Sådan rydder vi, når det sner
Vej & Park følger vejret og vejenes tilstand tæt i vinterperioden fra 15. oktober til 15. april. Når der falder sne, sætter vi vores vinterberedskab i gang.
Vi har i forvejen lavet en prioritering af, hvilke af de kommunale veje der er de vigtigste, næstvigtigste og mindst vigtigste at få ryddet, så vi ved, hvor vi skal starte. Vi kan ikke være alle steder på én gang, og derfor er der forskel på, hvor hurtigt de forskellige veje bliver ryddet.
Hvilke veje bliver ryddet først?
Alle veje er klassificeret i vinterklasser fra 1 til 5.
Vejklasse 1: De største og vigtigste veje mellem byer. Her tilstræber vi at holde farbart hele døgnet.
Vejklasse 2: Vejforbindelser til fx byer, sygehus, beredskab og større funktioner. Her tilstræber vi at holde farbart fra tidlig morgen til sen aften.
Vejklasse 3: Veje med lokal trafik og større trafikmængde, fx veje til industri og større pladser.
Vejklasse 4: Mindre veje på landet.
Vejklasse 5: Boligveje og mindre veje med lav trafik. Disse ryddes til sidst, når alle de øvrige veje er taget.
Stier (herunder cykelstier) har også vinterklasser. Hovedstier og skoleveje (sti-klasse 1) prioriteres før mindre og rekreative stier (sti-klasse 3–4).
Derfor er din vej (måske) ikke ryddet endnu
Når sneen falder, starter vi med vejklasse 1 og 2 og de vigtigste stier. Vejklasse 3-5 og mindre stier kommer bagefter, og derfor kan boligvejene i vejklasse 4 og 5 og små stier være dækket af sne i et godt stykke tid efter, at hovedvejene er blevet ryddet - især ved kraftigt snefald eller snestorm.
Det er en del af prioriteringsplanen og ikke en fejl.
Snevolde og indkørsler
Når vi rydder vejene, kan der komme snevolde ved indkørsler og sideveje. Især hvis der er faldet meget sne.
Vi skubber snevoldene væk i vejkryds og ved vejtilslutninger, men ikke udfor eller i private indkørsler eller på fortov. Det er den enkelte grundejer, der har ansvaret for at få fjernet sneen der.
Fortove og stier ved din ejendom
Som grundejer skal du:
Rydde sne på fortov og sti ved din ejendom
Rydde så man kan færdes med fx barnevogn eller rollator
Rydde trapper fra fortov til huset
Du må lægge sneen på resten af fortovet eller stien. Hvis der ikke er plads, kan du lægge sneen på den nærmeste del af vejbanen.
Grundejerens pligt gælder typisk op til 10 meter af fortovet eller stien i bredden ud for ejendommen.
Se mere og få overblik
Du kan finde alt om vores og grundejernes pligter i forbindelse med snevejr i vores vinter- og vedligeholdelsesregulativ.
Du kan også se vinterklasser for veje og stier på vores interaktive kort.
Følg også med på trafikken.dk, hvor du bl.a. kan se, hvor og hvornår vi sidst har saltet eller ryddet sne.