Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Ældrerådet - Referat (Tillægsdagsorden)

Dato: 2. maj 2019
Lokale: Mødelokale 318, Brønderslev Rådhus
Tidspunkt: Kl. 09:00


Indholdsfortegnelse



1. Godkendelse af Sundhedsaftale 2019


Resume

Sagsforløb: ÆR/DIR/ÆO/SS/ØK/BY

I hver valgperiode skal der udarbejdes en sundhedsaftale mellem kommuner og region, som overordnet set fastsætter rammer og målsætninger for samarbejdet mellem parterne indenfor sundhedsområdet. Under inddragelse af bl.a. kommunale høringssvar har Sundhedskoordinationsudvalget udarbejdet en sundhedsaftale, som forelægges til godkendelse.

Den nye sundhedsaftale er en politisk aftale, som via en vision, bærende principper og 5 pejlemærker med politiske målsætninger sætter retningen for samarbejdet på sundhedsområdet. De konkrete indsatser, der skal til for at udmønte sundhedsaftalen, er ikke fastlagt i sundhedsaftalen men vil blive udviklet i løbet af sundhedsaftaleperioden.

I forbindelse med godkendelse af sundhedsaftalen er der derudover behov for at udpege politiske repræsentanter til de politiske klynger, som er en del af organiseringen omkring sundhedsaftalen.

Byrådet skal tage stilling til, om Sundhedsaftalen kan godkendes og udpege politiske repræsentanter til de politiske klynger.

Sagsfremstilling

Baggrund

I henhold til sundhedsloven skal der i hver valgperiode indgås en regionalt dækkende sundhedsaftale mellem kommunerne og regionen. Sundhedsaftalen udarbejdes af Sundhedskoordinationsudvalget, som består af politiske repræsentanter for regionen, kommunerne samt Praktiserende Lægers Organisation. Almen praksis er ikke en direkte aftalepart, men er en vigtig aktør i forbindelse med udarbejdelse og implementering af sundhedsaftalen.

Sundhedsaftalen er en politisk aftale, der dækker hele Nordjylland og fastsætter rammer og målsætninger for samarbejdet mellem parterne indenfor sundhedsområdet. Sundhedskoordinationsudvalget har udarbejdet den fremsendte version af Sundhedsaftale for perioden 2019-2023, som fremsendes til godkendelse i de 11 nordjyske kommuner og hos Region Nordjylland. Sundhedsaftalen er bl.a. blevet til på baggrund af input fra de nordjyske kommuner i forbindelse med en høring i december 2018 – januar 2019.

Kommunalt har sundhedsaftalen derudover været behandlet politisk i både Sundhedspolitisk Dialogforum og KKR. KKR behandlede den 26. april 2019 sundhedsaftalen og besluttede at anbefale Sundhedsaftalen til godkendelse i de nordjyske kommuner.

Kort om sundhedsaftalens indhold

Visionen i sundhedsaftalen lyder, at ”Nordjyderne bliver sundere og oplever et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen, der er til for dem”. Der skal arbejdes henimod visionen gennem 5 politiske pejlemærker:

1. Styrket samarbejde med fokus på kerneopgaver og sundhedstilbud tæt på borgerne

2. Bedre forløb og resultater med borgerne som aktive samarbejdspartner

3. Større lighed i sundhed

4. Øget mental sundhed og trivsel er grundlaget for gode leveår

5. Mindre rygning vil give flere raske leveår

Under hvert pejlemærke er opstillet politiske målsætninger, som sundhedsaftalearbejdet skal medvirke til at indfri. I aftalen er der derudover opstillet indikatorer, som vil indgå i den løbende opfølgning på sundhedsaftalen (indikatorsættet vil blive udbygget i løbet af sundhedsaftaleperioden).

Sundhedsaftalens målgruppe er hele den nordjyske befolkning, men aftalen har særlig fokus på tre målgrupper i form af børn og unge med særlige udfordringer, borgere med psykisk sygdom samt borgere med kroniske sygdomme og/eller komplekse problemstillinger.

I arbejdet med at indfri den kommende sundhedsaftale er der i sundhedsaftalen opstillet en række bærende principper. Principperne er den fælles grundforståelse, som parterne samarbejder ud fra. Det drejer sig bl.a. om lokalt ejerskab, en respektfuld samarbejdskultur og bedst mulig ressourceudnyttelse (herunder opgaveoverdragelse).

I modsætning til den nuværende sundhedsaftale opstiller aftalen ikke på forhånd konkrete indsatser, der skal udmønte sundhedsaftalen. Arbejdet med at implementere sundhedsaftalen vil i stedet blive udviklet i løbet af sundhedsaftaleperioden i et samarbejde mellem parterne og med bred inddragelse.

Udpegning til politisk organisering

Sundhedsaftalen fastlægger ligeledes den politiske organisering for sundhedsaftalen. Der lægges op til en organisering, hvor de nuværende lokale politiske klynger bibeholdes men suppleres med et årligt tværsektorielt politisk mødeforum kaldet ”Sundhedspolitisk Samling”.

Da det første møde i den politiske del af organiseringen allerede vil blive afholdt den 20. september 2019, anmodes der om, at der i forbindelse med godkendelse af sundhedsaftalen udpeges politiske repræsentanter til de politiske klynger. Der forventes repræsentation af udvalgsformænd/næstformænd fra social-, sundheds- og evt. beskæftigelsesområdet samt fra den kommunale del af Sundhedskoordinationsudvalget (dvs. i alt 2-4 politiske repræsentanter fra hver kommune).

Videre proces

Når Sundhedsaftalen er godkendt af alle 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland vil Sundhedsaftalen senest ved udgangen af juni 2019 blive fremsendt til Sundhedsstyrelsen. Den nye sundhedsaftale vil træde i kraft den 1. juli 2019. Arbejdet med at implementere sundhedsaftalen vil derefter blive igangsat – bl.a. med en politisk drøftelse på møde i Sundhedspolitisk Samling den 20. september 2019.

Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd foreslår, at Byrådet godkender Sundhedsaftalen 2019 og udpeger politiske repræsentanter til de politiske klynger.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget, 9. maj 2019, pkt. 14:

Beslutning

Der er enighed i Ældrerådet om at indkalde til ekstraordinært møde den 7. maj kl. 15.00 i Brønderslev Hallen, for drøftelse af dette punkt.

Det er al for kort varsel at modtage tillægsdagsorden aftenen forinden Ældrerådsmødet. Derfor er punktet udsat til 7. maj 2019.


Jan Lindegaard Munkholt og Gurli Margrethe Larsen var fraværende.

Bilag

Til toppen

Opdateret 2. maj 2019
Ansvarlig redaktør: Bente Nygaard Højer