Når du har fået udleveret din stemmeseddel på valgstedet, bliver du vist hen til et stemmerum, hvor du kan afgive din stemme uden at andre kan se, hvad du stemmer.
Folkeafstemninger
På stemmesedlen til folkeafstemninger skal du sætte et kryds i det firkantede afkrydsningsfelt enten ud for ”Ja” (hvis du stemmer for lovforslaget) eller ud for ”Nej” (hvis du stemmer imod lovforslaget). Hvis du kommer til at sætte dit kryds forkert, kan du få udleveret en ny stemmeseddel.
Du kan også lade være med at afkrydse stemmesedlen. Det kaldes en blank stemme. En blank stemme er ugyldig og tæller ikke med, når man skal finde ud af resultatet af folkeafstemningen, men den tæller med som en afgivet stemme og dermed i den samlede valgdeltagelse.
Folketingsvalg
På stemmesedlen til folketingsvalg skal du sætte et kryds i det firkantede afkrydsningsfelt enten ud for et parti (partistemme) eller ud for en person (personlig stemme). Du må kun sætte ét kryds, ellers kan din stemmeseddel være ugyldig.
Du kan selv bestemme, om du vil stemme på et parti eller afgive en personlig stemme på en af de kandidater, der stiller op for et parti, eller på en kandidat, der stiller op uden for partierne.
Du kan også lade være med at afkrydse stemmesedlen. Det kaldes en blank stemme. En blank stemme er ugyldig og tæller ikke med, når man skal finde ud af, hvem der er valgt, men den tæller med som en afgivet stemme og dermed i den samlede valgdeltagelse.