En kort Introduktion til jobbet
Du har brug for en ny medarbejder og har snakket med en ledig kandidat til jobbet, men du er i tvivl om, hvorvidt de faglige eller personlige kompetencer matcher?
I nogle situationer giver det god mening at lave en kort introduktion inden ansættelse. Hvis den pågældende kandidat kan godkendes til praktik eller løntilskud, er det en mulighed at lave en kort praktik- eller løntilskudsperiode som introduktion til jobbet. Der er en forventning om, at når man laver en aftale med den pågældende kandidat og jobcentret, så munder det ud i et job, hvis introduktionen forløber, som den skal.
En kort praktik er omkostningsfri for dig som arbejdsgiver. Kandidaten er dækket af jobcentrets forsikring, hvis han/hun får skader under praktikken eller forårsager skade på andre.
En kort løntilskudsperiode indebærer, at du ansætter og betaler kandidaten overenskomstmæssig løn eller tilsvarende i perioden og modtager et løntilskud fra kommunen på kr. 74,05 pr. time. Der skal være tale om reel merbeskæftigelse ved ansættelse i løntilskud.