Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Se vores "cookiepolitik".

Nu har du mulighed for at sætte mere GANG i Brønderslev Kommune

Der bliver rig mulighed for at komme i gang med at udforske lokalområderne i Brønderslev Kommune hen over foråret, hvor der arrangeres gratis gåture i hele kommunen. Frivillige gå-værter står for turene, hvor alle kan være med uanset form, alder og skostørrelse. Nu har du muligheden for at blive gå-vært.
Der skal mere gang i borgerne i Brønderslev Kommune og derfor vil der i løbet af foråret og særligt i hele maj tilbydes en række ugentlige gratis gåture overalt i kommunen. Disse gåture vil udbydes i samarbejde med lokale gå-værter.

Inden der sættes gang i den konkrete planlægning, så er der nu mulighed for at melde sig som kommende gå-vært. Borgere der selv nyder en gåtur, og som gerne vil vise de gode lokale ruter frem til andre lokale borgere, har nu mulighed for at blive en del af gang-indsatsen.

Nogle af de allerede eksisterende gå-værter fortæller om deres motivation for at være gå-vært: ”Jeg går meget i min fritid, og har stor glæde af naturen. Glæden ved at komme ud i den frie natur er altid stor. Samtidigt kan jeg mærke at det styrker kroppen og mit humør, som altid er i top efter en gåtur. Det vil jeg gerne være med til at give videre til andre og derfor har jeg meldt mig som gå-vært.”

Gør en forskel - få flere i GANG

Det er også værterne, som står for at trække flere med - de opfordres til at tage fat i naboerne, familien og vennerne. Målet er, at få flere borgere med på gåturene. De enkelte ture vil ofte have forskellige temaer, det afhænger af de enkelte værter.

De nye gå-værter der melder sig, vil blive klædt godt på med tips og tricks til at være en god vært. Dette vil ske gennem et inspirationsmøde d. 10. Marts 2022 kl. 17.00 på Brønderslev Sundhedscenter. Her vil nye og eksisterende gå-værter blive inspireret af Heidi Møller, som lever af at arrangere og gennemføre gåture med forskelligt indhold. Der vil også være lejlighed til at vide mere om hele projektet, og få tænkt tanker om de gåture, som gå-værterne selv vil tilbyde.

Det er Bevæg dig for livet-indsatsen i Brønderslev Kommune, som står bag initiativet.

Gå-turene i maj vil også blive en del af den landsdækkende “We Walk-kampagne" som gennemføres af Bevæg dig for livet på landsplan.

Hvorfor gåture?

Bevæg dig for livets lokale Benchmarkundersøgelse fra 2021 viser tydeligt, at gang og vandring er en efterspurgt aktivitet for den voksne målgruppe. Hele 42 % af de borgere der ikke er aktive, ønsker fremadrettet at være aktive via gåtur eller vandring.

Jeppe Østergaard, Bevæg dig for livet – Koordinator i Brønderslev Kommune udtaler: ”Tallene viser, at netop gåture er det allerflest voksne borgere finder interessant at komme i gang med. Så vi håber også at få fat i nogle af dem, der måske ikke er så aktive i hverdagen – en gåtur kan de fleste være med på. Så vi håber på, at mange lokale borgere gerne vil invitere nogle af deres medborgere med på gåture, så vi sammen kan komme ud og opleve de lokale byer, den lokale natur og få en god snak med hinanden”

Der vil senere komme meget mere info om gåturene, der udbydes i løbet af foråret. I første omgang kan du melde dig som kommende vært for gåture ved at kontakte Jeppe Østergaard via nedenstående oplysninger.

Kontakt:

Jeppe Østergaard

Tlf. 20 77 73 07

Mail: jeppe.ostergaard@99454545.dk

Brønderslev Kommune i bevægelse

Bevæg dig for livet - Vimpel

Opdateret 3. marts 2022