---
title: "Nedrivning af bevaringsværdig bygning, Strandvejen 277, Asaa"
description: "Et flertal i Teknisk Udvalg har på mødet den 5. oktober 2026 besluttet, at der kan meddeles nedrivningstilladelse til bygningen på Strandvejen 277, Asaa."
date: "2026-10-07"
created: "2026-10-07"
---

[Hjem](https://www.bronderslev.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder)

                    [Nyheder - Høringer og afgørelser](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-hoeringer-og-afgoerelser)

                [Nedrivning af bevaringsværdig bygning, Strandvejen 277, Asaa](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder-hoeringer-og-afgoerelser/nedrivning-af-bevaringsvaerdig-bygning-strandvejen-277-asaa)

# Nedrivning af bevaringsværdig bygning, Strandvejen 277, Asaa

Et flertal i Teknisk Udvalg har på mødet den 5. oktober 2026 besluttet, at der kan meddeles nedrivningstilladelse til bygningen på Strandvejen 277, Asaa.

## Bygningens bevaringsmæssige værdi

Den kommende ejer ønsker at nedrive bygningen på matr.nr. 13g, Gerå By, Aså-Melholt, beliggende Strandvejen 277, 9340 Asaa. Bygningen er udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen med en SAVE-værdi på 4.

Der er tale om et klassisk bindingsværkshus med smaltømret bindingsværk, som er typisk for vendsysselske 1700-talshuse. Der er relativt få tilbageværende bindingsværkshuse Brønderslev Kommune. Det spinkle bindingsværk er karakteristisk for Vendsyssel pga. den tidligere mangel på træ i området. Ejendommen er således et af få tilbageværende eksempler på en særegen vendsysselsk byggeskik, der tydeligt illustrerer sammenhængen mellem tilgængelige råmaterialer og bygningsmetoder.

Brønderslev Kommune har senest ved en besigtigelse i marts 2026 vurderet, at bygningen er i meget dårlig stand. Kommunen vurderer, at det vil være teknisk muligt at istandsætte bygningen, men nuværende og fremtidig ejer har ikke udtrykt ønske om dette. Bygningen har gennem en årrække stået tom og er forfalden, og fagforvaltningen har ved besigtigelsen konstateret, at bygningen er i betydeligt forfald med nedslidt stråtag, skader på bindingsværket samt omfattende fugt- og skimmelskader.

## Beslutning om nedrivningstilladelse

Iht. Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, § 18, må en bevaringsværdig bygning ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været udsendt i 4-6 ugers høring.

Teknisk Udvalg besluttede den 17. august 2026 at nedrivningsanmeldelsen skulle offentligt bekendtgøres efter bygningsfredningslovens § 18 med en frist på 4 uger, med henblik på at meddele nedrivningstilladelse. Nedrivningsanmeldelsen var offentliggjort fra den 18. august 2026 til den 15. september 2026. Der indkom 1 høringssvar fra Museum MOSS imod nedrivning.

Teknisk Udvalg har på mødet den 5. oktober 2026 behandlet det indkomne høringssvar og et flertal har besluttet, at der kan meddeles nedrivningstilladelse. Beslutningen kan ses under pkt. 8 i referatet her:

- [Teknisk Udvalg - Referat 5. oktober 2026](https://dagsordener.bronderslev.dk/vis?Referat-Teknisk-Udvalg-d.05-10-2026-kl.13.00&amp;id=16517726-6203-4509-9b1d-099ccbe6adac "Teknisk Udvalg - Referat 5. oktober 2026")
