---
title: "Offentlighedens adgang til naturen"
date: "2026-01-05"
created: "2026-01-05"
---

# Offentlighedens adgang til naturen

[Hjem](https://www.bronderslev.dk/)

                    [Borger](https://www.bronderslev.dk/borger)

                    [Naturoplevelser og kultur](https://www.bronderslev.dk/borger/naturoplevelser-og-kultur)

                    [Skove og strande](https://www.bronderslev.dk/borger/naturoplevelser-og-kultur/skove-og-strande)

                [Offentlighedens adgang til naturen](https://www.bronderslev.dk/borger/naturoplevelser-og-kultur/skove-og-strande/offentlighedens-adgang-til-naturen)

Din ret til adgang i naturen er reguleret af forskellige love

Du må færdes hele døgnet til fods på og uden for veje og stier i det åbne land, ved kysten og i offentlige skove.

I private skove må du færdes til fods på veje og stier mellem kl. 6.00 og solnedgang.

Din ret til ophold og færden på cykel, til hest eller med hund afhænger af naturområdet.

Lokale interesser kan i nogle tilfælde begrænse din adgang.

## Læs mere om offentlighedens adgang til naturen

###

                                    Adgang til naturen

Din ret til at færdes i naturen er beskrevet i adgangsbekendtgørelsen og naturbeskyttelseslovens kapitel 4. Reglerne gælder kun for naturen på veje og stier, i det åbne land, i offentlige og private skove og på standen. Reglerne gælder ikke i bymæssig bebyggelse.

Læs mere om din adgang til naturen herunder:

- [Adgangsvejledning](https://mst.dk/borger/natur-og-fritid/regler-for-faerdsel-i-naturen/hvor-maa-jeg-faerdes "Adgangsvejledning") (nyt vindue)
- [Bekendtgørelse om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/852) (nyt vindue)
- [Naturbeskyttelsesloven](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/1392) (nyt vindue)

###

                                    Sådan færdes du blandt græssende dyr

I Nordjylland har vi mange fantaktiske naturområder. Flere steder er naturområderne indhegnet, og der går græssende dyr. Dyrenes afgræsning fungerer som naturpleje og er vigtigt for, at vi kan have en spændende og mangfoldig natur.

Derfor er det godt at vide, hvordan du på bedste vis færdes sammen med græssende dyr. Brønderslev Kommune har i samarbejde med de andre nordjyske kommuner udarbejdet en video med gode råd til, hvordan du færdes sammen med græssende dyr i naturen.

Ved at følge de gode råd i videoen, er du med til at passe på biodiversiteten samtidig med, at du får trygge og spændende oplevelser i den nordjyske natur.

- [Sådan færdes du blandt græssende dyr - Natur på Tværs af Nordjylland](https://www.youtube.com/watch?v=s-pp3leu2M0) (nyt vindue)

###

                                    Hvor må du vandre eller gå en tur?

Du må færdes til fods hele døgnet på og uden for veje og stier i det åbne land, på sandstranden og i offentlige skove. Din adgang til offentlige skove kan være begrænset ved jagt og i tilfælde af intensivt skovningsarbejde.
På offentlig strandeng og uopdyrkede områder må du færdes til fods hele døgnet, hvis områderne ikke er indhegnede. Hvis områderne er indhegnede, men der er låger eller lignede og ikke skiltet mod adgang, må du færdes, selvom der er græssende husdyr. Der er ikke lovlig adgang til områder som f.eks. gravhøje, der ligger på dyrkede marker eller stubmarker.
På veje og stier i private skove, på private strandenge og uopdyrkede områder må du færdes til fods mellem kl. 6.00 og solnedgang. Ejer kan forbyde din adgang ved skiltning, hvis det generer privatlivets fred, landbrugsproduktionen eller dyre- og plantelivet. Ejer skal dog have god grund til at forbyde din færden. Du har ikke adgang til private skove, hvis de er under 5 ha og lukket ved skiltning.

Læs mere om og find vandreruter i Brønderslev Kommune:

- [Ud i naturen](https://udinaturen.dk/map-page?scIds=1207) (nyt vindue)

###

                                    Hvor må du cykle?

Du må færdes på cykel og mountainbike hele døgnet på veje og stier egnet til cykling i det åbne land, på uopdyrkede arealer og i skove.

I private skove må du cykle på veje og stier mellem kl. 6.00 og solnedgang, men ejer kan begrænse din adgang, hvis cykling medfører særlige problemer.

På stranden må du ikke færdes på hverken cykel eller mountainbike.

Læs mere om og find cykel- og mountainbikeruter i Brønderslev Kommune herunder:

- [Ud i naturen](https://udinaturen.dk/map-page?scIds=2438,1209) (nyt vindue)

###

                                    Hvor må du ride?

Du må færdes til hest på veje og stier i det åbne land og på uopdyrkede arealer. Ejer kan dog begrænse din adgang ved skiltning med ”ridning forbudt”.

I offentlige skove må du ride:

- På veje og stier, hvor der er skiltet med ”ridning tilladt”
- På veje er belagt med asfalt, sten eller grus, som er bredere end 2,5 meter – du må dog ikke ride i galop
- I skovbunden, dog ikke i områder med nyplantet bevoksning eller på gravhøje og andre fortidsminder

Al færden til hest kan med fordel ske i rabatten i siden af vejen, da ridning medfører et stort slid på veje og stier.

I private skove må du kun ride på private fællesveje, som fører igennem skoven. Ejer kan dog helt eller delvist begrænse din adgang ved skiltning. I nogle private skove kan du få adgang ved at købe et ridekort.

På stranden må du færdes til hest mellem 1. september og 31. maj.

###

                                    Hvor må du føre hund med og uden snor?

Du må føre hund uden snor på veje og stier i det åbne land, men du skal have fuld kontrol over hunden, og hunden må ikke løbe efter andre mennesker og vildt eller udvise truende adfærd.

På stranden må hunden gå løst en stor del af året, men skal holdes i snor mellem 1. april og 30. september.

Du skal holde hund i snor på private, enkeltmandsejede veje og stier og i offentlige og private skove. Du kan dog tage hunden med i kommunens hundeskove, hvor hunden kan gå løst.

Læs mere om kommunens hundeskove:

- [Hundeskove](https://www.bronderslev.dk/borger/naturoplevelser-og-kultur/skove-og-strande/hundeskove)

###

                                    Hvor må du tage ophold?

Ophold adskiller sig fra færdsel, da du ved ophold bliver på det samme sted gennem længere tid.

Du må tage ophold i offentlige skove, på sandstranden og på offentlige, uopdyrkede områder, hvis der er mere end 50 meter til nærmeste beboelses- og/eller driftsbygning.

I private skove og på private, uopdyrkede områder skal der være mere end 150 meter til nærmeste beboelses- og/eller driftsbygning.

###

                                    Hvis du vil klage

Hvis du oplever at blive forhindret i din ret til at færdes i naturen, f.eks. ved ulovlig skiltning, kan du kontakte Brønderslev Kommune. Det kræver altid en vurdering fra kommunen for at finde ud af, om du på ulovlig vis er blevet forhindret i din adgang. I mellemtiden bør du respektere skiltningen.

Læs mere om ulovlig skiltning:

- [Skiltning i det åbne land](https://www.bronderslev.dk/borger/transport-veje-og-kort/skiltning)

## Kontakt

Kontakt os

**Natur og Miljø - Natur**

Rådhusgade 5
9330 Dronninglund

Mail: raadhus@99454545.dk

Skriv sikkert, hvis du deler følsomme
eller fortrolige oplysninger.

[Skriv sikkert til os](https://post.borger.dk/send/462fee5f-04a1-4c6b-b68e-363dc76584df/c7ee71f1-3966-4d9a-b657-aa2e08213c98/ "Skriv sikkert til os") (MitID)
[Skriv sikkert til os](https://virk.dk/digitalpost/new/462fee5f-04a1-4c6b-b68e-363dc76584df/c7ee71f1-3966-4d9a-b657-aa2e08213c98/ "Skriv sikkert til os") (Erhverv)

[Lukkedage i administrationen](https://admin.moliri.dk/MOLIRIPAGE/645bdf99-f6ff-402b-b5d0-726443450fa6 "Lukkedage i administrationen")

**Postadresse:**
Brønderslev Kommune
Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev

[Kan vi gøre siden bedre?](https://www.bronderslev.dk/MOLIRIPAGE/a72ffc35-5318-474c-9192-4406b51655e2)
