilbud. Vi vil også altid gerne møde dig til en personlig samtale.

Opdateret 29. juni 2021
Ansvarlig redaktør: Randi Rønne