Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

År 2014-2017 Teknik- og Miljøudvalget - Referat

Dato: 3. februar 2014
Lokale: Dronninglund Rådhus
Tidspunkt: Kl. 09:00


Indholdsfortegnelse



1. Fraværende


Resume

Sagsforløb: MT

Beslutning

Ingen.

Til toppen


2. Bemærkninger/ændringer til dagsordnen


Resume

Sagsforløb: MT

Sagsfremstilling

Eventuelle bemærkninger/ændringer til dagsordnen.

Beslutning

Ingen.

Til toppen


3. Godkendelse af forslag til lokalplan 33-S-03.01 for Sommerhusområde ved Smalby og kommuneplantillæg nr. 4


Resume

Sagsforløb: MT/ØK/BY

Miljø- og Teknikudvalget har besluttet, at der skal udarbejdes lokalplan for det eksisterende sommerhusområde ved Smalby med en minimumsgrundstørrelse på 2.500 m². Beslutningen er truffet efter anmodning fra Grundejerforeningen Smalbyparken for at hindre, at sommerhusområdet ved Smalby bliver udstykket i mindre grunde. Der er desuden udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og miljøvurdering.

Byrådet skal tage stilling til, om forslagene kan godkendes og udsendes i offentlig høring.

Sagsfremstilling

Grundejerforeningen Smalbyparken har anmodet om udarbejdelse af ny lokalplan for at hindre, at sommerhusområdet ved Smalby bliver udstykket i mindre grunde. Grundejerforeningen ønsker samtidig skovbyggelinjen ophævet.

I forlængelse af henvendelsen fra grundejerforeningen, blev der foretaget en vejledende høring hos grundejerne i 2011.

På baggrund af grundejerforeningens ønske samt høringen besluttede Miljø- og Teknikudvalget, at der skulle udarbejdes lokalplan med minimumsgrundstørrelse på 2.500 m² for ny udstykning. I området findes allerede et antal grunde på 1.200 m², der ikke berøres af den ny lokalplan.

Grundejerforeningen Smalbyparken gentager i brev af 7. oktober 2013 deres ønske om, at lokalplanen forbyder yderligere udstykning.

Lokalplanforslaget giver med minimumsgrundstørrelsen på 2.500 m² mulighed for udstykning af grunde større end 5.000 m² til 2 grunde. Det er fagenhedens vurdering, at dette ikke vil ødelægge det høje naturindhold i området og heller ikke vil udløse behov for kloakering. Begge dele er fremført som argument for helt at forbyde yderligere udstykning.

Fagenheden for Teknik og Miljø har udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurdering baseret på den vejledende høring med en grundstørrelse på minimum 2.500 m².

Kommuneplantillæg

Kommuneplantillægget fjerner en mulighed for at udstykke grunde ned til 1.200 m².

Desuden fjernes muligheden for at etablere butikker. I dag er mindste størrelser for nye butikker typisk mellem 700-1.000 m², og de etableres i byområder, hvor der er stor kundetæthed hele året.

Lokalplanen skal afløse byplanvedtægt nr. 3 fra 1972.

Natur

Området er specielt, fordi grundene er udstykket primært i perioden 1977-78 og i stort omfang er ubebyggede. I perioden efter udstykningen er et mindre antal grunde delvist blevet omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 i form af søer, moser og natureng. Dette betyder, at der skal tages hensyn hertil i forbindelse med byggeri på grundene.

Beskyttede dyrearter

Danmark er underlagt Habitatdirektivet fra EU, hvor artikel 12 fastlægger streng beskyttelse af dyrearter, der er optaget på bilag IV. I daglig tale kaldet "Bilag IV arter". Der er konstateret fund af bilag IV arten Markfirben. Planforslag kan efter planloven ikke vedtages, hvis gennemførelsen af planen i væsentlig grad kan beskadige yngle- eller rasteområder for bilag IV arter. Naturstyrelsen har forklaret reglerne i brev til kommunen.

Lokalplanområdet er meget præget af skovagtig beplantning. Arealer med tæt beplantning er ikke egnet som levested for Markfirben.

Vedtagelse af omhandlede lokalplan 33-S-03.01 ændrer ikke på de krav, der - i henhold til ovennævnte - skal opfyldes i forbindelse med byggeri på grundene.

I lokalplanen er der argumenteret for, at lokalplanen, med en mindste grundstørrelse på 2.500 m² og med videreførelsen af de store fælles friarealer, sikrer levemuligheder for Markfirben. Så grundstørrelsen på minimum 2.500 m² indgår i argumentationen overfor Naturstyrelsen. Det er desuden fastlagt, at de grunde, hvor der potentielt kan findes Markfirben, skal besigtiges inden udstedelse af byggetilladelse for at sikre, at der tages de fornødne hensyn.

Det kan forventes, at de grundejere, der ønskede at opretholde muligheden for at udstykke i mindre grunde vil gøre indsigelse mod lokalplanen. Derimod kan det ikke forventes, at grundejere, der er enige vil reagere i offentlighedsperioden.

Lokalplanen skal danne baggrund for ansøgning til Naturstyrelsen om ophævelse af skovbyggelinjen.

Zoneforhold

Ejerne af del landbrugsejendom matr.nr. 138b indenfor lokalplanområdet har ønsket, at arealet udtages af fælles friareal, og at der ikke længere kan udstykkes sommerhusgrunde her.

Lokalplanen er tilrettet dette ønske. Da byplanvedtægten skal ophæves på arealet, skal lokalplanen omfatte arealet. Arealet overføres til landzone.

Miljøvurdering

Der er udarbejdet miljøvurdering pga. forekomsten af en beskyttet dyreart og ønsket om at ophæve skovbyggelinjen. Der er et referat af miljørapporten bagerst i lokalplanens redegørelse.

Kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderingsrapport er vedhæftet som bilag. Lokalplanen er udarbejdet gennem længere tid og findes derfor ikke i den digitale lokalplanportal.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Byrådet godkender forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurdering og udsender forslagene i 8 ugers offentlig høring.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Fagenhedens forslag indstilles godkendt som foreslået.

Bilag

Til toppen


4. Ansøgning om igangsætning af planlægning for projekt ved Banegårdspladsen, Brønderslev


Resume

Sagsforløb: MT/ØK

Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om igangsætning af planlægningsarbejde for projektet "Banegårdscentret" ved Banegårdspladsen i Brønderslev.

Økonomiudvalget skal tage stilling til, om ansøgning om igangsætning af planlægning for projektet skal imødekommes.

Sagsfremstilling

Arkitektfirmaet Hellsten søger på vegne af bygherre Svend Aage Christiansen A/S om igangsætning af planlægning for projektet "Banegårdscenteret" ved Banegårdspladsen i Brønderslev.

Projektbeskrivelse
Placering

Bygherre ønsker at opføre et byggeri på arealerne matr.nr. 142, matr.nr. 143 og matr.nr. 150c alle V. Brønderslev, Brønderslev Jorder, beliggende ved Banegårdspladsen i Brønderslev.

Bygherre ejer matr.nr. 150c og matr.nr. 142. Bygherre er i dialog med ejer af matr.nr. 143 om overtagelse af arealet. Realisering af projektet forudsætter yderligere tilkøb af eksisterende vejareal beliggende mellem matr.nr. 142 og matr.nr. 143, som ejes af DSB. Bygherre er i dialog med DSB om overtagelse af vejarealet. Projektområdets samlede areal udgør ca. 8.065 m². Gennemførelse af projektet forudsætter nedrivning af den tidligere politistation samt Advokathuset mod nord.

Udformning og anvendelse

Projektets endelige udformning er endnu ikke fastlagt, men bygherre forventer at opføre en ny bebyggelse i 4 til 5 plan på mellem 12.000 m² til 14.000 m². Her for uden ønskes opført en parkeringskælder under terræn. Bebyggelsen tænkes opført med sammenhængende facader mod Banegårdspladsen, Nørregade og Godsbanegade. Indenfor den åbne karrèbebyggelse etableres et sydvestvendt gårdhavemiljø, som skal være offentlig tilgængeligt med adgang fra offentlig gade igennem større bygningsåbninger og derved blive en del af Banegårdspladsen.

Bygningen tænkes anvendt til dagligvarebutik, udvalgsvarebutikker, cafè, liberale erhverv og boliger.

Bygningen ønskes opført som en åben karré bebyggelse i et modernistisk formsprog i materialer som tegl, puds og glas. En nærmere detaljering af byggeriets formsprog og materialevalg vil ske i forbindelse med planlægningen for det konkrete projekt. Fagenheden vurderer, at det er vigtigt, at bygningens formsprog og materialevalg tilpasses områdets karakter og byens rum, dog således at bygningen vil afspejle den tid, som byggeriet opføres i.

Vejadgang og parkering

Gennemførelse af projektet forudsætter, at eksisterende vejadgang ved Post Danmark ændres. Der skabes vejadgang til dagligvarebutikkens lagerareal samt til parkeringskælder fra nord via Godsbanegade. Nørregade er kategoriseret som en trafikvej og er dimensioneret til tungere trafik. Det vurderes, at adgangsforhold til byggeriet er acceptable. I forbindelse med den nærmere planlægning vil tilkørselsforhold i parkeringskælder vurderes ud fra det konkrete projekt.

Bebyggelsens samlede parkeringsbehov er beregnet til mellem 175 - 190 pladser - alt afhængig af den endelige indretning af bebyggelsen. Parkeringskælderen kan rumme mellem 70 - 80 parkeringspladser. Der vil i den videre planlægning tages endelig stilling til, hvordan parkeringsbehovet kan opfyldes.

Støj

I henhold til planlovens § 15a må en lokalplan kun udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelse om etablering af afskærmningsforanstaltninger mv., jf. § 15, stk. 2, nr. 12, 18 og 21, kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Projektområdet afgrænses mod øst af Nørregade, som er klassificeret som trafikvej. Mod vest løber jernbanen, og der forventes at være en del trafik til/fra Post Danmark beliggende vest for projektområdet. I forbindelse med detailprojekteringen skal det undersøges nærmere, hvorledes området påvirkes af trafikstøj samt støj fra jernbanen.

Der vil desuden i forbindelse med detailprojekteringen skulle udarbejdes støjberegning og støjredegørelse for varelevering ved drift af dagligvarebutikken.

Planforhold

Gennemførelse af projektet forudsætter udarbejdelse af et nyt plangrundlag - herunder kommuneplantillæg samt lokalplan, jf. planlovens § 13, stk. 2.

Kommuneplantillæg og lokalplan er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 4, pkt. 10b. Projektet er desuden omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, pkt. 11a.

Kommuneplan

Der er ingen gældende lokalplan for projektområdet. Området ligger indenfor kommuneplanens rammeområde 01-O-02, der udlægger området til offentlige formål ved Banegårdspladsen. Gennemførelse af projektet forudsætter en ændring af kommuneplanens rammebeskrivelse, da rammeområde 01-O-02 ikke giver mulighed for opførelse af boliger.

Midtbyplan for Brønderslev

Byrådet vedtog den 30. oktober 2013 Midtbyplan for Brønderslev - "Brønderslev skal være Brønderslev igen - med et centrum". Midtbyplanen peger på, at en omdannelse af Banegårdspladsen kan blive et nyt ankerpunkt i Brønderslev Midtby. Banegårdspladsen ligger centralt i Brønderslev, som et trafikalt knudepunkt med plads til nye funktioner. Midtbyplanen peger på nye funktioner som dagligvarebutikker, udvalgsvarebutikker, kulturelle tilbud og andre funktioner, der kan tiltrække besøgende til området og være med til at skabe en levende, tryg og smuk bymidte. Brønderslev Kommune ønsker at skabe en synlig og sammenhængende bymidte med attraktive gade- og byrum.

Projektet er i overensstemmelse med de visioner, der er beskrevet i midtbyplanen. Fagenheden vurderer, at projektet "Banegårdscentret" kan være med til at sætte en positiv udvikling i gang i Brønderslev midtby. Dog vurderes, at det også er vigtigt at se på Banegårdspladsen, beliggende øst for arealerne, hvor projektet ønskes opført, for således at skabe sammenhæng mellem arealerne ved Banegårdspladsen og Algade - byens primære butiksstrøg.

Vejstrukturen, der indebærer en omlægning af vejforløbet ved Banegårdspladsen, er en del af midtbyplanen og en forudsætning for at skabe sammenhæng mellem Algade og det nye rum ved Banegårdspladsen.

Fagenheden anbefaler derfor, at man sideløbende med planlægning for det konkrete projekt indkalder idéer og forslag til omdannelse af Banegårdspladsen samt til projektet "Banegårdscentret", for således at få en drøftelse blandt byens borgere om deres ønsker til byens nye centrale plads. I fordebatfasen foreslår fagenheden, at der afholdes borgermøde, hvor bygherre vil få mulighed for at præsentere sit projekt.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Økonomiudvalget igangsætter planlægning for projektet Banegårdscentret på følgende vilkår:

  • At ansøger bidrager med udkast til lokalplanen og i samråd med kommunen udvælger en lokalplankonsulent.

  • At sagen sideløbende med planlægning for det konkrete projekt sendes i en indledende fordebat i henhold til planlovens § 23c. Debatoplægget omhandler også indkaldelse af idéer og forslag til omdannelse af Banegårdspladsen.

  • At det afklares i lokalplanprocessen, hvorledes der sikres de nødvendige parkeringspladser.

  • At der i forbindelse med detailprojekteringen redegøres for støjforhold, herunder beregning af trafikstøj fra veje, støj fra jernbane og støj ved varelevering.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Fagenhedens forslag indstilles godkendt som foreslået.

Bilag

Til toppen


5. Ansøgning om ophævelse af lokalplan 10-45 for Paradishaven, Hjallerup


Resume

Sagsforløb: MT/ØK/BY

Ejer af ejendommen Paradishaven 1-16, Hjallerup, søger om ophævelse af lokalplan 10-45 for tæt-lave boliger på Paradishaven ved Vestergade i Hjallerup. Arealet ønskes afhændet til en enkelt parcelhusgrund på 6.105 m².

Byrådet skal tage stilling til, om lokalplanen skal ophæves.

Sagsfremstilling

Et typehusfirma, der er ejer af Paradishaven 1-16 ved Vestergade 23 i Hjallerup, søger om ophævelse af lokalplan 10-45. Lokalplanen er udarbejdet i 2004, og udlægger arealet til tæt-lave boliger. Der kan efter et løst skøn placeres 15-17 tæt -lave boliger.

Miljøministeriet opfordrer til, at kommunerne er nøjeregnende med anvendelsen af arealer til byudvikling for at begrænse størrelsen af nyudlæg, som tager landbrugsjord ud af drift. Det fremgår af "Oversigt over de statslige interesser 2013".

"Der skal fortsat satses på byomdannelse, herunder anvendelse af de nye muligheder for at udlægge byomdannelsesområder og omdanne udtjente erhvervsområder til blandede byområder med boliger, erhverv, institutioner, centerfunktioner og rekreative arealer. Målet er, at en væsentlig del af nybyggeriet sker på tidligere byarealer, og at behovet for at inddrage nye arealer i byzonen reduceres."

Ansøger argumenterer for, at tæt-lave boliger med en beliggenhed i tæt by er mere efterspurgte.

Fagenheden vurderer, at området, der er omkranset af by i dag, kan indeholde nogle meget attraktive åben-lave boliggrunde. Det vil være jordspild at benytte arealet til én bolig.

Redegørelsen til retningslinje 1.2.1 indeholder følgende målsætning:

"Formålet med at sikre klare grænser mellem by og land og dermed hindre spredt byudvikling er at værne om landskabelige værdier, bykvaliteter og hensyn til landbrugserhvervets produktionsvilkår. Der skal derfor udvises tilbageholdenhed med nyudlæg af arealer til byformål, hvor den eksisterende rummelighed forekommer tilstrækkelig."

Naturstyrelsen holder kommunen fast på, at det samlede areal udlagt til byudvikling i Hjallerup skal holdes indenfor et afgrænset antal ha i hele planperioden. Arealet fremgår i kommuneplanens retningslinje retningslinje 1.2.2. og skal forhandles med Naturstyrelsen i forbindelse med et kommuneplantillæg for Hjallerup. Grænsen er p.t. 31 ha, som allerede er udlagt, heraf 30,4 ha til erhverv. .

Fagenheden for Teknik og Miljø bemærker, at arealet i stedet kunne udlægges til 5-7 åben-lave boliger. Det vil forudsætte en ny lokalplan.

Lokalplan 10-45 kan ophæves af Byrådet efter planlovens § 33 stk. 1 nr. 2 "§ 33.

Byrådet kan beslutte at ophæve

  1. byplanvedtægter og lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig,

  2. byplanvedtægter og lokalplaner for byzoner og sommerhusområder, når udviklingen inden for byplanvedtægtens eller lokalplanens område ikke længere gør det muligt at administrere tilladelser m.v. uden anvendelse af § 14 (§ 14 forbud) og § 19 (dispensation), idet områdets hidtidige status opretholdes."

Der skal gennemføres en høring af ejeren i 8 uger. Forslag om ophævelse skal derefter offentliggøres i 8 uger, før der kan træffes beslutning om ophævelse af lokalplanen.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Byrådet tager stilling til,

  • om lokalplan 10-45 skal ophæves og at høringen af ejer i 8 udelades efter aftale med ansøger, hvis Byrådet ønsker at ophæve lokalplan 10-45.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Der afholdes møde med ansøger.

Bilag

Til toppen


6. Behandling af indsigelser mod opstilling af husstandsvindmølle på Tolstrupvej 102, Brønderslev


Resume

Sagsforløb: MT

Ejer af ejendommen Tolstrupvej 102, Brønderslev, har søgt om landzonetilladelse til opstilling af en husstandsvindmølle indenfor 200 m fra byzonen vest for Brønderslev. Efter kommuneplanens retningslinje 4.3.6 må husstandsvindmøller ikke opstilles nærmere end 200 m fra byzone. Der er kommet indsigelse fra ejere af 27 ejendomme.

Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om der skal meddeles afslag på opstilling af husstandsvindmølle.

Sagsfremstilling

Ejer af ejendommen Tolstrupvej 102, Brønderslev, har søgt landzonetilladelse til opstilling af en husstandsvindmølle ved ejendommen, der ligger indenfor 200 m fra byzonen ved Asgård i Brønderslev. Arealet hvor Tolstrupvej 102 blev opført i 2011 ligger meget åbent på et ret skrånende terræn, Efter kommuneplanens retningslinje 4.3.6 må husstandsvindmøller ikke opstilles nærmere end 200 m fra byzone. Husstandsvindmøllen er ansøgt opstillet ca. 164 m fra byzonegrænsen.

Husstandsvindmøller er i vindmøllecirkulæret fortolket som vindmøller, der står i nær tilknytning til eksisterende bebyggelser. Det er således kun hustandsvindmøller, der overholder definitionen, der er undtaget fra kravet om kommuneplanretningslinjer og lokalplan:

"Undtaget fra stk. 2 er opstilling af husstandsmøller med en totalhøjde på op til 25 m i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygningsanlæg." Nær tilknytning til eksisterende bebyggelse er i retningslinje 4.3.6 og i flere afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet fastsat til 20 m.

Vindmøllecirkulæret § 5. "Ved behandlingen af ansøgninger om tilladelse til opstilling af vindmøller efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning skal der tages størst muligt hensyn til nabobeboelser og til de øvrige interesser, der er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder natur, landskab, kulturhistoriske værdier og jordbruget, ligesom møllers forhold til andre tekniske anlæg i det åbne land skal vurderes."

Miljø- og Teknikudvalget har i 3 andre sager fastholdt, at husstandsvindmøller ikke kan opstilles væsentligt længere end 20 m fra eksisterende bygninger. Formålet med afstandskravet er, at bygningerne og vindmøllen opleves som én enhed afgrænset i forhold til det åbne land.

Der er kommet indsigelse fra ejere af 27 ejendomme i Asgård, indsendt gennem bestyrelsen for Ejerlauget Asgård. Indsigelserne henviser til, at afstandskravet i retningslinje 4.3.6 skal overholdes af hensyn til at undgå forringelse af udsigt og naturoplevelse samt risiko for støj fra den vestligt placerede vindmølle. Indsigelserne foreslår, at husstandsvindmøllen opstilles vest for bygningerne. Det vil betyde, at den placeres ca. 180 m fra byzone og til dels afskærmet af bygningerne på Tolstrupvej 102 set fra Asgård.

Ansøger har efter partshøring søgt om alternativ placering ca. 150 m nord for bygningerne. Fagenheden vurderer, at denne placering vil være i strid med § 2 i vindmøllecirkulæret. Der er ikke beskrevet en dispensationskompetence.

Vindmøller skal overholde vindmøllestøjbekendtgørelsens støjgrænser ved nærmeste bolig og opholdsareal hertil på henholdsvis 44 dB(A) ved 8 m/s og 42 dB(A) ved 6 m/s. Den valgte husstandsvindmølle overholder efter støjberegningen støjgrænsen i en afstand på 36 m fra vindmøllen. Der er ca. 196 m til nærmeste opholdsareal ved en bolig.

Hvis en anden placering skal tillades, skal der foretages fornyet naboorientering.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at der meddeles afslag på opstilling af alternativ 150 m fra eksisterende bygninger samt oprindeligt ansøgt placering grundet i områdets åbne karakter tæt ved byen og det kuperede landskab. Placeringen vil påvirke såvel udsynet fra Asgård, som indsigten til bygrænsen fra vest.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Fagenhedens forslag blev godkendt som foreslået.

Bilag

Til toppen


7. Ansøgning om igangsætning af planlægning for vindmøllepark ved Kjellingbro


Resume

Sagsforløb: MT/ØK

Brønderslev Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af vindmøllepark ved Kjellingbro, sydvest for Hjallerup.

Økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal igangsættes planlægning for projektet.

Sagsfremstilling

Brønderslev Kommune har den 20. december 2013 modtaget en ansøgning om opførelse af en vindmøllepark ved Kjellingbro, sydvest for Hjallerup.

Projektbeskrivelse

Forida Energy A/S ønsker i samarbejde med selskabet Wind1 at opstille i alt 10 møller ved Kjellingbro. Møllerne ønskes opstillet i to parallelle rækker i en øst-vestlig retning med en indbyrdes afstand på 465 meter mellem møllerne. Vindmøllerne vil have en totalhøjde på ca. 137 meter og hver enkelt mølle en effekt på 3,3 MW.


Vindmølleparken forventes at producere ca. 90 mio. kWh årligt, svarende til det årlige el-forbrug i ca. 22.500 enfamiliehuse med et gennemsnitligt årsforbrug på 4.000 kWh. Gennemførelse af projektet kan medføre en fortrængning af op til 650.000 ton CO² på 20 år.

Plangrundlag

Området er ikke udlagt til formålet i Kommuneplan 2013 - 2025. Gennemførelse af projektet forudsætter udarbejdelse af nyt plangrundlag med tilhørende VVM-redegørelse og miljøvurdering samt lokalplan. VVM-redegørelsen skal redegøre for en række forhold - herunder støjbelastning af naboer, skyggegener, landskabspåvirkning, påvirkning af naturen mv.

I forbindelse med VVM og kommuneplantillæg skal der afholdes fordebat i henhold til planlovens § 11g, stk. 2 og § 23c. En debatfolder, der beskriver projektet, udsendes i offentlig høring, hvor borgerne og andre interessenter har mulighed for at komme med ideer og forslag til planlægningsarbejdet samt forslag til andre forhold, som de mener bør belyses i VVM-redegørelsen. Vindmølleopstiller ønsker som alternativ projektet bestående af 2 x 7 møller beskrevet i debatoplægget, da dette vil give en bedre udnyttelse af arealet. I debatfasen afholdes et borgermøde.

Cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller samt kommuneplanens retningslinjer om vindmøller

Lyngdrupmøllerne mod sydøst er placeret ca. 2 km målt fra den sydøstligste mølle ved Kjellingbro. Der bør ifølge vindmøllecirkulæret og kommuneplanens retningslinje 4.3.4 være en afstand mellem vindmølleparkerne på 28 x møllernes totalhøjde, for at vindmølleparkerne kan opfattes som adskilte anlæg. Lokale forhold og resultat af visualiseringerne kan dog betyde, at afstandskravet kan fraviges. Umiddelbart vurderes afstanden at være så stor, at parkerne opfattes som adskilte anlæg. Der vil i VVM-redegørelsen foretages en nærmere vurdering af, om parkerne omfattes som adskilte anlæg ud fra yderligere visualiseringer.

Møllerne må ikke placeres nærmere nabobeboelser end 4 x møllens totalhøjde, jf. vindmøllecirkulæret § 2, stk. 3. Tre beboelser ligger indenfor denne afstand. Ansøger bekræfter, at der er indgået aftaler med ejerne af disse ejendomme om nedrivning/nedlæggelse af beboelserne.

Beskyttet natur, herunder forholdet til EU Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiver

Møllerne er projekteret i naturområdet ved Ravnstrup Kær på tværs af en kommuneplanudpegning som økologisk våd forbindelse, der bl.a. fungerer som ledelinje for trækkende fugle i landskabet. Den økologiske forbindelse forbinder østkysten via Bolle-Try enge med bl.a. St. Vildmose og vurderes at være et vigtigt led i den samlede økologiske funktionalitet af egnede raste- og forurageringsområder for særligt sårbare arter i regionen, herunder fuglearter, der er på udpegningsgrundlagene for Natura 2000 områder i landsdelen, samt flagermus (Habitatdirektivets Bilag IV).

De økologiske forbindelser skal sikre, at bestande af dyr og planter kan spredes i landskabet og udveksletilstrækkeligt med individer og gener til at fastholde en sund udvikling. Samtidig skal forbindelserne gøre det muligt for plante- og dyrearter at komme med nye levesteder, der skabes i landskabet. Planlægning og administration vedrørende arealanvendelsen og tilstanden skal forbedre levesteder og spredningsmuligheder for de dyr og planter, som forbindelsen skal sikre.

Der findes i forbindelse med den økologiske forbindelse og projektområdet endvidere arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 (søer, moser, enge). Ønsker man at ændre tilstanden af et beskyttet naturområde, skal man søge om dispensation hos kommunen. En eventuel dispensation kan påklages til Naturklagenævnet.

Fagenheden vurderer overordnet opstilling af vindmøller i området som uhensigtsmæssig i forhold til Danmarks forpligtigelser i forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet og Miljømålsloven, ligesom det skal vurderes konkret, hvorvidt der kan dispenseres fra naturbeskyttelsesloven. Endvidere skal det belyses, hvordan et eventuelt vindmølleprojekt vil kunne udformes, således at der leves op til kommuneplanretningslinjerne vedrørende økologiske forbindelser, samt hvorvidt eventuelle afværgeforanstaltninger vil kunne tilvejebringe kompensation for det habitat-tab, der vil være en konsekvens af realisering af projektet.

En vigtig problemstilling her vurderes at være at tilvejebringe gode overnatnings/rasteflader i området mellem østkysten og bl.a. St. Vildmose, dersom området ved Ravnstrup Kær/Kjellingbro bliver udlagt til vindmøllepark.

Bygherre skal derfor lade udføre en række undersøgelser i forhold til fugle og flagermus, der belyser fugle- og flagermus faunaens benyttelse af området, samt foretage en vurdering af betydningen af områdets samlede funktionalitet for faunaen set i relation til de kumulative effekter af denne og eksisterende vindmølleparker i regionen.

Påvirkning af landskabet

Arealer udpeget til særlig værdifulde landskaber i kommuneplanen skal så vidt muligt friholdes for inddragelse af arealer til formål, der kan skæmme landskabet. Større byggeri, vindmøller samt større veje og tekniske anlæg skal så vidt muligt undgås. To af møllerne opstilles indenfor udpegningen særligt værdifuldt landskab og parken som helhed grænser op til udpegningen. Det vurderes umiddelbart, at det særlige værdifulde landskab brydes væsentligt ved opstilling af møllerne. Landskabet fremstår meget fladt og åbent og vindmøllerne fremstår derfor meget markante og fremmed i landskabet.

Støj og skygge

Støjberegninger viser, at støjgrænserne er overholdt både for almindeligt og lavfrekvent støj.

Beregninger af skyggekast viser, at én af naboerne får mere end 10 timers skyggekast pr. år. Ansøger oplyser, at der vil påmonteres skyggestopmodul på møllerne, således at antallet af skyggetimer ikke vil overstige 10 timer pr. år.

Tidligere vindmølleprojekt ved Kjellingbro

I 2002 blev området ved Kjellingbro foreslået af det tidligere amt til vindmølleformål. I den forbindelse blev regionplantillæg nr. 92, der udpegede området til vindmølleformål, udarbejdet. Der var en del indsigelser mod regionplantillæg nr. 22, hvilket havde betydning for den afgørelse, der blev truffet i sagen. Tidligere Dronninglund Kommune gjorde indsigelse mod regionplantillægget for opstilling af vindmøller ved Kjellingbro, da de kun ønskede eet område i kommunen udlagt til vindmølleformål. På den baggrund blev lokalplanforslag 20-22 for vindmøllepark ved Kjellingbro henlagt. I stedet blev lokalplan 20-23 for vindmøllepark ved Gretterholt vedtaget.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Økonomiudvalget tager stilling til om planlægning for vindmølleparken ved Kjellingbro kan igangsættes. Herunder at der udsendes en debatfolder i foroffentlig høring iht. planlovens § 11g, stk. 2 samt § 23c.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Udvalget indstiller planlægning for projektet igangsat, idet mulighederne for opstilling af 2 x 5 vindmøller og 2 x 7 vindmøller indgår i fordebatten.

Johannes Trudslev (A) ønsker ikke sagen igangsat.

Bilag

Til toppen


8. Ansøgning om dispensation fra lokalplan for autogenbrug, Teglværksvej 1, Brønderslev


Resume

Sagsforløb: MT

Ejer af virksomheden på Teglværksvej 1, Brønderslev, søger om dispensation fra lokalplan 1942-01, der bestemmer at området nærmest Ålborgvej foran hallen ikke må anvendes til andet end rekreativt areal. Der søges om opstilling af salgsklare biler.

Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om der kan meddeles dispensation.

Sagsfremstilling

Ejer af virksomheden Brønderslev Autogenbrug A/S søger om dispensation fra lokalplan 1942-01, § 3.4, således at delområde V nærmest Ålborgvej må anvendes til opstilling af salgsklare biler.

§ 3.4 fastlægger at området kun må anvendes til rekreative formål, og ikke må bebygges eller på anden vis ændres. Mellem område V og selve lagerpladsen findes en bygning, der afskærmer pladsen. Resten af virksomheden er omkranset af volde.

Lokalplanens § 3.4 er begrundet i ønsket om at sikre en grøn afgrænsning af virksomheden set fra offentlig vej. Lokalplanen fastlægger, at der skal plantes et plantebælte nærmest Ålborgvej og dette læbælte er plantet, men planterne er endnu meget lave. På grund af Ålborgvejs høje beliggenhed og plantebæltets lave højde, vil delområde V i lang tid fremover være synligt hen over plantebæltet.

Virksomheden har gennemgået en stor renovering, og udseendet mod Ålborgvej er blevet ændret i meget positiv retning.

Der er gennemført en naboorientering for alle beboere på Teglværksvej, og der er ikke kommet indsigelser.

Fagenheden for Teknik og Miljø bemærker, at der er en planlægningsmæssig interesse i at bevare arealerne ved indkørslen til Brønderslev by i en ryddelig og grøn stand. Lokalplanens fastholdelse af arealet til grønt areal i § 2 understøtter dette.

Håndhævelse af vilkår om områdets anvendelse

Vilkår om fjernelse af nemt flytbare genstande kan være meget svære at håndhæve. Forholdene kan ændre sig fra dag til dag, og hver sag skal varsles og påbydes særskilt.

Der har været en tilsvarende problematik omkring håndhævelsen af vilkår i § 3.5 om kundeparkering i delområde VI på virksomheden.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Miljø- og Teknikudvalget afvejer fordele og ulemper ved det ansøgte, før det besluttes, om der kan meddeles dispensation fra § 3.4.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Der afholdes møde med ansøger. Sagen genoptages på næste møde.

Bilag

Til toppen


9. Sti på Nordre Ringgade i Dronninglund


Resume

En borger anmoder om at få etableret sti på begge sider af Nordre Ringgade i Dronninglund ved krydset Kirkevej og Nordre Ringgade.

Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om stierne skal etableres.

Sagsfremstilling

En borger anmoder om at få etableret et lille stykke sti på begge sider af Nordre Ringgade i Dronninglund ved krydset Kirkevej og Nordre Ringgade, så gående og cyklister på Kirkevej kan krydse Nordre Ringgade vinkelret.

Ved anlæg af Nordre Ringgade blev Kirkevej forsat. En sti langs Nordre Ringgade vil give de gående og cyklister bedre forhold ved krydsningen af Nordre Ringgade fra Kirkevej.

I området ved krydset Kirkevej og Nordre Ringgade ligger bl.a. Dronninglund Slot, Dronninglund Kunstcenter, Dronninglund Golfklub og Dronninglund Rideskole, som en stor del af året sammen med motionister skaber mange gående og cyklister.

Den nye rekreative sti fra Bøgevangen langs Nordre Ringgade til Kirkevej åbner snart. Stien er beliggende på golfbanens areal. Anlæg af den ansøgte sti vil skabe god sammenhæng mellem den nye rekreative sti og Kirkevej.

Stien anlægges i den sydlige side af Nordre Ringgade, da der her er mulighed for at lave en skillerabat mellem kørebane og sti på minimum 2 meter. En dobbeltrettet rekreativ sti i grus skønnes at koste ca. 20.000 kr.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Færdselssikkerhedsudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes, og at stien medtages på Miljø- og Teknikudvalgets prioriteringsliste for anlægsprojekter for 2014.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Indstilling

Færdselssikkerhedsudvalget, 9. december 2013, pkt. 5:

Godkendt som indstillet.

Beslutning

Udvalget besluttede at medtage projektet i.f.m. prioriteringen af Miljø- og Teknikudvalgets anlægsprojekter for 2014.

Bilag

Til toppen


10. Orientering fra møde i Færdselssikkerhedsudvalget den 9. december 2013


Resume

Sagsforløb: MT

Orientering fra møde i Færdselssikkerhedsudvalget den 9. december 2013.

Sagen fremsendes til Miljø- og Teknikudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

Orientering fra møde i Færdselssikkerhedsudvalget den 9. december 2013.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Miljø- og Teknikudvalget tager orienteringen til efterretning.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

Til toppen


11. Høring af NT´s forslag til køreplan 2014/2015


Resume

Sagsforløb: MT

Nordjyllands Trafikselskab fremsender oplæg til endelig høring af køreplan 2014gældende fraden 29. juni 2014 til den27. juni 2015 med høringsfrist frem til 21. februar 2014.

Oplægget er præget af, at Region Nordjylland i 2014 har været nødsaget til at reducere nettoudgifterne på de regionalt finansierede busruter med 2,8 mio. kr. Køreplanændringerne vil medføre markante serviceforringelser for Serritslev området, som fra sommerferien ikke busbetjenes i weekenderne.

Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om NT´s oplæg til endelige køreplan for 2014-15 kan godkendes.

Sagsfremstilling

Nordjyllands Trafikselskab (NT) fremsender oplæg til endelig høring af køreplan 2014gældende fraden 29. juni 2014 til den27. juni 2015 med høringsfrist frem til 21. februar 2014.

Køreplanoplægget er i år præget af, at Region Nordjylland af budgetmæssige årsager i 2014 har været nødsaget til at reducere nettoudgifterne på de regionalt finansierede busruter med 2,8 mio. kr.

Besparelserne berører primært de ruter, der løber parallelt med banen og X-bus ruter. I Brønderslev kommune drejer det sig om rute 72, Aalborg - Brønderslev - Hjørring, rute 73, Aalborg - Sæby - Frederikshavn, og rute 74, Aalborg - Asaa - Sæby. På enkelte andre regionale ruter reduceres ture med lav benyttelse.

Rute 72, der kører parallelt med toget, opdeles i en sydlig gren, 72 Aalborg – Brønderslev, hvor betjeningsniveauet stort set opretholdes uændret, og i en nordlig del, 202 Hjørring – Brønderslev, hvor betjeningen mellem stationsbyerne reduceres markant. På den nordlige del opretholdes kun et minimum af afgange, samt på skoledage de afgange, der er nødvendige for uddannelsessøgende og skoleelever fra de små byer Harken og Serritslev, der ikke er banebetjente. I weekenden nedlægges busbetjeningen. Den størstedel af brugerne, der bor i stationsbyerne henvises til tog, og passagerer fra de små byer henvises til Flextur.

Betjeningsomfanget på den nye rute 202 vil svare til rute 203, der kører i ”baglandet” mellem

Brønderslev og Hjørring, og som ligeledes kun kører af hensyn til uddannelsessøgende.

På rute 74, Aalborg – Asaa – Sæby, nedlægges to formiddagsture i hver retning mellem Asaa og Dronninglund på hverdage, idet afgangene har relativt få passagerer, og strækningen tillige betjenes af 974X. Aalborg afgang kl. 9.15 og kl. 11.15 på hverdage nedlægges fra Dronninglund til Aså. Aså afgang kl. 10.57 og kl. 13.05 driftsættes først fra Dronninglund. Aså afgang kl. 21.15 og Aalborg afgang kl. 22.15 nedlægges på ikke-skoledage. Der er afgange en time før og en time efter.

På rute 73 nedlægges afgangene søndage fra Sæby kl. 7.30 og søndage fra Frederikshavn kl. 23.37. En ekstratur pr. eftermiddag på skoledage nedlægges fra Frederikshavn til Sæby

Syd.

Køreplanerne for de lokale ruter og enkelte regionale ruter, som også servicerer skolerne er ikke med i det fremsendte køreplanoplæg, idet denne planlægning afventer lovgivningen omkring skolereformen, som medfører større skemaomlægninger med eventuelle behov for ændring af ringetiderne. Byrådets beslutning i budget 2014 om, at der kun skal være 2 eftermiddagsafgange fra skolerne efter sommerferien 2014, skal ligeledes indarbejdes i den videre køreplanlægning af lokalruterne

NT henviser i høringsmaterialet til deres hjemmeside, hvor de har kommenteret indkomne køreplanforslag og viser køreplanerne på de enkelte ruter. Fagenheden for Teknik og Miljø har samlet køreplanoplæggende for ruterne i Brønderslev kommune med NT´s kommentarer i et særskilt notat.

Fagenheden for Teknik og Miljø vurderer, at køreplanændringerne vil medføre markante serviceforringelser for Serritslev området, som fra sommerferien ikke busbetjenes i weekenderne. Den korte høringsfrist medfører, at en eventuel høring af lokalbefolkningen skal ske med kort høringsfrist.

Jørn K. Kristensen deltager på mødet.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Miljø og Teknikudvalget drøfter køreplanoplægget, og tager stilling til om forslagene til køreplanændringer skal sendes i høring hos lokalbefolkningen.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Økonomi

Økonomiafdelingen har ingen bemærkninger.

Beslutning

Jørn K. Kristensen deltog i behandlingen af punktet og orienterede om konsekvenserne af de foreslåede serviceforringelser på det kollektive trafikområde. Udvalget udtrykte store betænkeligheder ved de markante serviceforringelserne i især Serritslev området. Høringssvar sendes til NT.

Bilag

Til toppen


12. Frigivelse af anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. til energirenovering af gadebelysning


Resume

Sagsforløb: MT/ØK/BY

Fagenheden for Teknik og Miljø har i samarbejde med Nyfors udarbejdet forslag til renovering af gadebelysningsanlæggene i 2014. Projekterne omfatter primært udskiftning af gamle energitunge armaturer samt modernisering af gamle tænd- og styresystemer. Enkelte af projekterne er udpeget for koordinering med Brønderslev forsynings kloakprojekter.

Byrådet skal tage stilling til, om der kan frigives en anlægsbevilling på 1.200.000 kr. til etablering af energibesparende projekter på gadebelysningen.

Sagsfremstilling

Fagenheden for Teknik og Miljø har i samarbejde med Nyfors udarbejdet forslag til renovering af gadebelysningsanlæggene i 2014. Renoveringsprojekterne omfatter udskiftning af gamle energitunge armaturer til lavenergi LED armaturer, herunder følgeudgifter ved omkobling, hvor luftledningsnet kabellægges. I forslaget er der også medtaget en fortsat udfasning af de ca. 200 decentrale tændsystemer med særskilte ure og fotoceller til en central styreenhed, hvor de tilsluttede gadelamper styres fra en computer med tilsluttet tidsstyring og fotocelle.

Jørn K. Kristensen deltager på mødet.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Byrådet meddeler anlægsbevilling på 1.200.000 kr. til etablering af energibesparende foranstaltninger på gadebelysningen. Bevillingen foreslås finansieret af rådighedsbeløbet for energibesparende foranstaltninger.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Økonomi

Økonomiafdelingen har ingen bemærkninger, da anlægsbevillingen er indeholdt i rådighedsbeløbet for energibesparende foranstaltninger.

Beslutning

Jørn K. Kristensen deltog i behandlingen af punktet og orienterede om driften af gadelysområdet samt processen vedr. et nyt EU-udbud af gadelysområdet i 2014.

Fagenhedens forslag indstilles godkendt som foreslået. Der afholdes snarest temamøde for udvalget vedr. indholdet af nyt udbud af gadelysområdet.

Bilag

Til toppen


13. Ny ansøgningsrunde for Grøn Ordning


Resume

Sagsforløb: MT

Ny ansøgningsrunde for Grøn Ordning kan igangsættes. Vindmøllerne ved Pulsen og Ø. Linderup er nettilsluttet, og midlerne herfra kan nu uddeles.

Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om ansøgningsrunden skal igangsættes efter beskrevne tidsplan.

Sagsfremstilling

Ny ansøgningsrunde for Grøn Ordning kan igangsættes.

Grøn Ordning har til hensigt at skabe lokal accept af opstillinger af nye vindmøller på land. Ordningen medfører, at kommunen opsparer et beløb svarende til 88.000 kr. pr. MW vindmølleenergi, der nettilsluttes i kommunen, i en pulje, der administreres af Energinet.dk.

Vindmøllerne ved Pulsen og Ø. Linderup er nettilsluttet, og kommunen kan nu ifølge VE-lovens § 18 uddele midlerne fra disse møller til:

  • anlægsarbejder til styrkelse af landskabelige eller rekreative værdier i kommunen og

  • kulturelle og informative aktiviteter i lokale foreninger mv. med henblik på at fremme accepten af udnyttelsen af vedvarende energikilder i kommunen.

Derudover har Byrådet den 24. november 2010 godkendt et administrationsgrundlag, der beskriver Brønderslev Kommunes kriterier for uddeling af midler efter Grøn Ordning. En revision af administrationsgrundlaget er sendt til godkendelse ved Byrådet den 26. februar 2014.

Midler til rådighed

Brønderslev Kommune kan efter nettilslutningen af vindmøllerne ved Pulsen og Ø. Linderup uddele følgende midler:

Pulsen 1.584.000 kr.
Ø. Linderup 704.000 kr.
Resterende fra tidligere uddeling 30.258 kr.
I alt 2.318.258 kr.

Tidsplan
Ansøgningsrunden for Grøn Ordning 2014 forventes at blive annonceret på kommunens hjemmeside samt i pressen i uge 7. Foreninger i lokalområderne ved Pulsen og Ø. Linderup kontaktes direkte i forbindelse med ansøgningsrunden.

Ansøgningsfrist forventes at være den 11. april. Derved kan fagenheden gennemgå ansøgningerne inden de bliver præsenteret på det Grønne Råds maj-møde. Det Grønne Råd kan give en vejledende udtalelse om prioriteringen af de ansøgte projekter.

Miljø- og Teknikudvalget forventes på møde den 2. juni 2014 at beslutte, hvilke projekter midlerne skal tilgå.

Fagenheden for Teknik og Miljø foreslår, at Miljø- og Teknikudvalget tager stilling til om ansøgningsrunden for Grøn Ordning skal igangsættes efter beskrevne tidsplan.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Udvalget ønsker en nærmere drøftelse af administrationsgrundlaget før ny ansøgningsrunde iværksættes.

Til toppen


14. Orientering


Resume

Sagsforløb: MT

Beslutning
  • Invitation fra Nordjyllands Trafikselskab om deltagelse i temamøde for udvalget

  • Møde med LandboNord den den 5. februar 2014

  • Møde med entreprenør vedr. byggeri på Banegårdspladsen den 5. februar 2014

  • Møde i det Grønne Råd den 5. februar 2014

  • Koordineringsmøde mellem kommunen og Brønderslev Forsyning den 12. februar 2014

  • Status på sag om biogasanlægget Krogenskær

  • Møde om vandplaner den 7. februar 2014 i Aabybro

  • Møde med taxavognmænd i forbindelse med næste udvalgsmøde

Til toppen

Opdateret 22. september 2016
Ansvarlig redaktør: Karsten Bach