Ny direktør for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune
Nuværende skolechef Mads Rune Jørgensen fra Aalborg Kommune bliver fra den 1. januar 2025 ny direktør for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune
Mads Rune Jørgensen er valgt blandt et felt på 12 meget kvalificerede ansøgere.
Borgmester Mikael Klitgård ser frem til samarbejdet med Mads Rune Jørgensen som direktør for Børn og Kultur:
“ Jeg er glad for, at byrådet har besluttet at ansætte Mads som den nye direktør for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune. Jeg er helt sikker på, at vi med Mads får en profil, som både vil og kan arbejde videre med at udvikle kerneopgaverne indenfor blandt andet skole-, dagtilbuds-, børne-, familie- fritids- og kulturområdet. Mads kommer med en lang erfaring med ledelse på de områder, som direktørjobbet indeholder og har derfor et stort kendskab til disse store og vigtige kernevelfærdsområder. Vi glæder os til at gøre brug af hans erfaringer i Brønderslev Kommune, når vi i de kommende år skal fortsætte udviklingen af vores opgaveløsning, så vi kan bibeholde en veldrevet kommune og levere en service, der matcher borgernes forventninger”
Kommunaldirektør Vibeke Post Madsen glæder sig til samarbejdet med den nye direktør for Børn og Kultur:
”Vi har i direktionen et tæt og godt samarbejde og arbejder konstant og dedikeret på at styrke de helhedsorienterede løsninger yderligere. Jeg er ikke i tvivl om, at Mads vil være en kompetent og god samarbejdspartner for os i direktionen i den henseende, ligesom chefer, ledere og medarbejdere på hele børne- og kulturområdet med Mads får en vellidt, erfaren og dygtig direktør”.
Også Mads Rune Jørgensen glæder sig til den nye rolle som direktør for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune:
“Jeg er virkelig glad for den tillid ansættelsesudvalget og byrådet i Brønderslev Kommune har udvist mig. Jeg glæder mig til et tæt samarbejde med byrådet, de to politiske udvalg på børne- og kulturområdet samt med direktionen og hele organisationen. Jeg har læst arbejdsgrundlaget for direktionen i Brønderslev Kommune, og de værdier, som fremgår her, er i tråd med sådan, som jeg ønsker at arbejde. Brønderslev står for mig som et godt sted at være med et stærkt fundament, som jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle. Der er et godt samarbejde i organisationen, med politikerne og med borgerne og jeg glæder mig til at stå i spidsen for en fagforvaltning, der varetager opgaver på et af de vigtigste velfærdsområder i vores samfund. Men først og fremmest glæder jeg mig til at møde og lære alle at kende”.
Den 47-årige Mads Rune Jørgensen har været skolechef i Aalborg Kommune siden 1. august 2019. Inden da var han Børn- og Ungechef i Rebild Kommune og der forinden har han været skoleleder og viceskoleleder på tre forskellige skoler i Aalborg Kommune. Mads Rune Jørgensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har en diplomuddannelse i ledelse med sig samt et afsluttet KIOL-Executive-forløb for offentlige ledere på højt niveau.
Som nævnt tiltræder Mads Rune Jørgensen stillingen som direktør for Børn og Kultur den 1. januar 2025.
Mads Rune Jørgensen