---
title: "Fælles udviklingsplan skal styrke turismen langs Jyllands Østkyst"
description: "23 kommuner og seks destinationsselskaber er gået sammen om en fælles plan, der skal skabe mere helårsturisme, stærkere lokalsamfund og bæredygtig udvikling langs hele Jyllands Østkyst frem mod 2030."
date: "2026-06-18"
created: "2026-06-18"
---

[Hjem](https://www.bronderslev.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen)

                    [Nyheder](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder)

                    [Nyheder](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder)

                [Fælles udviklingsplan skal styrke turismen langs Jyllands Østkyst](https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder/faelles-udviklingsplan-skal-styrke-turismen-langs-jyllands-oestkyst)

# Fælles udviklingsplan skal styrke turismen langs Jyllands Østkyst

23 kommuner og seks destinationsselskaber er gået sammen om en fælles plan, der skal skabe mere helårsturisme, stærkere lokalsamfund og bæredygtig udvikling langs hele Jyllands Østkyst frem mod 2030.

Turismen langs Jyllands Østkyst skal udvikles med udgangspunkt i de lokale styrker, natur- og kulturværdier og de mennesker, der bor og arbejder i områderne. Det er ambitionen i Udviklingsplan Jyllands Østkyst, som samler 23 kommuner og seks destinationsselskaber i et fælles samarbejde om turismeudviklingen frem mod 2030.

Planen skal blandt andet bidrage til flere overnatninger, øget turismeomsætning og mere aktivitet uden for højsæsonen samtidig med, at udviklingen skal ske i balance med lokale natur- og kulturværdier.

## Turisme skal skabe værdi lokalt

Udviklingsplanen tager afsæt i, at turisme ikke kun handler om gæster udefra, men også om levende byer, lokale arbejdspladser og attraktive lokalsamfund. Derfor skal turismen tænkes ind i kommunernes arbejde med blandt andet bymidter, havnemiljøer, naturadgang, kulturtilbud, mobilitet og klimatilpasning.

Samtidig skal planen være med til at styrke sammenhængen mellem attraktioner, natur, kultur, overnatningssteder og rekreative tilbud på tværs af kommunegrænserne. Målet er at skabe endnu stærkere destinationer og flere helårsoplevelser for både borgere og besøgende.

## Lokale styrker skal bringes i spil

Jyllands Østkyst rummer alt fra kyst- og naturoplevelser til kultur, gastronomi, storbyliv, events og attraktioner i international klasse. Udviklingsplanen bygger derfor på lokale potentialer og giver kommunerne mulighed for at arbejde videre med konkrete indsatser og projekter i egne områder.

Som en del af arbejdet er der allerede igangsat flere strategisk-fysiske udviklingsplaner på lokalt niveau, hvor kommuner, virksomheder, foreninger og borgere samarbejder om at udvikle konkrete projekter og nye muligheder for turismen.

## Fokus på helårsturisme og bæredygtig udvikling

Et centralt mål med udviklingsplanen er at skabe mere liv uden for sommermånederne. Derfor peger planen blandt andet på behovet for stærkere events, bedre forbindelser mellem oplevelser og flere overnatningsmuligheder af høj kvalitet.

Samtidig er ambitionen, at turismen skal udvikles bæredygtigt med respekt for de steder, hvor mennesker bor, arbejder og lever. På den måde skal turismen være med til at skabe både økonomisk vækst, arbejdspladser, livskvalitet og levende lokalsamfund langs hele Jyllands Østkyst.

## Fakta:

### Jyllands Østkyst i dag

- 38,9 mia. kr. i turismeforbrug.
- Ca. 15,7 mio. kommercielle overnatninger.
- 37.994 turismeskabte årsværk.
- Omkring en fjerdedel af Danmarks samlede turismeforbrug og kommercielle overnatninger.

Kilde: Turismens Økonomiske betydning (2022), Turisternes Døgnforbrug (2022)

### Vækstpotentiale frem mod 2030

- Nord: 2,1 mia. kr. i øget turismeomsætning og 621.000 flere overnatninger.
- Midt: 3,2 mia. kr. i øget turismeomsætning og 746.239 flere overnatninger.
- Syd: 3,4 mia. kr. i øget turismeomsætning og 1.160.700 flere overnatninger.

## Om Udviklingsplan Jyllands Østkyst

Udviklingsplan Jyllands Østkyst er en fælles turismeudviklingsplan udarbejdet i samarbejde mellem de seks destinationsselskaber VisitAarhus, Destination Himmerland, Destination NORD, Destination Kystlandet, Destination Trekantområdet og Destination Sønderjylland samt deres i alt 23 kommuner. Herudover er Dansk Kyst- og Naturturisme og den filantropiske forening Realdania partnere i projektet.

Udviklingsplan Jyllands Østkyst består af en samlet strategi, tre udviklingsplaner for Nord/Himmerland (kaldet ”Nord”), Aarhusregionen (kaldet ”Midt”) og for Kystlandet, Trekantområdet og Sønderjylland (kaldet ”Syd”). I disse udviklingsplaner er der i alt igangsat otte strategisk-fysiske udviklingsplaner på lokalt niveau. Planerne er blevet til i et tæt samarbejde med de respektive kommuner, erhvervsvirksomheder og andre aktører involveret i udviklingen af Jyllands Østkyst.

Målsætningen for Udviklingsplan Jyllands Østkyst er at øge turismeomsætningen med 8,7 milliarder korner frem mod 2030 samtidig med, at turismen fordeles bedre over hele året.

Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

- Læs mere på [EnjoyNordjylland.dk](https://www.enjoynordjylland.dk/J%C3%98P "EnjoyNordjylland.dk")
