Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Vedtagelse af lokalplan ved Østergade 16-18, Hjallerup

Byrådet har den 4. september 2019 vedtaget kommuneplantillæg nr. 11 og lokalplan ved Østergade 16-18, Hjallerup endeligt.

Lokalplanområdet ligger ved Østergade og Møllegade. Stengade flyttes til den vestlige lokalplangrænse.

Med planforslagene gives der mulighed for, at området kan anvendes til etageboliger.

Lokalplanen forudsætter ændringer af kommuneplanen og er derfor ledsaget af kommuneplantillæg nr. 11.

I forhold til det planforslag, som Byrådet/Teknik & Miljøudvalget vedtog på mødet den 22. maj 2019  er der foretaget ændring i den endelige plan. Ændringerne betyder, at der ikke kan gennemføres en ekspropriation på baggrund af lokalplanen. Det betyder samtidig, at der ikke bliver vejadgang til et parkerings-anlæg på Stengade 2 via vejen langs med Hjallerup Centret 20A, 20C, 22 og 24. Et parkeringsanlæg i 2 etager erstattes af en parkeringsplads på terræn.

Når lokalplanens endelige vedtagelse er offentliggjort, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der meddeles dispensation.

Yderligere information
På kommunens planportal kan du se kommuneplantillæg  nr. 11 og lokalplan 03-B-17.01.

Lokalplanens endelige vedtagelse er offentliggjort på kommunens hjemmeside den 13. september 2019.

Afgørelsen om endelig vedtagelse af kommuneplantillægget og lokalplanen/kommuneplantillæg og lokalplan/ kommuneplantillæg og lokalplan og miljøvurdering af planen kan påklages til Planklagenævnet. I klagevejledningen kan du finde reglerne for at klage.

Har du spørgsmål til planen, er du velkommen til at kontakte planlægger Charlotte Hornemann på e-mail: Charlotte.Horneman@99454545.dk eller på tlf. 9945 4627

Klagevejledning

Hvad kan der klages over? 
Kommunens afgørelse om endelig vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan kan påklages til Planklagenævnet. Der kan kun klages over retlige spørgsmål. 

Det vil sige, at du for eksempel kan klage over afgørelser, hvis du mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller ikke har overholdt de gældende procedure- og kompetenceregler. Du kan derimod ikke klage over skønsmæssige afgørelser.

Hvem kan klage?

  • Erhvervsministeren
  • Enhver med retlig interesse i sagens udfald
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelsen, på betingelse af:
    • at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, o
    • at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Hvornår udløber klagefristen? 
Klagefristen er 4 uger fra den dato, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på kommunens hjemmeside regnes fristen fra offentliggørelsen.

Hvordan klager jeg? 
Du kan klage over afgørelsen til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Brønderslev Kommune i Klageportalen.
For behandling af klager skal du betale et gebyr. Gebyrets størrelse differentieres, alt efter om du er en borger eller en virksomhed/organisation. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. Du kan betale gebyret med betalingskort i Klageportalen eller få tilsendt en faktura. 

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Brønderslev Kommune. Brønderslev Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. 

Klagegebyr 
Du skal indbetale et gebyr for at få behandlet din klage af Planklagenævnet. Nævnet afviser din klage fra behandling, hvis du ikke betaler gebyret, som beskrevet ovenfor.

Du får dit gebyr tilbagebetalt, hvis:

  • klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves,
  • du får helt eller delvist medhold i din klage eller
  • din klage afvises som følge af overskredet tidsfrist, manglende klageberettigelse eller fordi din klage ikke er omfattet af Planklagenævnets kompetence.

Kan afgørelsen udnyttes, hvis der klages?
En klage har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Det vil sige, at kommunens afgørelse kan udnyttes mens klagesagen behandles. Det er dog på egen risiko at udnytte afgørelsen, da den kan omgøres af Planklagenævnet.

Klager kan anmode Planklagenævnet om, at klagen får opsættende virkning. 

Domstolsprøvelse 
Hvis du ønsker at få kommunens eller klagemyndighedens afgørelse prøvet ved domstolene, skal du anlægge sag inden 6 måneder efter, at kommunens eller klagemyndighedens afgørelse er meddelt.

Uanset om der anlægges retssag, er man forpligtiget til at rette sig efter Planklagenævnets afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme andet.

Om databeskyttelse


Kommunen indhenter og modtager relevante oplysninger i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen. Vi registrerer ikke andre oplysninger, end dem, der er nødvendige.

Du har modtaget orientering om et forslag til en lokalplan, der er sendt i offentlig høring. Du får oplysningen om datasikkerhed, så du kender dine rettigheder. De gælder bl.a., når du kommer med kommentarer til en lokalplan i høring. I den konkrete sag arbejdes efter Planloven.

Behandling af oplysninger
Teknik og Miljø registrerer de modtagne oplysninger og videregiver oplysningerne til andre offentlige myndigheder, private virksomheder m.fl. der har lovmæssigt krav på oplysningerne eller samarbejder med Teknik og Miljø.

I Teknik og Miljø arbejder vi med dine oplysninger i medfør af Forvaltningsloven, Offentlighedsloven, Kommunestyrelsesloven, Databeskyttelsesloven (LBK nr. 502 af 23.5.2018), samt Databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, artiklerne 6, stk. 1, litra a-f, og 9, stk. 2, litra a-j).

Teknik og Miljø sletter oplysningerne når opbevaringspligten udløber og et eventuelt arkiveringskrav er opfyldt. Når oplysningerne er arkiveret eller slettet, har Teknik og Miljø ikke længere adgang til dem. Du har ret til at vide, hvilke oplysninger Teknik og Miljø har om dig, og du kan kræve forkerte oplysninger rettet og i visse tilfælde slettet.

Du kan kontakte kommunens databeskyttelsesrådgiver om dine rettigheder i henhold til databeskyttelseslovgivningen. Du har ret til at klage til Datatilsynet over Teknik og Miljøs behandling af dine oplysninger. På Datatilsynet.dk kan du læse mere om databeskyttelsesrådgiverens rolle. Brønderslev Kommunes databeskyttelsesrådgiver: Mikkel Mose Baltsersen, Brønderslev Kommune, Sekretariatet, Ny Rådhus Plads 1, 9700 Brønderslev, Mail: dpo@99454545.dk , Tlf. 99455455.

 

Kontakt

Planlægger
Tlf.: 99454627

Klagemulighed

Denne afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. I klagevejledningen kan du finde reglerne for at klage.

 

Opdateret 13. september 2019
Ansvarlig redaktør: Charlotte Hornemann