Juniormesterlære – et tilbud til alle elever i 8. og 9. klasse
Juniormesterlære er for eleven, som gerne vil afslutte folkeskolen med en mere praksisnær og erhvervsrettet skolegang. Tilbuddet er en kombination mellem undervisning på en folkeskole og praktik i en virksomhed eller praktiske undervisningsforløb.
Det er muligt at starte i juniormesterlære på enten Dronninglund Skole eller på Toftegårdsskolen.
Læs om juniormesterlære
Juniormesterlære er et undervisningstilbud til elever i 8. og 9. klasse, som ønsker en erhvervsuddannelse i fremtiden og en mere praktisk afslutning på folkeskolen.
I juniormesterlære er eleven som udgangspunkt 2 dage om ugen i praktik i en virksomhed eller deltager i et praktisk undervisningsforløb.
De resterende 3 dage vil eleven have undervisning i folkeskolen, men i færre fag end normalt. Der vil være undervisning i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Eleven går ikke til prøve i fysik/kemi, og det er frivilligt for eleven at gå til afsluttende prøve i engelsk.
Juniormesterlære er frivilligt, og kan vælges af alle elever i 8. og 9. klasse med samtykke fra deres forældre.
Det forventes, at eleven:
- Bidrager til et positivt klassemiljø og behandler klassekammerater respektfuldt
- Bidrager aktivt i undervisningen på skolen, i virksomheden eller på praktiske undervisningsforløb
- Er en god repræsentant for juniormesterlære, når eleven er i praktik eller på praktiske undervisningsforløb
- Møder til tiden og har et stabilt fremmøde
- Som udgangspunkt selv medbringer en computer til undervisningen
Før eleven kan starte i juniormesterlære, inviteres eleven og dennes forældre til et indskrivningsmøde på den skole, eleven ønsker at gå på. Eleven kan kun tilmelde sig juniormesterlære med samtykke fra forældrene.
Kontakt skolen for at høre mere om tilbuddet og eventuelt besøge skolen.
- Dronninglund Skole
Tlf.nr.: 9945 5700 - Toftegårdsskolen
Tlf.nr.: 9945 4880
Det er en god ide at tale med skolens UU-vejleder, hvis eleven er i tvivl om juniormesterlæreordningen er relevant. At vælge juniormesterlæreordningen kan få betydning for elevens fremtidige uddannelsesvalg, og derfor er det en god idé at overveje fordele og ulemper ved at vælge denne afslutning på folkeskolen.
Læs mere på UddannelsesGuiden
I juniormesterlære veksles mellem undervisning og praktik. Som elev i juniormesterlære går man i en klasse med andre elever, der også har valgt juniormesterlæreordningen.
Det betyder, at de elever, der tilmelder sig juniormesterlære, vil blive samlet i juniormesterlæreklasser på tværs af skolerne. Det betyder også, at eleverne i juniormesterlære som udgangspunkt er i skole og praktik på de samme dage i ugen. Juniormesterlæreeleverne har ikke alle de andre fag, de har haft indtil nu, da der også skal være tid til praktik i en virksomhed eller praktiske undervisningsforløb.
I juniormesterlære er eleven i praktik 2 dage om ugen. Som udgangspunkt skal eleven selv finde et praktiksted sammen med sine forældre. Praktikstedet kan både være i en privat virksomhed eller på en offentlig arbejdsplads.
Eleven kan skifte praktiksted undervejs, hvis ønsket er at prøve forskellige fag.
En dag i praktik må forventes at svare til længden på en almindelig arbejdsdag.
Praktikken er ulønnet.
Når eleven skal i praktik i forbindelse med juniormesterlære, skal der udfyldes en praktikaftale, som skal underskrives af virksomheden, eleven og elevens forældre. Herefter skal praktikaftalen godkendes af skolelederen.
Skolen udleverer en praktikaftale skabelon, når eleven er tilmeldt juniormesterlære. Eleven kan først starte i praktik, når aftalen er indgået og underskrevet af alle parter.
Skolen udleverer også en informationsside, som kan gives til virksomheden. Den giver et hurtigt overblik over, hvad det vil sige at være praktiksted for en elev i juniormesterlære.
Praktiske forløb
Er det ikke muligt at finde en praktikplads, eller ønsker eleven praktiske undervisningsforløb i stedet for, foregår disse på Techcollege Aalborg. Undervisningen foregår i værkstederne/lokalerne hos de forskellige uddannelser. Der er mødepligt til undervisningen.
Når eleven vælger juniormesterlæreordningen, skal denne være opmærksom på, at afgangseksamen i juniormesterlære giver direkte adgang til alle erhvervsuddannelse (EUD) men ikke til gymnasiale ungdomsuddannelser.
Eleven skal bestå juniormesterlære afgangseksamen ved at:
- Få et karaktergennemsnit på minimum 02 i hhv. dansk og matematik
- Gennemføre en evalueringssamtale om juniormesterlæreforløbet
Det er også muligt at vælge en af de andre ungdomsuddannelser ved afslutning af folkeskolen i juniormesterlære, men det vil kræve en optagelsessamtale og/eller prøve. Kontakt skolens UU-vejleder for mere information.
Eleven kan fortryde sit valg af juniormesterlære. Hvis en elev ikke ønsker at fortsætte, skal skolen tilbyde undervisning efter de almindelige regler i folkeskoleloven med henblik på, at eleven kan bestå folkeskolens afgangseksamen.
Elever i 9. klasse kan senest framelde sig deres juniormesterlære 1. marts i det pågældende skoleår for at have krav på at overgå til den almindelige undervisning med henblik på at afslutte 9. klasse med folkeskolens afgangseksamen.
Som elev i juniormesterlære får eleven den pågældende skole som distriktsskole. Eleven skal selv sørge for at komme i skole, til praktikstedet eller til Techcollege.
Skoleleder kan afvise at godkende et praktiksted, hvis der er uforholdsmæssige store kommunale udgifter til befordring på grund af praktikstedets beliggenhed.
Din virksomhed har mulighed for at være praktiksted for en elev i juniormesterlære og bane vejen for flere faglærte. Juniormesterlæreelever har brug for en eller flere praktikpladser i lokale virksomheder i løbet af deres juniormesterlæreforløb.
Som praktiksted skal virksomheden:
- Kende til og overholde arbejdsmiljøloven og almindelige arbejdsmiljøregler for elever i praktik
- Tage godt imod en elev i 8. eller 9. klasse og tilrettelægge en meningsfuld arbejdsdag med praktiske opgaver
- Indgå en praktikaftale med eleven, dennes forældre og skole
- Give skolen besked ved ikke anmeldt fravær
- Tilbyde eleven en kontaktperson, som er ansvarlig for elevens faglige udbytte og trivsel
Kontaktpersonen skal have en børneattest
Eleverne er i praktik 2 dage om ugen, dog med undtagelse af skoleferierne, og når de skal deltage i fællesaktiviteter på skolen.
Ifølge Arbejdsmiljølovgivningen må unge over 13 år beskæftige sig med:
- Lettere arbejde inden for landbrug, gartneri, rideskoler med fodring, udmugning, pasning af mindre husdyr samt heste, lugning, bær- og frugtplukning, plantning, grøntsagsopsamling samt lignende opgaver.
- Lettere arbejde med modtagelse, sortering, optælling, prismærkning samt pakning af varer og emballage i butikker, supermarkeder og varehuse.
- Lettere ekspedition i forretninger, restauranter mv.
- Lettere rengøring, oprydning og borddækning.
- Lettere manuel montering, dog ikke lodning og svejsning.
- Lettere malearbejde, dog ikke sprøjtemaling.
- Lettere manuelt arbejde, såsom ilægning i poser, kuverter og æsker, kontrol og pudsning af færdige produkter samt håndtering af rent vasketøj.
- Lettere budtjeneste, herunder internt piccoloarbejde, og udbringning af aviser og reklamer samt salg af aviser og lignende.
- Lettere arbejde med bogopsætning på biblioteker.
- Lettere arbejde med desinfektion af ko-yvere og lignende med desinfektionsmidler og andre midler, der er godkendt til dette formål af Fødevaredirektoratet. Midlerne må ikke være faremærkede eller indeholde organiske opløsningsmidler.
Læs mere: arbejdsmiljøregler for praktik
Læs mere om ordningen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside
Kontakt
Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev
Tlf.: 9945 5428
Skriv sikkert til os (MitID)
Skriv sikkert til os (Erhverv)