Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Beskæftigelsesudvalget - Referat

Dato: 2. juni 2014
Lokale: Mødelokale 219, Brønderslev Rådhus
Tidspunkt: Kl. 14:00


Indholdsfortegnelse



1. Fraværende


Resume

Sagsforløb: BE

Sagsfremstilling

Fraværende.

Beslutning

Martin Bech deltog ikke i behandlingen af punkt 1-7.

Til toppen


2. Bemærkninger/ændringer til dagsordenen


Resume

Sagsforløb: BE

Sagsfremstilling

Bemærkninger/ændringer til dagsordenen.

Beslutning

Ingen.

Martin Bech var fraværende.

Til toppen


3. Budgetopfølgning 1 pr. 31. marts 2014


Resume

Sagsforløb: BE/BS/MT/SS/ÆO

Økonomiafdelingen har i samarbejde med øvrige stabe og fagenheder udarbejdet Budgetopfølgning 1 pr. 31. marts 2014.

Budgetopfølgningen udviser forventede nettomerudgifter på i alt4,5 mio. kr. for hele 2014 i Brønderslev Kommune.

Sammen med budgetopfølgningen er vedlagt status vedr. UngeCentret samt status på aftalepunkter, der blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2014.

Sagsfremstilling

Ifølge Principper for økonomistyring udarbejder Økonomiafdelingen kvartalsvise budgetopfølgningsrapporter til Forretningsledelsen, der fremsender budgetopfølgningen til Fagudvalg og Økonomiudvalg/Byråd. Budgetopfølgningsmaterialet udarbejdes på alle politikområder.

Budgetopfølgning 1 viser, at der pt. forventes følgende budgetafvigelser:

Serviceudgifter 13.215.000
Overførselsudgifter -7.540.000
Finansiering -1.139.000
Netto 4.536.000

Pr. 1. januar 2014 blev UngeCentret etableret. Dermed varetages anbringelsesområdet (0-18 år) fremover i to forskellige organisatoriske enheder og budget/regnskab vil fremgå på to forskellige politikområder. For at sikre sammenhængen i anbringelsesområdet, ses området i denne budgetopfølgning under ét.

Budgetopfølgning 1 viser, at der er særlige udfordringer på handicap- og psykiatriområdet i forhold til at opnå de forventede budgetreduktioner, der er indarbejdet i Budget 2014 som en del af flerårsaftalen. Med de merudgifter der forventes på området, ser udfordringen aktuelt ud til at udgøre ca. 13,8 mio. kr., der skal hentes i løbet af 2014.

En uddybende forklaring på afvigelserne inden for fagudvalgets politikområder fremgår af vedlagte bilag.

Byrådet har den 21. marts 2012 vedtaget en opstramning af økonomistyringsprincipperne med det formål at undgå kassefinansierede tillægsbevillinger på de kommunale serviceudgifter.

Hvert fagudvalg er omfattet af rammestyring som det bærende princip. Det betyder, at fagudvalgene på områder, hvor udgifterne skrider, har en forpligtelse til at anvise finansiering af ikke budgetterede merudgifter inden for fagudvalgets områder.

Viser den samlede budgetopfølgning for et fagudvalgsområde et udgiftsskred på serviceudgifterne, skal budgetopfølgningen følges af forslag til kompenserende besparelser inden for udvalgets område. Kan et eventuelt udgiftsskred ikke dækkes i budgetåret, eller er der ikke politisk ønske om at realisereforslagene til kompenserende besparelser, kan der ske overførsel af ikke budgetteret merforbrug, således at merforbruget afvikles over max. 3 år i henhold til en af fagudvalget udarbejdet handleplan.

Endvidere er vedlagt et statusnotat vedr. UngeCentret. Notatet beskriver hvilke budgetomplaceringer, der nu foretages mellem de forskellige politikområder. Derudover forslag til håndtering af en række temaer, der skal afklares i forhold til styringen af området.

Der er ligeledes vedlagt et statusnotat på aftalepunkter, der blev besluttet i forbindelse med Budget 2014.

Fagudvalgene har behandlet budgetopfølgningen i møderne i april/maj måned med følgende beslutninger:

Ældreomsorgsudvalget den 30. april 2014

Tages til efterretning.

Miljø- og Teknikudvalget den 5. maj 2014

Budgetopfølgningen blev uddelt, gennemgået og taget til efterretning.

Beskæftigelsesudvalget den 5. maj 2014

Der blev udleveret revideret udgave af budgetopfølgningen.

Taget til efterretning.

Børne- og Skoleudvalget den 6. maj 2014

Udvalget blev orienteret om den reviderede budgetopfølgning, som Forretningsledelsen foreslår.

Taget til efterretning.

Social- og Sundhedsudvalget den 7. maj 2014

Udvalget indstiller, at tomgangshusleje vedrørende Tygelsgade ikke afholdes af Social- og Sundhedsudvalget.

Udvalget ønsker i forlængelse af tidligere fremsendte sager, at der bliver tilført øgede ressourcer til Visitationen, således at de besparelser, der er indarbejdet i flerårsaftalen, kan udmøntes.

Johannes Trudslev var fraværende.

Fritids- og Kulturudvalget den 8. maj 2014

Til efterretning.

Forretningsledelsen behandlede budgetopfølgningen den 6. maj 2014 med følgende bemærkninger:

Da der er vanskeligheder med at nå de udmeldte mål i Flerårsaftalen i 2014 anbefales det, at der hurtigst muligt iværksættes en opnormering i Visitationen/Ungecentret som skal målrettes udmøntning af Flerårsaftalen og at der løbende afrapporteres på effekten af indsatsen.

En stor del af budgetproblemerne kan henføres til udgifter på flere dyre enkeltsager, hvorfor det fortsat er vigtigt at arbejde med at reducere udgifterne på de dyre enkeltsager, som det også blev understreget på byrådet strategiseminar i foråret.

Det anbefales, at den igangværende niveautilpasning på BPA-området gennemføres i lyset af de høje udgifter på området, og at der arbejdes på at tilpasse til landsgennemsnittet. Samtidig anbefales det, at det undersøges hvilke serviceændringer, der skal eller kan foretages på ældreområdet, hvis området selv skal dække merudgifterne på området.

Endvidere bemærkes det, at der kun resterer 685.000 kr. i anbringelsespuljen til resten af året, hvorfor det er vigtigt nøje at følge og styre området i resten af året. Endvidere gøres opmærksom på, at analysen på det specialiserede børneområde på længere sigt bør kunne påvirke udgiftsudviklingen på dette område.

Endeligt tyder det på en betydelig overskridelse af servicerammen, der kan medføre sanktioner, hvis kommunerne under et ikke overholder servicerammen. Det anbefales derfor, at landstendensen følges meget tæt, og såfremt det tyder på, at servicerammen på landsplan kommer under pres, må der hurtigt laves tiltag, som reducerer serviceudgifterne. Det skal understreges, at 5 mio. kr. af overskridelsen på servicerammen skyldes, at mentorordningen på beskæftigelsesområdet som følge af krav fra revision skal konteres på serviceudgifter frem for som i dag på overførselsudgifter.

Stabschefen for Økonomi, Personale og IT foreslår, at Økonomiudvalget drøfter budgetopfølgningen og godkender budgetomplaceringer i henhold til notatet om status på Ungecenter Brønderslev.

Indstilling

Økonomiudvalget, 14. maj 2014, pkt. 4:

Økonomiudvalget ser med stor alvor på forventet overskridelse af servicerammen, derfor forventes det, at alle fagudvalg udviser tilbageholdenhed, således reel servicerammeoverskridelse bliver 0.

Byrådet, 21. maj 2014, pkt. 7:

Godkendt.

Fraværende:

Ole Bruun (Emma Lyng Svensson mødt)

Sagsfremstilling til fagudvalgenes behandling på møderne i juni måned 2015:

I forlængelse af Økonomiudvalgets og Byrådets behandling af budgetopfølgningen, fremsendes budgetopfølgningen til fornyet drøftelse i alle fagudvalg.

Dette med henblik på at drøfte mulighederne for at udmønte Byrådets beslutning om, at det forventes, at alle fagudvalg udviser tilbageholdenhed, således at den reelle servicerammeoverskridelse, der i budgetopfølgningen udgør 13,2 mio. kr., reduceres til 0.

Beslutning

Udvalget er opmærksom på problematikken omkring servicerammen.

Martin Bech var fraværende.

Til toppen


4. Udarbejdelse af afdækningskatalog for Beskæftigelsesudvalgets område


Resume

Sagsforløb: BE

I henhold til budgetproceduren for arbejdet med Budget 2015 skal der udarbejdes afdækningsforslag, der skal afhjælpe de økonomiske udfordringer i budget 2015, herunder også for overførselsudgifterne og de specialiserede områder.

Beskæftigelsesudvalget skal drøfte forslag til temaer, der skal indgå i fagudvalgets afdækningskatalog.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget godkendte den 13. marts 2014 forslag til budgetprocedure for arbejdet med Budget 2015.

I henhold til budgetproceduren skal der udover det igangsatte arbejde med forslag til strukturændringer også udarbejdes afdækningsforslag, der skal afhjælpe de økonomiske udfordringer i budget 2015, herunder også for overførselsudgifterne og de specialiserede områder.

Arbejdet med forslag til strukturændringer og afdækningsforslag hænger tæt sammen. Det betyder, at såfremt der indenfor fagudvalgets område ikke arbejdes med større forslag til strukturændringer, betyder det, at de vedtagne sparekrav i stedet skal findes via afdækningskataloger som kendt fra tidligere budgetår.

Med udgangspunkt i de økonomiske udfordringer for kommunen, er der i budgetproceduren lagt op til, at der i 2015 skal spares 4% på serviceudgifterne. I forhold til årene 2016-2018 er det foreslået, at der opereres med yderligere årlige sparepuljer på 2%. Hermed kan der for hvert udvalgsområde udmeldes et samlet sparekrav for hvert år i de kommende 4 år.

I de enkelte fagudvalgs spareramme, tages højde for de områder, som allerede har indarbejdet planer for langsigtet udmøntning af besparelser, det gælder følgende:

  • Flerårsaftalen på Handicap- og Psykiatriområdet

  • Aftale om digitalisering og velfærdsteknologi

  • Energibesparelser som følge af ESCO-projektet.

Samlet set betyder det følgende sparekrav pr. udvalgsområde:

Serviceudgifter Sparekrav
2015 2016 2017 2018
Økonomiudvalget 303.961 9.427 13.776 19.855 25.934
Børne- og Skoleudvalget 528.158 21.126 31.689 42.253 52.816
Fritids- og Kulturudvalget 56.558 2.262 3.393 4.525 5.656
Beskæftigelsesudvalget* 90.651 3.626 5.439 7.252 9.065
Ældreomsorgsudvalget 284.805 10.652 15.608 21.304 27.001
Social- og Sundhedsudvalget* 178.409 2.879 2.191 2.066 5.634
Miljø- og Teknikudvalget 61.458 2.458 3.687 4.917 6.146
I alt 1.504.000 52.432 75.784 102.171 132.251

* Der skal korrigeres for fordeling af flerårsaftalen mellem handicap- og psykiatriområdet og Ungecenteret

Økonomiafdelingen foreslår at udvalget drøfter temaer, der skal indgå i fagudvalgets afdækningskatalog.

Personalemæssige konsekvenser

Kendes ikke pt.

Indstilling

Beskæftigelsesudvalget, 5. maj 2014, pkt. 10:

Fagenheden udarbejder oplæg til næste møde.

Sagsfremstilling til Beskæftigelsesudvalgets møde den 2. juni 2014:

Beskæftigelsesudvalget skal komme med forslag til afdækninger i 2015 på 4% af serviceudgifterne = i alt 3,626 mio. kr. Det bemærkes, at der vil ske ændringer i dette beløb, da budgettet til UngeCentret ikke er endeligt på plads endnu.

Der er p.t. udarbejdet følgende forslag vedr. serviceudgifterne:

Forslag nr. Titel Afdækning
1. UngeCenter – plejefamilier, opholdssteder og forebyggende foranstaltninger 1.754.000
2. UngeCenter – boligplacering 1.000.000
3. UngeCenter – Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU) 825.000
4. Jobcenter – Løn til forsikrede ledige ansat i kommunen 47.200
Serviceudgifter i alt 3.623.200

På overførselsudgifterne har Beskæftigelsesudvalget godkendt samarbejde med ISU, om indsats for de længerevarende kontanthjælpssager for borgere over 30 år. Der arbejdes endvidere på en tidlig indsats for at forebygge langvarige kontanthjælpsforløb. Fagenheden for Beskæftigelse vurderer, at disse indsatser kan reducere udgifterne til kontanthjælp med ca. 3 mio. kr. i 2015.

Beslutning

Der arbejdes videre med afdækningskatalogerne.

Der blev udleveret oversigt over organisation og opgaver i Fagenheden for Beskæftigelse – juni 2014.

Martin Bech var fraværende.

Bilag

Til toppen


5. Nordjyske ledighedstal for marts 2014


Resume

Sagsforløb: BE/LBR

Tallene er for marts 2014 og viser, at antallet af fuldtidsledige i Brønderslev Kommune er faldet med 16,3% i forhold til marts 2013. I marts 2014 var der 870 fuldtidsledige.

Sagen fremsendes til Beskæftigelsesudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

De nordjyske ledighedstal for marts måned 2014 viser, at ledigheden fortsætter med at falde i Nordjylland. I forhold til marts 2013 er den Nordjyske ledighed faldet med 8,8%.

Det svarer til 1.525 færre ledige nordjyder. Ledigheden på landsplan er faldet med 12,8%. I Nordjylland er ledighedsprocenten nu på 6,1%. For hele landet er den 5,7%.

I Brønderslev Kommune er der ligeledes faldende ledighed. I marts måned var der 870 ledige.

Det betyder at der har været et fald på 16,3% (169 ledige) det senest år. Tallene viser, at ledigheden i Brønderslev Kommune ligger under den regionale ledighed. Ledigheden lå i marts 2014 på 5,8%.

På regionalt plan ses det største procentvise fald i ledigheden blandt Metals medlemmer. Her er ledigheden næsten faldet med en fjerdedel det seneste år. Antalsmæssigt er det 3F, der har haft det største fald i ledigheden. I marts 2014 var der 819 færre ledige end året før. Tallene fra Beskæftigelsesregionen viser, at der fortsat er flest ledige mænd, men det er også her, ledigheden falder mest. I Brønderslev Kommune er mønstret det samme.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget tager sagen til orientering.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Martin Bech var fraværende.

Bilag

Til toppen


6. Ledighedstal for jobcenter og ungecenter marts 2014


Resume

Sagsforløb: BE/LBR

Beskæftigelsesudvalget orienteres ved hvert møde om udviklingen i antallet af fuldtidspersoner i UngeCenter og Jobcenter.

Sagen fremsendes til Beskæftigelsesudvalget til orientering

Sagsfremstilling

Oversigten viser antallet af fuldtidspersoner på de enkelte ydelsesgrupper i Jobcentret og UngeCentret. Oversigten indeholder antallet af fuldtidspersoner det seneste år opgjort måned for måned. Det er data fra jobindsats.dk, der er anvendt i oversigten. Tallene er i hovedreglen 2-3 måneder "forsinkede". Det vil sige, at de seneste data er fra marts 2014. Tallene i jobindsats er dynamiske, hvilket betyder, at de også er opdaterede bagudrettet.

Dataene er bearbejdet, så der er udarbejdet en oversigt for UngeCentrets målgrupper samt en oversigt for Jobcentrets målgrupper. Førtidspensionister er ligeledes medtaget i statistikken.

Fagenheden for Beskæftigelse forslår, at Beskæftigelsesudvalget tager sagen til orientering.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Martin Bech var fraværende.

Bilag

Til toppen


7. Status på nytteindsats


Resume

Sagsforløb: BE

Nytteindsats er et nyt tiltag, som blev indført med kontanthjælpsreformen med virkning fra den 1. januar 2014. Nytteindsatsen er et redskab i opgaven med at aktivere ledige. Målgruppen er ressourcestærke ledige. I Brønderslev Kommune er der pt. oprettet 16 nyttejobstillinger, der henvises ledige til stillingerne fra uge 23.

Beskæftigelsesudvalget bedes tage sagen til orientering.

Sagsfremstilling

Der er pt. oprettet 16 nytteindsatsstillinger. 14 af stillingerne er indenfor børne- og skoleområdet og 2 af stillingerne er på ældreområdet. Opgaverne i stillingerne omfatter blandt andet:

  • Praktiske opgaver i daginstitutioner

  • Deltagelse i pædagogiske aktiviteter

  • Hjælp med lettere administrative opgaver i skolerne

  • Assistere lærerne i forbindelse med undervisning

  • Opgaver der knytter sig til opdatering af skolens IT

  • Praktiske opgaver og rengøringshjælp på plejehjem

Inden der kan oprettes nytteindsatspladser på en institutionen, skal det drøftes med tillids- eller medarbejderrepræsentanten på arbejdspladsen. Herudover skal der foreligge en skriftlig tilkendegivelse fra ledelsen på arbejdspladsen og en tillids- eller medarbejderrepræsentant. Siden jobcentret modtog stillingsbeskrivelserne ultimo april måned og i løbet af maj, er der indhentet blanketter med tillidsrepræsentantens underskrift. Ligeledes er det nødvendigt at indhente børneattester på de ledige, inden de kan henvises til nytteindsats indenfor børne- og skoleområdet.

De første ledige forventes henvist til nyttejobstillingerne i uge 23.

Fagenheden for Beskæftigelse forslår, at Beskæftigelsesudvalget tager sagen til orientering.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Der blev efterlyst nyttejob i Teknik- og Miljøudvalgets regi og i Fritids- og Kulturudvalgets regi.

Martin Bech var fraværende.

Til toppen


8. Beskæftigelsesplan 2015


Resume

Sagsforløb: BE/LBR

Fagenheden for Beskæftigelse har udarbejdet 1. udkast til Beskæftigelsesplan 2015. Beskæftigelsesplanen er udarbejdet på baggrund af temamødet mellem LBR og Beskæftigelsesudvalget den 5. maj 2014, Resultatrevisionen for 2013 samt Beskæftigelsesministerens mål for 2015.

Beskæftigelsesudvalget bedes drøfte 1. udkast til Beskæftigelsesplanen 2015.

Sagsfremstilling

I Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats §23 er det fastsat, at Kommunen hvert år skal udarbejde en Beskæftigelsesplan for den fremtidige beskæftigelsesindsats ud fra de rammer og mål, som Beskæftigelsesministeren fremsætter.

Beskæftigelsesplanen skal medvirke til at sikre sammenhæng mellem de beskæftigelsespolitiske udfordringer, de politiske mål og den overordnede strategiske prioritering og tilrettelæggelse af indsatsen.

De fire beskæftigelsespolitiske mål for 2015 er:

  1. Flere unge skal have en uddannelse – ”Jobcentrene skal sikre, at flere unge uden uddannelse starter på og gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse.”

  2. Langvarige modtagere af offentlig forsørgelse skal have en tværfaglig og sammenhængende indsats, der har sigte på en større tilknytning til arbejdsmarkedet – ”Kommunerne skal prioritere en forebyggende, tværfaglig og sammenhængende indsats, så den enkelte borgere kan blive hjulpet til en tilknytning til arbejdsmarkedet”

  3. Langtidsledigheden skal bekæmpes – ”Jobcentrene skal have fokus på at sikre en tidlig og forebyggende indsats overfor de ledige. Der er i risiko for at blive langtidsledige.”

  4. En tættere kontakt og styrket dialog med virksomhederne – ”Jobcentrene skal levere en proaktiv og systematisk hjælp til rekruttering af arbejdskraft, uddannelse og opkvalificering samt fastholdelse af medarbejdere.”

Beskæftigelsesplan 2015 er bygget op omkring de 4 ministermål. I relation til målene, er lokale udfordringer, centrale fokusområder og strategi for indsatsen i Brønderslev Kommune beskrevet.

Beskæftigelsesplanen bærer præg af de nye reformer, som sætter dagsordener og rammer for beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen i Brønderslev Kommune. Det stiller store krav til Jobcentret men også til de politiske prioriteringer i hele kommunen.

De nye reformers betydning

De nye reformer medfører en omdefinering af beskæftigelses- og uddannelsesindsatsen i Brønderslev Kommune. Beskæftigelses- og uddannelsesindsats er ikke mere et politikområde, som alene danner dagsordenen for Fagenheden for Beskæftigelse. Det griber derimod ind på adskillige politikområder i kommunen. Derfor har det betydning for en succesfuld implementering af reformerne, at kommunen omdefinerer hidtidige prioriteringer og sammensætter en helhedsorienteret indsats for de svageste borgere i uddannelses- og beskæftigelsessystemet. I det lange løb vil den samlede indsats give resultater på alle kommunens politikområder.

De nye reformer:

  • Januar 2013 trådte Førtidspensionsreformen i kraft

  • Januar 2014 trådte Kontanthjælpsreformen i kraft

  • Juli 2014 og januar 2015 træder Sygedagpengereformen i kraft

  • Januar 2015 forventes det, at Beskæftigelsesreformen træder i kraft

  • En reform af refusionssystemet er varslet og forventes i 2015 eller 2016

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at drøftelsen af 1. udkast af Beskæftigelsesplanen for 2015, tager udgangspunkt i de strategier og centrale fokusområder som er formuleret i beskæftigelsesplanen for 2015.

Planen for den videre behandling af beskæftigelsesplan 2015 er følgende:

  • 2. juni 2014: Beskæftigelsesudvalget førstebehandler Beskæftigelsesplanen

  • 10. juni 2014: LBR behandler Beskæftigelsesplanen og afgiver høringssvar

  • 18. august 2014: Beskæftigelsesudvalget andenbehandler Beskæftigelsesplanen. Beskæftigelsesplanen fremsendes herefter til Beskæftigelsesregion Nordjylland, der afgiver bemærkninger.

  • 9. september 2014: Beskæftigelsesplanen fremsendes til LBR til orientering

  • 10. september 2014: Beskæftigelsesplanen behandles i Økonomiudvalget

  • 17. september 2014: Beskæftigelsesplanen godkendes i Byrådet

  • Januar 2015: De konkrete niveaumål fastlægges på Beskæftigelsesudvalgets møde

  • Senest den 31. januar 2015: Beskæftigelsesplanen offentliggøres

Forslag til kvantitative målsætninger på de forskellige områder, vil blive tilføjet i 2. udkast af beskæftigelsesplanen.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget drøfter 1. udkast af Beskæftigelsesplan 2015 med fokus på de beskæftigelsespolitiske udfordringer og strategien for indsatserne.

Beslutning

Udvalget drøftede 1. udkast af Beskæftigelsesplan 2015. Planen behandles igen på udvalgets møde i august 2014.

Bilag

Til toppen


9. Regeringens udspil til reform af beskæftigelsesindsatsen


Resume

Sagsforløb: BE

Regeringen har fremlagt et forslag til reform af beskæftigelsessystemet for forsikrede ledige: ”Vejen til varig beskæftigelse – den enkelte i centrum”. Det forventes, at regeringen i løbet af de kommende måneder vil indgå forlig om reformen med et eller flere af partierne i Folketinget.

Beskæftigelsesudvalget bedes tage sagen til orientering.

Sagsfremstilling

Udgangspunkt for regeringens udspil til en reform af beskæftigelsesindsatsen er, ifølge regeringen, at indsatsen på nuværende tidspunkt ikke tager højde for, at dagpengeperioden er halveret til to år. Af det nedenstående fremgår de væsentligste elementer i reformudspillet.

Samarbejde med A-kasserne om indsatsen

Som udgangspunkt foreslår regeringen, at kontaktforløbet i de første seks måneder varetages af A- kasserne, hvorefter der sker en overlevering til kommunerne. Det skal dog bemærkes, at for personer der er i risiko for langtidsledighed, og for personer der har behov for særlig hjælp, tilbydes et kontaktforløb i samarbejde med jobcentret, hvis jobcentret finder det nødvendigt.

Aktivering

Arbejdsløse skal ikke længere have gentagne aktiveringstilbud hver sjette måned. Fremover får arbejdsløse ret og pligt til et aktivt tilbud. Derudover kan jobcentrene igangsætte yderligere tilbud efter behov, som den ledige har pligt til at deltage i. Det forslås endvidere, at der ikke længere er statsrefusion til de udgifter kommunerne har til aktivering af forsikrede ledige. Kommunerne får et stærkt incitament til at anvende virksomhedsvendt aktivering og uddannelse. Hvis de ledige ikke er kommet i beskæftigelse efter 16 måneder, skal indsatsen revurderes, og der skal iværksættes særlige tiltag i forhold til den ledige.

Uddannelsesløft til de ledige

Retten til 6 ugers selvvalgt uddannelse erstattes af en ny uddannelsesordning der er målrettet ufaglærte og faglærte arbejdsløse. Denne mulighed gælder fra første dag i ledighedsperioden. Der bliver opstillet en målrettet positivliste med jobrettede uddannelser, der kan vælges med ordningen.

Herudover får arbejdsløse som er fyldt 30 år, der enten er ufaglærte eller har en forældet uddannelse, mulighed at uddanne sig på 80 % af dagpengesatsen med mulighed for at låne de sidste 20%. Det er kommunen der i dialog med den ledige beslutter om uddannelsen skal iværksættes. Kommunen kan få dækket hele udgiften af forløb som er igangsat i 2015 og 2016, herefter 80 procent, via en central pulje på årligt 150 mio.kr.

Bedre service til virksomhederne

Jobcentrene skal yde service til virksomheder inden for tre spor:

  • Rekrutteringsservice: Jobcentrene skal på tværs af kommunegrænser hurtigt og ubureaukratisk tilbyde hjælp til at udvælge egnede kandidater blandt arbejdsløse til et konkret job.

  • Fastholdelse af sygemeldte medarbejdere: Virksomheder skal tilbydes hjælp til at fastholde sygemeldte medarbejdere eller medarbejdere, der er kommet til skade.

  • Uddannelse og opkvalificering af medarbejdere: Virksomhederne skal tilbydes information og hjælp til at oprette målrettede opkvalificerings- og uddannelsesforløb. Virksomhederne får selv mulighed for at oprette voksenlærlingeforløb.

Fokus på resultater, nyt refusionssystem og flere frihedsgrader

Der indføres et nyt refusionssystem, hvor refusionssatserne i udgangspunktet er ens på tværs af ydelser og falder over tid.

Herudover foreslås det, at de regler der i dag regulerer jobcentrenes organisering og opgaveplacering, bliver afskaffet, så de kommunale forvaltninger i højere grad selv kan tilpasse deres administration til de lokale forhold. Alle kommuner skal fortsat tilbyde en beskæftigelsesindsats. Slutteligt skal de nuværende beskæftigelseslove gennemskrives og forenkles.

Bedre organisering og styrket partsinddragelse

De 4 regionale beskæftigelsesråd og 98 lokale beskæftigelsesråd erstattes af 8 regionale arbejdsmarkedsråd. Beskæftigelsesregionerne nedlægges og der oprettes decentrale arbejdsmarkedskontorer, som skal sekretariatsbetjene arbejdsmarkedsrådene. Det er nu meldt ud, at der bliver to arbejdsmarkedskontorer, som placeres i henholdsvis Århus og Roskilde.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget tager Regeringens reformudspil til orientering.

Personalemæssige konsekvenser

Regeringens udspil forhandles pt. med folketingets øvrige partier. Det vides endnu ikke hvorledes den endelige reform kommer til at se ud, samt hvorvidt reformen vil have personalemæssige konsekvenser i Brønderslev Kommune.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Bilag

Til toppen


10. STU i Brønderslev Kommune


Resume

Sagsforløb: BE

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår ændringer af STU indsatsen, som kan strukturere området, give de unge et bedre grundlag for udvikling frem mod uddannelse og lede til reduktion af et højt udgiftsniveau på STU i Brønderslev Kommune.

Beskæftigelsesudvalget anmodes om at drøfte forslagene til ændringer af STU indsatsen og godkende, at Fagenheden for Beskæftigelse arbejder videre med en plan for disse.

Sagsfremstilling

Fra januar 2014 er ansvaret for tilkendelse af og arbejdet med STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) i Brønderslev Kommune overgået til det nyetablerede UngeCenter Brønderslev under Fagenheden for Beskæftigelse. Tidligere har ansvaret for STU ligget hos Fagenheden for Sundhed & Velfærd og arbejdsopgaverne omkring STU har været fordelt på medarbejdere i Fagenheden for Sundhed & Velfærd, Fagenheden for Børn & Kultur, Fagenheden for Beskæftigelse og UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning).

I 2007 blev STU-loven indført med bestemmelser om, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Byrådet skal tilbyde unge under 25 år i målgruppen en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov.

Målgruppen til STU er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Gruppen af unge med særlige behov omfatter blandt andet unge med svære bevægelseshandicap, multihandicappede unge, unge med autisme, unge med ADHD eller andre psykiske lidelser samt unge med erhvervet hjerneskade. Ungdomsuddannelsens målgruppe omfatter udelukkende de unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om der ydes den unge specialpædagogisk støtte. Det skal tilføjes, at en diagnose som fx asperger, ADHD eller autisme ikke automatisk medfører, at den unge er målgruppen for STU.

Ungdomsuddannelsen indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktikophold i virksomheder og institutioner.

STU er ikke en kompetencegivende uddannelse, men ved afslutningen af den unges uddannelse udleveres et såkaldt kompetencepapir, som indeholder en beskrivelse af de skole- og praktikforløb, den unge har deltaget i.

Hvor EGU fx sigter mod at give umiddelbar adgang til erhvervsuddannelse eller beskæftigelse, sigter STU først og fremmest mod at give personlige, sociale og faglige kompetencer til så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og sekundært til fortsat uddannelse og beskæftigelse.

Brønderslev Kommunes udgifter til STU

I 2012 har Deloitte udarbejdet en analyse af ”området for voksne med særlige behov” for Brønderslev Kommune. Analysen viste på STU området et gennemsnitligt udgiftsniveau på 297.000 kr. pr. årselev. KL har i 2012 lavet en kommunal vejledning om STU, hvor det anbefales, at udgifterne pr. årselev holdes til 213.600 kr. inkl. administration, vejledning, uddannelse m.m.

Deloitte anbefalede på baggrund af analysen en besparelse på 1 mio. kr. på STU. Det var særligt på udgifterne til bodel og transport, at Deloitte så et besparingspotentiale. Denne besparelse blev indarbejdet i budgettet for 2012 og fremadrettet, og Fagenheden for Sundhed & Velfærd iværksatte i 2012 tiltag, med henblik på at nedsætte udgifterne til befordring på STU området. Bl.a. ved at indgå aftale om STU forløb med Produktionsskolen i Brønderslev.

Fagenheden for Beskæftigelse kan oplyse, at der i august 2013 er igangsat 25 nye STU-forløb, hvilket er dobbelt så mange som i 2012 og 2011. Det er derfor ikke muligt, at gennemføre besparelser på området i indeværende år.

I Brønderslev Kommune er 62 unge på nuværende tidspunkt i gang med en STU. Til sammenligning er 28 unge i gang med en STU i Vesthimmerland, og i Jammerbugt Kommune er 43 unge i gang med en STU.

I Brønderslev Kommune er der budgetteret med 14,6 mio. kr. til STU i 2014, og der pågår på nuværende tidspunkt en økonomisk gennemgang af området for at klarlægge, hvorvidt budget 2014 kan overholdes, og hvordan det gennemsnitlige udgiftsniveau pr. årselev ligger i dag.

Som et led i Fagenheden for Sundhed & Velfærds Masterplan forventes det, at der i 2015 skal gennemføres nye besparelser, som også vil påvirke STU området.

Derfor foreslår Fagenheden for Beskæftigelse, at der arbejdes hen imod en reduktion af udgiftsniveauet til STU ud fra de anbefalinger, som Deloitte gav på baggrund af analysen i 2012.

Forslag til ændring af STU indsatsen i Brønderslev Kommune:

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår iværksættelse af nedenstående tiltag med følgende formål:

  • at reducere udgifterne til STU

  • at strukturere indsatsen på STU området

  • at udvide de unges muligheder for udvikling frem mod uddannelse

  1. Begrænsning af tilgangen til STU

I Brønderslev Kommune er der væsentligt flere STU forløb end i andre kommuner. Derfor bør kommunen arbejde for, at en andel af de bedst fungerende unge i målgruppen fremadrettet kan udvikle sig til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse fremfor STU. Det kan fx være EGU. Derfor forslås det, at Brønderslev Kommune, som udgangspunkt, ikke igangsætter STU før den unge er fyldt 18 år. Det betyder, at der skal arbejdes hen imod en kulturforandring i hele Brønderslev Kommune. De unge i den nuværende målgruppe for STU og deres forældre bør allerede i grundskolen oplyses om alle fremadrettede muligheder i den kommunale tilbudsvifte som fx LAB lovstilbud, EGU og STU.

  1. Etablering af modningsforløb

Det forslås, at Brønderslev Kommune igangsætter udviklingsforløb efter LAB loven for unge mellem 15 og 18 år, som vurderes kan modnes til at gennemføre en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det vil medføre en ekstra ressourceanvendelse til disse forløb, men i det lange løb giver det en væsentlig besparelse, hvis en andel af disse unge kan udvikles til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse fremfor STU. Forløbene kan fx være ophold på en efterskole, produktionsskole eller lign.

  1. Forhandling af priserne for STU

Den gennemsnitlige pris pr. årselev på STU i Brønderslev Kommune er markant højere end hvad KL anbefaler. Derfor bør Kommunen indgå prisforhandling med de institutioner, som vi fremadrettet vil købe STU forløb hos. Fagenheden for Beskæftigelse og UU er i gang med en besøgsrunde hos 3 STU institutioner, som det stræbes imod at samle flest mulige forløb hos. De 3 institutioner ligger i eller tæt ved Brønderslev Kommune. Institutionerne er Uddannelsescenter på Nordens Allé i Brønderslev, Produktionsskolen i Brønderslev og Nr. Vesterskov udenfor Brønderslev Kommune. De kan tilsammen rumme funktionsniveauerne hos de bedre fungerende STU elever og udbyder en bred vifte af faglige områder. De dårligst fungerende STU elever gennemfører typisk forløb på andre institutioner, og det forventes fortsat, at en mindre andel af bedst fungerende unge af forskellige årsager vil kommer på andre institutioner. Derfor er målet, at ca. halvdelen af kommunens STU forløb skal købes hos 3 faste institutioner. Dette vil kunne reducere de samlede transportudgifter til STU i Brønderslev Kommune.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget drøfter og godkender at Fagenheden for Beskæftigelse på grundlag af ovenstående:

  • udarbejder en plan for begrænsning af tilgangen til STU,

  • udarbejder en plan for etablering af modningsforløb for unge 15-17 årige,

  • indgå i prisforhandling med de mest anvendte STU institutioner.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Økonomi

Det tilstræbes, at der foreligger en analyse på STU-området til beskæftigelsesudvalgets møde. Analysen udarbejdes i samarbejde med økonomiafdelingen og Ungecentret.

Beslutning

Udvalget godkendte, at der arbejdes videre som foreslået af Fagenheden for Beskæftigelse. Den økonomiske analyse af STU-området var ikke færdig – analysen sendes til udvalgets medlemmer.

Til toppen


11. Samarbejde i Vendsyssel om kampagne målrettet byggesektoren


Resume

Sagsforløb: BE

Jobcenter Brønderslev vil i samarbejde med Jobcenter Hjørring og Jobcenter Frederikshavn iværksætte en virksomhedskampagne rettet mod virksomhederne i byggebranchen. De tre kommuner har i den forbindelse drøftet muligheden for at ansøge om midler til målrettet opkvalificering af langtidsledige.

Beskæftigelsesudvalget bedes tage virksomhedskampagnen til orientering samt godkende, at jobcentret i samarbejde med de øvrige jobcentre i Vendsyssel udarbejder en ansøgning til puljen for jobrettet opkvalificering til bekæmpelse af langtidsledighed.

Sagsfremstilling

Kampagne målrettet opkvalificering indenfor byggesektoren

Jobcenter Brønderslev vil i samarbejde med Jobcenter Hjørring og Jobcenter Frederikshavn gennemføre en opsøgende virksomhedskampagne i perioden august – oktober 2014.

Kampagnen er målrettet opkvalificering inden for byggebranchen, målgruppen er store og små virksomheder inden for byggesektoren. Kampagnen har en bred tilgang til opkvalificering og fokuserer ikke kun på et enkelt opkvalificeringstiltag. Den enkelte virksomheds behov og muligheder skal afdækkes, herefter skal den bedst mulige individuelle løsning forhandles på plads.

Kampagnebesøgene har fokus på jobrotation, muligheder for lærlingeforløb,

voksenlærlingeordningen samt mulighed for opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere. Kampagnen indledes primo august med et brev til alle virksomheder inden for byggeriet underskrevet af borgmestrene i de tre kommuner og evt. den lokale formand for Dansk Byggeri. Herefter kontaktes virksomheder i målgruppen.

I Brønderslev er der udsøgt 55 relevante virksomheder som skal kontaktes. Det forventes, at der afholdes møder med 25 virksomheder. Kampagnen iværksættes i regi af samarbejdsforaet Task Force Vendsyssel,som udover Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev også omfatter EUC Nord, de faglige organisationer, arbejdsgiverorganisationer og beskæftigelsesregion Nordjylland.

Ansøgning om midler til opkvalificering og bekæmpelse af langtidsledighed

Gennem kampagnen vil der ligeledes blive afdækket konkret kompetencebehov hos virksomhederne. Jobcenter Brønderslev har i den forbindelse, sammen med de tre kommuner i Vendsyssel, drøftet muligheden for at ansøge om midler i den regionale pulje til jobrettet opkvalificering til bekæmpelse af langtidsledighed, som Beskæftigelsesregion Nordjylland administrerer.

Puljen kan anvendes til at give langtidsledige og personer i risikogruppen for langtidsledighed målrettet og jobrettet opkvalificering i forhold til virksomhedernes behov. Det kunne eksempelvis være tale om en ufaglært ledig, der har erfaring fra byggebranchen, men mangler et stilladskursus for at komme i job.

Af vilkårene for anvendelse af puljemidlerne fremgår det, at der maksimalt ydes 50% i tilskud til finansiering af aktiviteter. Der må derfor påregnes kommunal medfinansiering.

Såfremt der opnås tilsagn om midler fra puljen, vil Brønderslev Kommunes endelige deltagelse i projektet blive fremsendt til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget tager Jobcenter Brønderslevs deltagelse i kampagnen for opkvalificering inden for byggesektoren til orientering og godkender, at Jobcenter Brønderslev sammen med jobcentrene i Hjørring og Frederikshavn udarbejder en ansøgning til puljen for jobrettet opkvalificering til bekæmpelse af langtidsledighed.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen.

Beslutning

Godkendt.

Bilag

Til toppen


12. Empowerment projekt for unge


Resume

Sagsforløb: BE

UngeCenter Brønderslev er bevilliget 900.000 kr. i puljemidler fra STAR til gennemførelse af et 2 årigt ”Empowerment” projekt for unge.

Beskæftigelsesudvalget anmodes om at tage sagen til orientering.

Sagsfremstilling

Brønderslev Kommune er én af de 3 nordjyske kommuner, som har fået midler til gennemførelsen af ”Empowerment” projektet for unge.

Igennem Empowerment projektet vil de koordinerende sagsbehandlere i UngeCentret arbejde med aktivitetsparate unge på en ny måde, som skal udvikle de unges egen rolle på vejen mod uddannelse. Derfor handler projektet om inddragelse af de unge i beslutninger og fora, som de ikke tidligere har været involveret i, samt opkvalificering af medarbejdere gennem supervision.

Projektmål:

  • De unge får indflydelse og tager ejerskab til processen frem mod uddannelse.

  • Brønderslev Kommune samarbejder om de unge på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Det overordnede mål for projektet er, at min. 2/3 af borgere er påbegyndt en uddannelse ved projektets afslutning.

STAR har opsat følgende succeskriterier for projektet:

  • Flere unge kommer i ordinær uddannelse

  • Den unge udvikler sig i retning af uddannelse

  • Der er progression i den unges trivsel

  • Kommunerne får erfaring med at tilrettelægge en indsats, hvor den unge har indflydelse på indsatsens mål og indhold

  • Kommunerne får erfaring med at tilbyde konkrete indsatser til unge på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet

  • De unge får systematisk adgang til indsatser på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet

  • Borgerne oplever, at de har indflydelse i deres samarbejde med sagsbehandleren om indsatsen.

Det forventes, at projektet løber i en 2 årig periode fra oktober 2014 til september 2016. De samlede udgifter til projektet er beregnet til 1.380.000 kr. Heraf er egenfinansieringen 480.000 (holdes indenfor nuværende budgetramme) og tilskud fra STAR er 900.000 kr.

Halvdelen af tilskuddet fra STAR udbetales ved projektets begyndelse og den anden halvdel midtvejs.

Fagenheden for Beskæftigelse foreslår, at Beskæftigelsesudvalget tager sagen til orientering.

Personalemæssige konsekvenser

Ansættelsen af én medarbejder i den 2 årige projektperiode finansieres af tilskuddet fra STAR.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Bilag

Til toppen


13. Orientering


Resume

Sagsforløb: BE

Sagsfremstilling

Orientering.

A) Orientering om de seneste tal (uge 21 - sygedagpenge dog uge 20) for de enkelte ydelsesgrupper. OBS! Der er tale om antal personer - der er ikke lavet omregning til fuldtidspersoner, som det sker i de officielle tal fra jobindsats.dk.

Jobcenter
Sagstype 2014 2013 2012
Kontanthjælp 485 476 446
A-dagpenge 502 664 770
Arbejdsmarkedsydelse/særlig udd. ydelse 54
Sygedagpenge (tal for uge 10)
O. 52 uger 111
5-52 uger 315
Ledighedsydelse 96 118 123
Fleksjob 456(136) 417 384
Revalidering 69
Ressourceforløb 26
Integration
Kontanthjælpsmodtagere under integrationsloven 130 82
Selvforsørgende grupper 102 108
Ungecenter
Sagstype 2014 2013 2012
Kontanthjælp 13
Uddannelseshjælp 378
393 337
A-dagpenge 122 169 156
Arbejdsmarkedsydelse/særlig udd. ydelse 8
Sygedagpenge (tal for uge 10)
O. 52 uger 11
5-52 uger 39
Revalidering 19
Ressourceforløb 5
Sygedagepenge over og under 30 2014 2013 2012
O. 52 uger 122 93 102
5-52 uger 354 346 378
Note: tal på sygedagpengeområdet er fra uge 20

B) Masterplan for Handicap og Psykiatriområdet.

Beslutning

Ad A) Til orientering

Ad B) Emnet ønskes på temamøde i Byrådet – alternativt ønsker udvalget et fællesmøde med Social- og Sundhedsudvalget.

Til toppen


14. Eventuelt


Resume

Sagsforløb: BE

Sagsfremstilling

Eventuelt.

Beslutning

LO har foreslået, at der holdes møde mellem LBR, BE og LO. Eskild Sloth Andersen drøfter indhold i mødet med LO.

Til toppen


15. Lukket punkt:


Til toppen


16. Lukket punkt: Personaleovervejelser


Til toppen


17. Lukket punkt: Personaleovervejelser


Til toppen


18. Lukket punkt: Personaleovervejelser


Til toppen


19. Lukket punkt: Samarbejde med Anden Aktør


Til toppen


20. Lukket punkt: Screening af kontanthjælpsmodtagere


Til toppen


21. Lukket punkt: Afgørelser fra Ankestyrelsen


Til toppen


22. Lukket punkt: Orientering


Til toppen

Opdateret 22. september 2016
Ansvarlig redaktør: Karsten Bach