Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Stemmeret og valgbarhed til folketingsvalg

Oftest kan alle danske statsborgere over 18 år med bopæl i landet stemme og opstille til valg

Alle danske statsborgere i Danmark, der har valgret (stemmeret) og er optaget på en valgliste, kan stemme til folketingsvalg og folkeafstemninger.

For at have valgret, og dermed kunne stemme, skal du opfylde følgende krav:

  • du skal være fyldt 18 år
  • du skal have dansk statsborgerskab
  • du skal have fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne
  • du må ikke være umyndig.

Når disse krav er opfyldt, kommer du automatisk på valglisten.

Umyndige personer har ikke valgret til folketingsvalg. Du er umyndig, hvis du er under 18 år eller helt er frataget den retlige handleevne.

Valglisten er en liste med alle stemmeberettigede vælgere. De borgere, der opfylder betingelserne for valgret, optages automatisk på valglisten. Du skal som udgangspunkt være registreret i CPR med en bopæl eller et fast opholdssted i Danmark for at blive optaget på valglisten.

Personer uden fast opholdssted, fx hjemløse, kan dog også stemme. De vil som hovedregel være optaget på valglisten i den kommune, hvor de sidst havde en registreret adresse.

Valglisten indeholder oplysninger om vælgerens navne, adresser og fødselsdato.

Alle borgere, der er på valglisten, vil modtage et valgkort i forbindelse med et folketingsvalg eller en folkeafstemning. Det gælder dog ikke personer uden fast opholdssted, fx hjemløse, eller personer, der bor i udlandet, men er optaget på valglisten efter de særlige regler herfor.

For at kunne stemme til danske valg, skal du som udgangspunkt have fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne, men der er undtagelser for:

  • personer, som er udsendt for en dansk offentlig myndighed, herværende privat virksomhed eller forening
  • personer, der er ansat i en international organisation, som Danmark er medlem af
  • personer, som er udstationeret for en dansk hjælpeorganisation
  • personer, som studerer i udlandet
  • personer, der af helbredsmæssige årsager, opholder sig i udlandet
  • de pågældendes ægtefælle eller samlever.
Hvornår har jeg fast bopæl i Danmark, selvom jeg bor i udlandet?

Hvis du er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for Danmark, anses du alligevel for at have fast bopæl her, hvis du er rejst ud efter den 1. juli 2000. Statsudsendte anses derfor for at have fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne uanset deres ophold i udlandet.

Personer, der opholder sig i udlandet, anses også for at have fast bopæl i Danmark, hvis de har i sinde at vende tilbage inden for to år efter udrejsen og har skrevet under på en erklæring herom.

Udlandsdanskere, der lever op til et af disse krav, kan søge om at komme på valglisten ved at sende en ansøgning til den danske kommune, de sidst har boet i.

Hvis der er tvivl om afgørelsen, skal kommunen sende din ansøgning til Valgnævnets sekretariat, som er Social- og Indenrigsministeriet. Valgnævnet vil herefter afgøre din sag.

Hvis du bliver optaget på valglisten, kan du herefter stemme til danske folketingsvalg, folkeafstemninger og Europa-Parlamentsvalg i op til to år, der er den periode, optagelsen gælder. Når du bliver optaget på valglisten, får du et brev om, hvor længe optagelsen gælder og om muligheden for at få din optagelse forlænget.

At være valgbar betyder, at man kan stille op til og vælges ind i Folketinget. Man er automatisk valgbar, når man har valgret, dvs. hvis:

  • man er fyldt 18 år
  • man har dansk statsborgerskab
  • man har fast bopæl i Danmark
  • man ikke umyndig.

Man kan stille op til folketingsvalg enten som kandidat for et parti eller som kandidat uden for partierne (løsgænger). Hvis du vælger at stille op for et parti, skal du godkendes af partiet. Vælger du at stille op som løsgænger, skal minimum 150 vælgere i opstillingskredsen anbefale dig.

Selvom du opfylder betingelserne for at være valgbar, kan du miste din valgbarhed, hvis du bliver straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør dig uværdig til at være medlem af Folketinget.

Det er Folketinget, der efter valget tager stilling til værdighedskravet.

Kontakt

Faglig leder
Tlf.: 99454405

Lovgivning

Reglerne om valgret og valgbarhed findes i lov om valg til Folketinget.

De specifikke regler om udlandsdanskeres valgret findes i lovens § 2.

Opdateret 20. august 2019
Skrevet af Social- og Indenrigsministeriet
Ansvarlig redaktør: Bo Kristensen