Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Der findes to teatre i Brønderslev Kommune.

Læs om teatre

BAS: Brønderslev Amatør Scene

BAS er en sprællevende forening, der siden stiftelsen efter initiativ fra Kulturelt Samråd i november 1986, har drønet derudaf’. 

Man havde et ønske om at etablere en Brønderslevrevy, men meget hurtigt viste det sig, at interessen for at spille teater generelt var endnu større. Vi lagde ud med børnejulestykket “Nissen hjælper til”, som blev opført på musikskolen i december, og underholdning ved ferniseringen på Påskeudstillingen samt den første Brønderslevrevy i ‘87. Siden har vi opført en skønsom blanding af andres og egne værker. 

I BAS' første år havde vi ikke vores egne lokaler, men øvede i stedet i skoleklasser og opførte på Restaurant Hedelund, Sct. Georgsgården og Hotel Phønix. Økonomien var ligeledes meget svag, så det var kun langsomt vi fik købt diverse teknik. 
Men her - over 20 år efter foreningens stiftelse - ser det helt anderledes ud. Ikke alene har vi fået egne lokaler i Nørregade (1992), hvor vi år efter år har haft forskellige opsætninger på plakaten. Vi har udvidet med mere teknik, sminkeservice, koncertarrangementer, vores praktiske grisseBASser, som tager ud til diverse forestillinger osv. og kører teknik, og sidst men ikke mindst har vi for nylig åbnet Brønderslevs nye biograf - BASbio. 

Dog er der én særlig faktor, som er absolut bærende for alle disse aktiviteter - medlemmer. Og listen er heldigvis også vokset stødt i løbet af årene. En masse teaterglade tosser og hjælpsomme ansigter i alle aldre bærer skylden for, at Brønderslev i dag har sin egen lille kulturelle atmosfære, hvor store som små kan få frie tøjler, til at gøre det de har lyst til, er gode til, i selskab af ligesindede. En blanding af skuespillere, teknikere, regissører, operatører, kostumedamer, musikere, tekstforfattere, alle med en lys idé...og vi kunne blive ved. 

Kort sagt er det en stor oplevelse, at kunne se tilbage på mere end 20 års udvikling fra en spæd tanke til - ja, et oplevelsesrigt fristed for medlemmer såvel som gæster.

I Teaterforeningens lokaler i Nørregade spilles amatørteater for både børn, unge og voksne. Der arrangeres desuden koncerter og arbejdende kunstværksteder , ligesom Brønderslevs biograf holder til her. 

www.bas-teater.dk (nyt vindue)

Aasen teater

Brødholtvej 120, Sterup, 9740 Jerslev.
Aasen huser Aasen Teater og Institut for Folkeligt Teater.
Aasen Teater spiller forestillinger for børn og laver store egnsspil. I 1996 stod vi bag "Peders Håb" i Brønderslev, Danmarks første og største Børneegnsspil med 280 medvirkende børn. Det var også Aasen Teater, der lavede indvielsesspillet til Vilsted Sø: "Den lyse Mø.".
Asen Teater spiller Forumteater om og for ældre og demente borgere, plejepersonale og pårørende.
Vi laver også Forumteater om Folkeskolen, byer i udvikling og andre projekter, vi får henvendelser på.
Aasen Teater har udviklet Kontaktklovne, som arbejder på plejehjem med demente borgere. Vi holder Klovneworkshops med undervisere fra både Dk og udlandet.
I efterårsferien har vi teaterkurser for unge.
I løbet af året har vi kurser for børn, der kommer for at få større forestillinger arbejdet sammen eller for at lære at arbejde med masker.

Institut for Folkeligt Teater har siden 1989 uddelt Håbets Pris. Håbets Pris gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk - med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel. For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme!
Håbets pris uddeles i dag hvert andet år i Danmark og hvert andet i USA på Dell'Arte International i Californien.
Institut for Folkeligt Teater har idag ca. 20 teatre- og institutionsmedlemmer i Danmark og det øvrige Norden og ca. 100 enkeltmedlemmer.

Aasen Teater henvender sig også til andre brugere, der kan benytte stedet: Teaterfolk, musikere, kunstnere. Grupper, der arbejder med alternativ behandling, terapi, stemmetræning, yoga o.l. Der afholdes også koncerter.
Aasen Teater ligger på en 10.000 m2 stor naturgrund i Jyske Ås.

www.aasen.dk (nyt vindue)

Kontakt

Chef
Tlf.: 99454471
Opdateret 17. september 2019
Ansvarlig redaktør: Jørgen Nielsen